Lokal slagter kan igen vise en glad smiley
Hos Hårby Slagteren har man gjort så meget rent, at det var nok til en glad smiley igen.
Efter et år med tre sure smileyer og en enkelt glad, lysner det for Hårby Slagteren, der 20. august igen kunne sole sig i lyset af en glad smiley.
Det blev konstateret af den tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen, at Hårby Slagteren med Niels Juul Nielsen i spidsen havde rettet op på det, der i slutningen af maj resulterede i både en sur smiley og en politianmeldelse.
Besøget den 20. august var et kontrolbesøg i kølvandet af et besøg den 27. maj. Det er der sidenhen fulgt op på, lyder det i kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen efter det seneste besøg hos slagteren på Den Grønne Vej 1.
»Forholdet er bragt i orden. Følgende er kontrolleret uden anmærkninger. Stikprøvevist kontrolleret rengøring af hakkerum, kølerum, opskæringsafdeling, kølerum i pølsemageri og opvaskerum. Virksomheden er vejledt omkring renholdelse af fryserum i forbindelse med kondens,« står der i rapporten.
I rapporten henvises der til, at slagteren har rettet op på det, der blev kritiseret efter besøget 27. maj. Efter det besøg skrev den tilsynsførende blandt andet:
»Der er i opvaskerum massive fedtede belægninger af produktrester på hylde under opvaskebord og ned af bordben, samt ned af opvaskemaskinen til højre for bordet. Der er sorte/gule løbere ned af væggen under opvaskebord. Der er på væggen under opvaskebord til højre, massive sorte plettede belægninger,« skrev den tilsynsførende efter besøget 27. maj.
Det blev også noteret, at: »I kølerummet opbevares der flere uemballerede fødevarer som bacon og hele grise.«
Det er ikke kun i år, Hårby Slagteren har indkasseret sure smileyer. Det har gjort sig gældende i flere år. Niels Juul Nielsen har til Uge-Bladet Skanderborg tidligere givet udtryk for, at de sure smileys skyldtes »bagateller«.
»Men kontrollanten fra Fødevarestyrelsen er sådan en, man ikke kan gøre tilfreds Der er mange andre, der også har problemer med hende,« sagde han dengang.
Besøget den 20. august var første af to kontrolbesøg efter den sure smiley og politianmeldelse i maj, og af den grund venter endnu et kontrolbesøg hos Hårby Slagteren.