Fortsæt til indhold

Fodboldklub i oprør: Dommerens sene indberetning af rødt kort udfordrer fair play

KPI udfordrer DBU efter dommerens sene indberetning af et rødt kort, som nu får som konsekvens, at klubbens bedste herrehold i Serie 3 bliver dømt som taber i opgøret mod TRIF, som ellers blev vundet på banen med 3-1.

Samfund

KPI Fodbold har indsendt en formel klage til DBU efter en kontroversiel hændelse, hvor Marc Pedersen fra KPI modtog et direkte rødt kort i en kamp mod Lystrup i Serie 3.

Vi føler os snydt og misinformeret.
Jesper Friis Jensen

Ifølge klubben informerede dommeren, Murat Simsek, KPIs træner, Michael Iversen, om, at udvisningen ikke ville blive indberettet.

Alligevel kom der otte dage senere en indberetning fra dommeren efter, at TRIF havde rejst spørgsmål om Marc Pedersens deltagelse i de to klubbers indbyrdes kamp.

Marc Pedersen spillede netop i den efterfølgende kamp mod TRIF, da klubben ikke havde modtaget nogen besked om karantæne fra DBU.

Det var først efter TRIF’s henvendelse, at dommeren sendte en forsinket indberetning, hvilket nu har sat KPIs sejr på spil.

Helt uacceptabelt

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at dommeren først siger til vores træner, at han ikke vil indberette, for så at ændre det otte dage senere,« lyder det fra en vred Jesper Friis Jensen, næstformand i KPIs fodboldbestyrelse.

»Vi føler os snydt og misinformeret. Vi havde aldrig brugt Marc, hvis vi vidste, at der kunne komme en karantæne.«

KPI fastholder altså, at klubben har fulgt reglerne til punkt og prikke og aldrig ville have brugt Marc Pedersen i kampen mod TRIF, hvis klubben havde modtaget information om en potentiel karantæne.

KPI vandt opgøret mod TRIF på fodboldbanen med 3-1, men DBU Jylland har ved skrivebordet ændret resultatet til 3-0 til TRIF, fordi KPI benyttede Marc Pedersen ulovligt.

Det var TRIF, der gjorde opmærksom på, at det ikke virkede korrekt, at KPI benyttede Marc Pedersen, når han fik rødt kort i foregående kamp, og dermed stod til mindst en spilledags karantæne.

KPI klandrer ikke TRIF for urent trav, forsikrer Jesper Friis Jensen.

»Vi ville have gjort det samme.«

Turneringsreglementet er klart

»Vi forventer, at DBU træffer en fair og korrekt beslutning,« fortsætter Jesper Friis Jensen.

»Sejren mod TRIF skal stå ved magt, da vi handlede i god tro baseret på dommerens ord.«

Spørgsmålet er imidlertid, om KPI har en god sag, for i DBU Jyllands ’Turneringsreglement’ i §7 står der ordret:

»Alle røde kort skal indberettes af dommeren, og spilleren må ikke benyttes, før en meddelelse fra DBU Jylland foreligger.«

Turneringschef bekræfter

Det bekræfter Ole Frandsen, mangeårig turneringschef ved DBU Jylland:

»Det er selvfølgelig meget beklageligt, at der går otte dage før dommeren sender sin indberetning til os, fordi han havde glemt det, som han fortæller. Det har vi også påtalt overfor ham, men reglerne er klare uanset hvad, og de er som skrevet i ’Turneringsreglement’,« siger Ole Frandsen.

Han har forståelse for KPIs frustrationer, men undrer sig over, at klubben inden opgøret mod TRIF ikke kontaktede DBU Jylland for at høre, hvordan skulle forholde sig i forhold til at måtte bruge Marc Pedersen i opgøret.

»Jeg tror bestemt ikke, KPI har handlet i ond tro. Men i dette tilfælde skulle de lige have kontaktet os inden kampen mod TRIF.«

Aftaler gælder ikke

Ole Frandsen afviser, at man efter en kamp kan aftale med dommeren, at han ikke indberetter et rødt kort.

»Alle røde kort skal indberettes, som der står højt og tydeligt i ’Turneringsreglementet’. En dommer kan naturligvis fortryde ved nærmere eftertanke efter en kamp, at han gav et rødt kort, men så skal det fremgå af indberetningen. Det gør det ikke i dette tilfælde.«

Det er DBU Jyllands disciplinærudvalg, der læser dommernes indberetninger og herudfra tildeler spillere og ledere karantæne i en eller flere efterfølgende kampe.

En klage over afgørelsen i disciplinærudvalget fra KPI’s side skal behandles af DBU Jyllands appeludvalg.

Indtil videre står TRIF’s skrivebordssejr på 3-0 ved magt.

Rettelse:

Lokalavisen er blevet gjort opmærksom på, at det ikke var Miran Mirza, men derimod Murat Simsek som dømte kampen KPI-Lystrup, hvor Marc Pedersen fik det røde kort. Det er nu rettet, og Lokalavisen beklager fejlinformationen overfor de involverede og vores læsere.