Fortsæt til indhold

Kaffekrig eller mokka-mekka? Frederiksbjerg har fået fire nye kaffebarer som naboer til alle de andre

De seneste måneder er der åbnet ikke færre end fire nye kaffebarer ved Ingerslev Boulevard og Jægergårdsgade. Men hvor meget kaffe kan de da drikke på Frederiksbjerg?

Samfund

Masser af kaffedrikkende aarhusianere giver liv på den store åbne Ingerslev Boulevard - også når der ikke er torvedag med frugt og grønt eller loppemarked.

Nabo Kiosk på Ingerslevs Plads 1 og Go’ Kaffe i den samme ende af torvet har deres faste kunder og summende travlt. Men nu har de fået to nye kaffe-naboer en spytklat derfra. Udfor midten af torvet har Lige om Hjørnet åbnet for godt en måned siden og et halvt års tid før det slog ACT dørene op for et nyt kaffested bare 10 meter derfra.

Kaffebarerne ved Ingerslev Boulevard er med til at skabe liv - også når der ikke lige er torvedag eller loppemarked. Det er ACT i forgrunden og Lige om Hjørnet til venstre. Foto: Tahmasbi

Samtidig har livlige Jægergårdsgade, hvor der er café eller restaurant på alle gadens hjørner og også der imellem, også fået et nyt kaffested i gaden og endnu et lige om hjørnet i M.P. Bruunsgade.

Det er Birk Kaffe og OS Kaffe og Vin, som blender ind mellem de mange andre steder med god kaffe. Der er kun omkring 500 meter mellem torvet med de fire kaffebarer og Jægergårdsgade.

Og så melder spørgsmålet sig:

Hvor meget kaffe kan de dog drikke på Frederiksbjerg? Er der nu kaffekrig? Eller er det blevet et mokka-mekka?

Christian Hoe Møller til højre er en af de gode kaffekunder, der drikker sine kopper på alle Ingerslevs caféer. For så får han det, der lige passer til ham den dag, siger han. Foto: Tahmasbi

Krig eller mekka?

Danmark er ifølge World Population Review målt pr. indbygger det fjerde mest kaffedrikkende land i verden, så der skal nogle kopper til.

Og når Din Avis Aarhus Onsdag spørger både de nye kaffebarer, dem med nogle år på bagen og gæsterne, mener de alle, at jo flere - jo bedre.

En af de lokale gæster kommer alle fire steder, fordi der er en kaffe til ethvert tidspunkt.

»På en kold dag går jeg i Go’ Kaffe, og får mig en stor kop. På en varm sommerdag går jeg i Nabo eller Kaj Kiosk og får noget mere frisk. Og i dag hygger jeg her i solen med min ven Jakob på ACT Coffee,« siger Christian Hoe Møller.

Han oplever ikke, at der er kaffekrig, men at alle spiller på samme hold, som han siger.

Alle dem, vi taler med, synes, at det er dejligt, at der er mere liv på torvet.

Go' Kaffe er indrfettet i en tidligere pølsevogn og er boulevardens første kaffested. Nabokiosk åbnede kun et stenkast derfra for fem år siden, og det har fungeret godt. Foto: Tahmasbi

»Der er overhovedet ikke kaffekrig. Vi har som gode naboer budt de nye velkommen og tænker, at vi sammen kan skabe et fedt kvarter, der kan trække folk til fra andre bydele. Vi har samme mål,« siger Steffen Zeuthen Therkildsen fra Nabokiosk.

Naboerne er enige:

»Vi oplever, at her er mere fællesskab end konkurrence, og at der er plads til os alle og flere til,« siger Victor Nygaard Windfeld, som har åbnet ACT Coffee sammen med sin bror, Mathias.

Hos Lige om Hjørnet tilføjer de:

»Kaffestederne ligger også tæt i Graven og Klostergade, og det trækker bare flere kaffedrikker til. Vi synes, at der sagtens kan være flere kaffebarer på begge sider af Ingerslev,« siger Mille Marie Fisker og Oliver Frandsen.

Lige om Hjørnet vil gerne skabe et fællesskab for cyklister og cykelentusiaster. Caféen sælger cykeltøj fra Raffa. Foto: Tahmasbi

Lige om Hjørnet

Lige om Hjørnet har det særkende, at kaffebaren gerne vil skabe et fællesskab for cyklister og cykelentusiaster. Oliver Frandsen er selv triatlet og har boet en årrække i København, hvor der er mange cykelfællesskaber og mødesteder for dem. Hver lørdag kl. 12 kører han en tur fra caféen sammen med dem, der vil med. Cafeen sælger også Raffa-cykeltøj med deres eget logo på.

Han og Mille Marie Fisker har åbnet i et tidligere antikvariet, der udmærker sig ved at have masser af sol og god plads udenfor.

De sælger brød fra blandt andet brød fra La Cabra og kaffe fra Yellowbird.

Lige om Hjørnet henviser fra dette lokale til kaffebaren lige rundt om hjørnet. Mille Marie Fisker og Oliver Frandsen vil med tiden indtage begge stedern. Foto: Tahmasbi

ACT Coffee

Hos ACT Coffee sælger de også tøjbrandet ACT Today fra et showroom, der er nabo til kaffebaren.

Stedet drives af brødrene Victor og Mathias Nygaard Windfeld, hvis mor står for at producere Today-brandet. Det gælder for både det og for kaffebaren, at Windfelderne vælger økologisk, når de kan, og bæredygtigt, når det er muligt.

Victor Nygaard Windfeld har gået i skole med David Breadhead, så det er oplagt for brødrene at sælge hans brød på deres kaffested. Kaffen er Kifaru fra Tanzania. På torvedage har de kø fra caféen og ud til cykelstien.