De frygtede, at deres by skulle blive »en død flække« – så tog de skæbnen i egen hånd

Hvis du går og venter på, at kommunen eller andre kommer og redder din by, så kan du ende med at vente så længe, at der til sidst ikke er nogen by tilbage at redde.

Sådan lyder budskabet i grove træk fra den lokale ildsjæl, Bjarne Knudsen.

Han har boet i Nørager i 35 år.

I den periode har han været en afgørende del af den markante forandring, der er sket i byen.

Fra at være en søvnig by med »dovne mænd« er Nørager i dag et skoleeksempel på, hvad der kan ske i en lille by, når borgerne viser stort engagement.

Børnehaven lukkede

Hvad gør man, når man ser sin by dø hen?

Det har de svaret på i Nørager.

Tilbage i 1980’erne gik det kun ned ad bakke i byen. 10 kilometer nordøst på i Fjellerup sagde man på den tid, at der »kun boede dovne mænd i Nørager,« fortæller Bjarne Knudsen, der selv er født og opvokset i Fjellerup

»Det var jo ikke fordi, at dem i Fjellerup var en skid bedre. Sådan så man bare på Nørager dengang.«

Det hele kulminerede, da byens børnehave lukkede i 1989.

»Der var en flok unge mennesker i byen, der insisterede på, at Nørager ikke skulle ende med at blive sådan en lille død flække med tolv huse og et lokum.«

På det tidspunkt var Bjarne Knudsen selv flyttet til byen få år forinden, og det stod klart, at der skulle ske noget.

»Hvis vi skulle være i stand til at udrette noget i byen, så krævede det jo, at vi kunne få vores børn passet, så vi ikke skulle rakke land og rige rundt for at hente og bringe. Når vi kiggede ud i fremtiden, kunne vi også jo se at busruter og alt muligt andet blev lukket i et væk.«

Derfor tog en gruppe af byens borgere det første initiativ i 1990.

Det samlede penge ind via en beboerindsamling og oprettede deres egen børnehave – Nørager børnehave – som borgerne stadig driver den dag i dag.

Ny optimisme

Købet af børnehaven blev startskuddet til en kulturændring i Nørager.

Fra at være et sted, hvor man så passivt til, mens udviklingen løb hen over hovedet på byen, så tog man skeen i den anden hånd og tog teten selv.

Initiativet blev dog mødt med en vis skepsis dengang.

»Folk mente jo vi var skøre, fordi vi brugte vores egen tid og penge på den slags. Det var jo noget man mente det kommunerne og det offentlige skulle tage sig af.«

Det er vel også rigtigt i princippet?

»Ja ja, det kan man godt sige, men hvis vi ville se nogle forandringer, så var vi nødt til at stå sammen, finde fællesskabet og bruge det som drivkraft. Så må kommunen komme, når de har tid.«

Siden da er det gået slag for slag i Nørager.

Midt i 90’erne oprettede man et borgerejet udviklingsselskab. På den måde havde man et system, der kørte parallelt med beboerforening, børnehave og foreningslivet.

Udviklingsselskabet stod for driften og vedligehold af bygninger. Samtidig kunne det skride ind, hvis en parkeringsplads skulle udvides eller et busskur skulle repareres.

»Første betingelse er at kunne hjælpes ad med at få byen vedligeholdt og følge med tiden, så vi ikke sakker bagud. Det er det primære.«

Handler om overlevelse

I dag ejer og driver byens borgere både beboerforening, børnehave, købmand og forsamlingshus.

»Det korte af det lange det er sgu, at i forhold til at klare sig selv og få vores eget lille samfund til at overleve, der handler det om de værdier vi selv skaber. Man er nødt til at tænke på sine egne værdier og så pleje dem, hvis man vil noget. Ellers kan man lige så godt bare lukke butikken.«

Her kan Bjarne Knudsen se lighedstegn mellem fordums Nørager og situationen i Allingåbro.

»Hvis folk der bor i den by, mener, at byen har noget værdi for dem, så er det bare med at komme op af stolene. Sådan er det her på egnen. Her værdsætter man Nørager meget i den kontekst. Det har man et forbandet indgroet forhold til.«

Senest er næste generation af ildsjæle trådt til i Nørager.

Det skete da byens købmand i 2021 ønskede at overdrage butikken til nye kræfter.

En gruppe borgere oprettede derfor Nørager Invest, som købte bygningerne, og lejede dem ud til den nye købmand.

»Jeg har altid gået rundt og sagt, at det er vigtigt, at købmanden eksisterer i Nørager. Så må man jo også være med til at gøre noget ved sagen,« fortæller formanden for Nørager Invest, Ib Christensen.

Mere end 120 borgere skød penge i projektet, der endte med at samle omkring 1,6 millioner ind. Pengene er dog ikke bare hældt i et hul. Købmandsforretningen er profitabel og samtidig får selskabet også penge ind igen i form af leje af forretningen og fra den lejlighed, der også ligger i bygningen.

Det handler dog om langt mere end penge, fortæller Ib Christensen.

»Hvis vi ikke har det her samlingspunkt i Nørager, så falder alt fra hinanden – børnehave, beboerforening, boldklub, huspriser. Det betyder jo også, at jeg har en købmand i min alderdom. Det vil jeg gerne give noget for nu. Det tror jeg, der er mange, der tænker.«

Hvis der er en ting historien om Nørager viser, så er det, at der er kapital tilgængelig blandt borgerne, og at folk er villige til at spytte penge i noget, de holder af.

»Det vil der også være i Allingåbro og i alle mulige andre byer,« siger Bjarne Knudsen.

Siden 80’erne har kulturen i Nørager foretaget en kovending. Formålet har aldrig været at Nørager skal blive et slags eldorado eller en boom town. Ambitionen var og er helt enkelt: at være en velfungerende by i udvikling – på lige fod med alle andre byer.

»Det er kulturen, der bærer det. Og den blev skabt helt tilbage dengang. Det giver tillid og krudt. Så hvis byerne vil det, så er det bare med at komme i gang og skabe sin egen kultur. Mulighederne er der.«