Ny festival: Cafe Hacks Søren Dahl har skiftet storbyen ud med landlig idyl
Søren Dahl er efter 37 år flyttet fra Aarhus. I stedet er han flyttet ind på en historisk herregård ved Ebeltoft. Og om lidt holder han fest.
Radiovært, musiker, komiker, foredragsholder og forfatter.
Søren Dahl, som måske er bedst kendt fra det populære radioprogram Café Hack, har mange kasketter at vælge imellem.
Selvom hans lange karriere har bragt ham land og rige rundt, så har det altid været med byen som havn.
Men ikke længere.
For 2,5 år siden skiftede han og partneren Bettina Fau nemlig Aarhus snoede gader ud med Djurslands vilde natur.
I dag bor parret i en af længerne på den historiske herregård Lyngsbækgaard.
Selvom omgivelserne er roligere, er der dog lige så meget tryk på som altid, og om lidt inviterer Søren Dahl og Lyngsbækgaard til en ny festival i de storslåede rammer.
Fra storby til herregård
Godset Lyngsbækgaard i Handrup Bakker ved Ebeltoft står helt skarpt og velholdt.
Det er på trods af, at der i en årrække ikke boede nogen i stuehuset. Ikke siden Henrik Frederiksen solgte godset til William O. Berntsens Fond i 2017.
Det var indtil Søren Dahl og Bettina Fau pludselig ind i for 2,5 år siden.
Man kan dog lede rigtig længe, hvis man forsøger at finde Lyngsbækgaard på boligportalen. For det er ikke et sted, der er til leje som sådan.
Spørgsmålet er derfor, hvordan man får den slags op at stå? Det har Søren Dahl et klart svar på.
»Man drømmer. Vi havde et ønske om at flytte ud i naturen, og jeg talte med fondens formand, som jeg kendte i forvejen. Vi fik lov og har siden forsøgt at passe lidt på det hele og tage os godt af stedet,« fortæller Søren Dahl begejstret.
Det var særligt stedets beliggenhed, der tiltrak parret.
»Bettina ville gerne tættere på naturen, og selvom jeg altid har boet i byen, var jeg med på den. Mit eneste krav var, at der ikke måtte være langt til købmanden og at man skulle kunne få en god cortado. Det kan man her. Der er alt det til stede her, der gør man kan være taknemmelig og ydmyg.«
Det er dog en »slange i paradis,« som han siger.
»Mine børn bor i Aarhus, så jeg føler, det er mig, der er flyttet hjemmefra! Jeg elsker Aarhus, og det vil jeg gøre til den dag jeg dør.«
Til bords med historien
Naturen og beliggenheden var ikke det eneste ved stedet, der tiltrak parret.
Et andet afgørende element var stedets historie.
»Man skal forstå, at i al sin lidenhed, så er Nørre Vosborg et sted, der har gjort sin egn stolte gennem århundreder. Sådan sagde Hans Edvard Nørregård-Nielsen om den gamle herregård ved Holstebro. Det er det samme med Lyngsbækgaard. Det er et sted med historie, der spiller en stor rolle her på egnen.«
Han kaster sig herefter ud i en historie om to unge mand fra Grenaa – Hans Peter Fasting og Niels Mønsted, der i det forrige århundrede forelskede sig i post- og købmandens datter, Charlotte F. Møller.
»Det endte med, at hun valgte Hans Peter Fasting. Han dør dog i en ung alder og siger på sit dødsleje: gift dig med min ven Niels Mønsted.«
Charlotte F. Møller gifter sig efter Hans Peter Fastings død med netop Niels Mønsted. Sammen køber de Lyngsbækgaard, hvor de bl.a. får en søn – Otto Mønsted – senere storkøbmand også kendt som margarinekongen.
Søren Dahl sidder tilbagelænet med benene over kors, mens han fortæller løs, og ser drømmende ud i luften.
Han er en sand historiefortæller.
»Charlotte F. Møller er begravet på landstedet, og hendes gravsted findes stadig.«
Dette er blot en af mange historier, man kan opleve Søren Dahl fortælle, når han agerer vært til den kommende Lyngsbækgaard Live-festival.
Ny tradition?
I det hele taget har det været en uforglemmelig oplevelse for Søren Dahl at flytte ind på Lyngsbækgaard.
»Jeg lever jo et enormt aktivt liv, hvor jeg bliver konfronteret med mange mennesker. Så kontrasten at komme herud. Det havde jeg slet ikke kunne forestille mig, hvor fantastisk ville være. Det er samtidig virkelig inspirerende at være her. Når omgivelserne vidner om, at der har boet mange mange folk her før os, så bliver man rørt.«
Det er den stemning, som Søren Dahl gerne vil give videre til folk med Lyngsbækgaard Live.
»William O. Berntsens Fond har været generøse og sagt, at vi gerne må åbne portene for folk i to dage. Og det hører til mit værtskab, at jeg fortæller lidt om stedets historie.«
Søren Dahl har allieret sig med den erfarne koncertarrangør Frank Panduro. Sammen vil de sikre, at de 800 tilskuere, der bliver plads til i godsets gård, får en uforglemmelig oplevelse.
I løbet af de to dage vil man både kunne opleve storslået opera, pop- og rockmusik. Samtidig vil der være food trucks, bar og pavillon.
»Vi tænker, det er første år i en længere tradition. Det er håbet i hvert fald. Det er et rent con amore-projekt. Jeg har selv været rundt med 120 plakater, og har bare mødt opbakning og glæde. Det er bare så fedt.«
Drømmen er, at der næste år skal være forfattertalk i stalden med et stort forfatternavn. Men for nuværende handler det om 26.-27. juli.
»Jeg har bestilt godt vejr. Lis Sørensen slutter 22.30, og jeg har timet det med, at vi lige når at få mørket med.«