Fortsæt til indhold

Holder optagelsesprøve for gode hunde

»Det er et syn for sig selv, når 10 plejehjemsbeboere samler sig om at kæle og rose hundene,« siger Kurt Jensen, der siden 2016 har været en del af korpset med besøgshunde.

Samfund
am

På plejehjem og -boliger landet over kan det give både smil og gode minder, når en besøgshund rykker ud med logrende haler og glade øjne.

Og nu får endnu flere hunde og deres ejere mulighed for at blive en del af det besøgskorps, som TrygFonden står bag, og som i forvejen består af 650 udgaver af menneskets bedste venner.

For onsdag d. 4. september afholder TrygFonden nemlig optagelsesprøve for nye besøgshunde på Sabro Lokalcenter.

Det oplyser TrygFonden i en pressemeddelelse.

Til optagelsesprøven får 29 hunde og deres ejere mulighed for at blive godkendt som besøgshundeteam.

»Når hundene rykker ud på besøgsstederne, gavner det ikke alene beboerne ved at vække glæde og skabe gode stunder. Det hjælper også personalet i deres daglige arbejde, fordi hundene skaber et samtalerum og en mulighed for at komme endnu tættere på beboerne. Vores besøgshundeteams gør en kæmpe indsats for beboere og personale, og vi glæder vi os meget til at byde endnu flere hunde og hundeejere velkomne,« siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.

Pressefoto

Ifølge TrygFonden gør de frivillige og deres hunde hvert år en stor forskel for både beboere og personale på plejehjem og -boliger i hele landet.

En af de dedikerede frivillige er Kurt Jensen, der siden 2016 har været med i TrygFonden Besøgshunde. Sammen med sine to hunde, der begge er af racen Border Collie, besøger han to gange om ugen forskellige plejehjem i og omkring Aarhus til stor glæde for både beboere, personale, hundene – og ham selv.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor meget besøgene betyder for de af beboerne, der er glade for hunde, men ikke selv har mulighed for at passe én. Det er et syn for sig selv, når 10 plejehjemsbeboere samler sig om at kæle og rose hundene. Men det er også min oplevelse, at besøgene giver personalet en særlig mulighed for at spørge beboerne ind til de gode, gamle dage, hvor de måske selv havde en hund. Det, synes jeg, er hyggeligt at være med til,« siger Kurt Jensen.

Og vil man gerne selv være en del af korpset, er der optagelsesprøve 4. september på Sabro Lokalcenter, Sabro Kirkevej 151 i Sabro fra kl. 9 til 12 og igen fra kl. 14-16:30.