Fortsæt til indhold

Først råbte han op om pop-up-butikker – nu stiller han op til valg

Kristian Busk fra Hos Walter vil være formand for Ebeltoft Handelsstandsforening.

Samfund

Når Ebeltoft Handelsstandsforening afholder årlig generalforsamling til februar, er det med et særligt punkt på dagsordnen.

Der skal nemlig vælges ny formand.

Nuværende formand Hanne Sloth fra Hanne Sloth Mode i Adelgade meddelte nemlig ved seneste generalforsamling, at hun stopper ved årets udgang.

Dermed skal vælges en ny til posten, og nu har første kandidat meldt sig på banen: Kristian Busk fra Hos Walter.

Nye rammer

Kristian Busk har været medlem af Ebeltoft Handelsstandsforening i 20 år.

En stor del af disse år har været som menigt medlem og som revisor for foreningen.

Det ændrede sig dog ved seneste generalforsamling i februar, hvor han blev valgt ind i bestyrelsen.

»Da Hanne fortalte, at hun ville abdicere til næste år, slog det mig, at nu var det op til os andre at leve op til vores ansvar. Derfor ville jeg gerne gå med i bestyrelsen; for at være med til at lave nogle rammer for, hvordan handelsstandsforeningen anno 2025 skal se ud.«

Han mener, det er afgørende, at andre kræfter nu træder til, så der ikke opstår et tomrum efter Hanne Sloth.

»Hun har gjort et ekstremt stort arbejde med møder, deltagelse i foreninger. Hun har næsten haft en finger med i alt, men der er jo ikke nogen som helst, der har tid og overskud til at lave det store arbejde hun har lavet.«

Derfor ville han gerne være med i den proces bestyrelsen skulle til at i gang med.

»Selvfølgelig også med den indflydelse det giver. Så kan jeg være med til at tegne, hvordan jeg mener en handelsstandsforening skal være. Dermed ikke sagt andre ikke kan finde ud af det. Det er bare godt, at der sker noget.«

Håber på kampvalg

Arbejdet med at beskrive fremtiden for handelsstandsforeningen er pågået siden februar.

Undervejs gik Kristian Busk fra et af de mange møder med god energi og gik hjem og lavede en forretningsplan for, hvordan man kan skrue sådan en fremtid sammen.

»Jeg sagde, at det jo ikke er sikkert, at det er sådan vi vælger at skrue det sammen i sidste ende, men hvis vi kan nærme os, så vil jeg gerne være formand et par år indtil vi finder ny,« fortæller han.

Skal det forstås sådan, at du kun stiller op som midlertidig formand?

»Det ved man aldrig. Jeg var formand for skolebestyrelsen i Ebeltoft Skole i 12 år. Hvis der er nogen, der har noget hjerte og gåpåmod, så er det ikke nødvendigvis mig.«

Han siger i samme ombæring, at han håber på, at han ikke bliver eneste kandidat til posten.

»Hvis vi får et kampvalg. Tænk hvor fedt! Selv hvis jeg så ender med at tabe,« siger han om fortsætter.

»Det vigtige er, at vi hjælper handlen og hinanden. Det er vigtigt, det bliver gjort på en ordentlig måde, og at der er nogen, der tør stille op med det her f.eks. med spørgsmål om pop-up-butikker. Bare diskussionen er her, og vi kan mødes.«

Når det kommer til handelsstandsforeningen har Kristian Busk også en klar holdning til, hvordan sådan et samarbejde bør være.

»Handelsstandforeningen skal lave rammerne, og så er det butikkerne og medlemmerne, der fylder dem ud. Det skal ikke være sådan, at handelsstandsforeningen, skal rende rundt med en pisk og banke folk i gang. Man må have en forventning om, at hvis man vælger en bestyrelse, så vælger man også som medlemmer at bakke op om det, der sker i byen.«

En af de ting han vil arbejde for, hvis han bliver valgt, er, at der bliver ansat en aktivitetsmedarbejder i foreningen på deltid.

Samtidig drømmer han om at kunne være med til at opbygge et samarbejde mellem de store spillere i Ebeltoft.

»Fregatten, Malten, Glas, byen og havnen. Hvis vi kan skabe et stort fællesskab. Det kunne være fedt.«