KPI måtte i huj og hast selv slå græsset på 'Svanebo' med en havetraktor
På Kolind Stadion er græsset ikke altid grønnere: Forårets nedbørsmængder og problemer med dræn har forhindret KPI at spille hjemmekampe på stadion i 2024.
KPI’s fodboldspillere, fra de mindste til de største, har endnu ikke haft mulighed for at spille kampe på klubbens stadion, Kolind Park, i dette forår.
Årsagen er, at området på den ene langside har været oversvømmet. Jorden er stadig blød trods solskin og maj-temperaturer.
Det kunne Lokalavisens udsendte ved selvsyn konstatere, da han mandag den 13. maj betrådte stadion for at vurdere forholdene. Målene er blevet flyttet fra deres sædvanlige positioner i straffesparksfelterne, og der ligger mange brune græstotter flere steder på banen.
Græstotterne er ikke blevet fjernet under den seneste græsslåning, som kommunens ansatte stod for. Det er tydeligt for enhver, at der er en forskel mellem politikernes tale om idrætsvenlighed og det syn, man mødes med på Kolind Stadion.
Kommer der et regnvejr eller flere i denne måned, vil det give fortsatte problemer i det område på banen, hvor der er meget blødt. Drænet fungerer ikke, må man konstatere.
Frustreret næstformand
Jesper Friis Jensen, næstformand i Kolind-Perstrup (KPI) Fodbolds bestyrelse, er slet ikke tilfreds med forholdene og de begrænsede muligheder for at afvikle både senior- og ungdomskampe på stadion.
»For tre uger siden gik jeg sammen med Søren Trangbæk og en anden medarbejder fra Syddjurs Kommune på banen, hvor de gav mig ret i, at der skulle gøres noget ved dræningen af banen,« fortæller Jesper Friis Jensen.
»Vi talte om, at der skulle spules nogle rør, så vandet kunne trænge væk, og at det ville der blive sørget for. Kommunen skulle nok hyre et firma til at udføre arbejdet, men der er fortsat ikke sket noget.«
Måtte selv klippe græs
Da KPI’s førstehold i Serie 3 lørdag den 11. maj skulle spille hjemmekamp mod Aastrup/Hammelev, blev kampen afviklet på den gamle kampbane på det kommunale fodboldanlæg, kendt som ’Svanebo’.
Græsset på ’Svanebo’ kræver normalt to slåninger om ugen for at være spilleklart i weekenden på denne tid af året.
»Min bestyrelseskollega Kasper Hardahl Therkildsen var da også nede og tale med den ansvarlige for græsslåningen og fik forsikring om, at banen også ville blive slået fredag,« fortæller Jesper Friis Jensen.
Men fredag blev banen ikke slået.
Derfor måtte KPI selv gribe ind.
Lørdag formiddag blev banen slået - med en lokal havetraktor.
Derfor så banen fin ud, da spillerne om eftermiddagen løb på banen for at spille deres kamp i fin solskin.
Klubben skulle selvfølgelig have fået besked, hvis der var blevet lovet noget andetSøren Trangbæk, fritidskonsulent hos Syddjurs Kommune
Trangbæk tog fat
Lokalavisen kontaktede fritidskonsulent Søren Trangbæk for at få bekræfte forløbet, som Jesper Friis Jensen fortæller det.
Det kunne Trangbæk uden videre.
Fritidskonsulenten var meget overrasket over, at der ikke som aftalt var blevet taget hånd om dræningsproblemerne på stadion.
Han undersøgte straks sagen og skrev tirsdag i en mail til Lokalavisen:
»Jeg fik fat i driftspersonalet efter vores samtale, og der bliver fulgt op på spuling af rørene.«
»Derudover har jeg talt med en af de ansvarlige for græsslåningen, og han fortalte mig, at den ene græsslåmaskine var brudt ned, men forventes at være klar igen fra i morgen onsdag den 15. maj. Det er årsagen til den manglende slåning fredag.«
Søren Trangbæk erkender, at det ikke er tilfredsstillende, at KPI ikke blev informeret om den manglende græsslåning.
»Klubben skulle selvfølgelig have fået besked, hvis der var blevet lovet noget andet. Klubberne er dog generelt klar over, at slåplanerne kan ændres på grund af forskellige forhold som vejr, sygdom blandt personalet eller maskinproblemer.«
Søren Trangbæk har lovet at følge op på situationen med drænene.
Koster i klubkassen
Det har kostet KPI Fodbold penge at ikke kunne spille på stadion, som ligger kun få skridt fra klubhuset og klubbens salgssted, hvor tilskuerne normalt opholder sig under kampe.
En øl/vand og en saftig stadionpølse med campingvogn er for mange fodboldfans en vigtig del af kampoplevelsen.
»Vi har været nødt til at leje Tirstrup Idrætsefterskoles kunstgræsbane til både 11- og 7-mandskampe, fordi ’Svanebo’ ikke har været anvendelig, men også fordi vi ikke ønsker at afvikle kampe på vores træningsbane, som kun er egnet til træning, ikke til kampe. Det er dens forfatning simpelthen ikke til,« siger Jesper Friis Jensen.
Derfor har KPI Fodbold været nødt til at bruge penge fra klubbens kassebeholdning på at leje kunstgræsbanen i Tirstrup af Tirstrup Idrætsefterskole.
»Jeg er spændt på, om vi ender 2024 med et overskud, fordi vi har brugt for mange penge på at leje banen. Desuden har vi mistet indtægter fra salg, så som bestyrelsesmedlem er jeg ikke tilfreds med situationen. Det er træls for vores medlemmer.«
»Især fordi vi tjente gode penge på vores eget indendørsstævne, Kolind Cup, i februar, penge vi nu er nødt til at bruge på leje af bane. Disse penge ville vi meget hellere have brugt på vores ungdomsspillere,« lyder det fra Jesper Friis Jensen.