Skolemad til afrikanske børn: Verdens mindste – men vigtigste - cykelløb kommer til Skanderborg
Cykelløbet Moving the World på Hjul kommer til Skanderborg onsdag 21. august. Deltagerne i løbet samler penge ind til skolemad til børn i det afrikanske land Burkina Faso.
Feltet består af blot tre gæve kvinder, når cykelløbet Moving the World på Hjul kommer landet rundt i uge 34. Den beskedne størrelse til trods er der tale om et vigtigt cykelløb.
Formålet er nemlig at samle penge ind til skolemad i Burkina Faso, skriver Soroptimist International Skanderborg i en pressemeddelelse.
Bag løbet står Soroptimist International. De tre deltagende kvinder, Bente Lorenzen, Irma Nezirevic og Ida Gormsen, kommer fra Soroptimist International Vejle, og det er femte år i træk, at de tager turen rundt i Danmark på cykel.
I alt er 32 danske Soroptimist-klubber med i indsamlingen, heriblandt Skanderborg-afdelingen, og cykelløbet kommer derfor gennem Skanderborg onsdag 21. august. Her ankommer feltet klokken cirka 10.30 til FLOK - Frivillig og Fællesskabshuset, hvor du kan møde de tre cykelryttere. En time senere fortsætter de mod Horsens, og du er velkommen til at køre med, enten hele vejen eller blot et stykke.
Skolemad holder børn i skole
Burkina Faso, der ligger i det vestlige Afrika, er et af verdens fattigste lande. Landet har begrænsede naturressourcer og omkring 80 procent af befolkningen lever af afgrøder, de selv dyrker. Bønderne er meget udfordret af den periodiske tørke, der rammer landet samt stigende priser på majs og gødning.
Skolemadsprogrammet i Burkina Faso bliver drevet af World Food Programme (WFP), der hører under FN. Programmet tilskynder forældre til at sende – og holde – deres børn i skole og gør det nemmere for skolebørnene at koncentrere sig om undervisningen, når maven ikke rumler af sult.
Familier med døtre i de to ældste klasser med 80 procent eller mere i fremmøde får ekstra fødevarerationer med hjem. Det er med til at sikre, at pigerne færdiggør grundskolen.
Det koster i gennemsnit på verdensplan 1,72 kroner at give et barn et nærende måltid mad gennem WFP’s skolemadsprogram.
I 2023 blev der i Danmark indsamlet 414.920 danske kroner, som sikrede 1.180 skolebørn et nærende måltid mad hver dag i et helt år.
Stor opbakning
Når de tre cykelryttere har cyklet fra Aarhus og ankommer til FLOK, bliver der hygget om dem med tale, musik og sang, og de skal naturligvis også have noget at styrke sig på, inden turen forsætter til Horsens og Vejle.
Alle er velkomne til at deltage, og der er mulighed for at købe boller og kaffe eller te.
Når de tager afsted igen ved 11.30-tiden bliver de ledsaget af elever fra 7. klasse fra Morten Børupskolen, et cykelhold fra Socialpsykiatrien og cyklister fra AFS – Aktiv Fritid Skanderborg.
Alle cykelinteresserede i Skanderborg opfordres til at cykle med ud Horsensvej – om ikke hele vejen til Horsens, så måske en del af vejen.