Fortsæt til indhold

Louie blev skudt i benet - og den er ikke den eneste

Mandag middag kom hjem Lars Krøjmands kat hjem med blod på pelsen. Det viste sig, at den var blevet skudt med hagl.

Samfund

Da Louie kom hjem mandag den 12. august, ved middagstid, fik hans ejer Lars Krøjmand sig noget af et chok.

Haltende og med en synlig rød plet på pelsen kom den seksårige kat af racen ragdoll ind i hjemmet på Skæringvangen i Skæring. Lars Krøjmand var ikke sen til at reagere, og tog straks sin pelsede sambo til dyrlægen.

Her var første melding, at Louie måtte være blevet bidt af en anden kat, hvorfor de blev sendt hjem igen med en penicillinkur.

Efter et døgn uden bedring måtte Lars Krøjmand dog atter til dyrlægen med sin kat. Denne gang tog de et røntgenbillede.

Røntgenbilledet afslørede en sandhed, der dels var chokerende for Lars Krøjmand, dels ikke så overraskende igen, da flere katteejere i nabolaget har oplevet det samme.

Louie var blevet skudt og det var tydeligt, at der sad et hagl ved højre forben.

»Der er flere folk i mit område, der har oplevet, at deres kat er blevet skudt,« siger Lars Krøjmand, der fortæller, at »mange« inden for en radius på en kilometer har været udsat for det inden for de seneste år.

Louie kommer ifølge dyrlægens melding aldrig til få den fulde førlighed på højre forben tilbage igen. Haglet blev opereret ud, men havde på sin vej ødelagt så mange sener, at den firbenede må leve med varige mén.

Et røntgenfotografi afslørede, hvorfor Louie var halt. Et hagl havde ødelagt flere sener ved højre forben. Privatfoto

Politiet på sagen

Episoden med Louie blev torsdag anmeldt til Østjyllands Politi.

»De kom hurtigt herhjem og afhørte min kone. Så kørte de til dyrlægen, og mens han stod med hænderne i Louie, kom de ind og forhørte sig om sagen,« siger Lars Krøjmand.

Da dyrlægen fik fisket haglet ud af den stakkels kats legeme, fik betjentene det med til videre undersøgelse.

Østjyllands Politi bekræfter over for Din Avis Aarhus Onsdag, at Lars Krøjmands anmeldelse indløb torsdag formiddag. Politikredsen har ikke yderligere kommentarer til sagen.

En tydelig blodplet vidnede om skudepisoden. Privatfoto