Miraklet i Billund: KPI U16 Liga 1 overrasker alle og vinder jysk mesterskab i indefodbold
Kolind-Perstrups U16-drenge kunne i weekenden løfte armene i triumf efter at have erobret det jyske mesterskab i indefodbold i DBU Jylland-regi.
Cheftræner Lars Hvidtfeldt var helt oppe at ringe søndag eftermiddag, da han, sekunderet af medtræner Mogens Skau, så sine Kolind-Perstrup (KPI) drenge i U16 Liga 1 vinde det jyske mesterskab i indefodbold.
Det skete med en finalesejr over ellers aldeles suveræne Sjørring/Koldby/Hørdum på 4-3, der stillede op som forsvarende mestre.
»Vi havde tabt til dem i den indledende pulje med otte hold med hele 8-3, og de kørte samtlige hold suverænt over,« fortæller Lars Hvidtfeldt.
»Derfor var vi underdogs, da vi gik på banen til finalen. Vi var indstillet på at flytte bolden roligt rundt og være skarpe på alle afslutninger. Vi kom foran både 1-0 og 2-0, før de fik reduceret til 2-1, mens vi ellers var i overtal. Det lykkedes os at bevare roen og score både til 3-1 og 4-1, før de med to mål gjorde det sidste minut ulideligt spændende. Mine gutter red stormen af i de sidste ti sekunder, hvor de ofrede sig vanvittigt meget.« lyder det fra en glad cheftræner.
Blød start
Det var virkelig rørende at se glade drenge, forældre og pårørende juble sammen efter en fælles oplevelse.Lars Hvidtfeldt
Finalestævnet lørdag-søndag blev afviklet i Billund Idrætscenter, og Lars Hvidtfeldt havde ændret lidt på sin opstilling for at give andre drenge fra truppen en fodboldoplevelse.
»Vi tabte de to første kampe til Hornslet IF og Sjørring/Koldby/Hørdum med henholdsvis 5-3 og 8-3, så ikke en start, der ligefrem indikerede, at det skulle blive os, der endte med at stå med pokalen om søndagen,« siger Lars Hvidtfeldt.
I den tredje kamp mod RKG kom der et enkelt point på tavlen efter uafgjort 3-3. Lørdagen sluttede med, at KPI-drengene vandt 5-3 over Lundtoft og dermed bevarede chancen for at slutte i top 4, hvilket ville være lig med en semifinale og måske en finale.
Rent bord søndag
Spillere og ledere fra KPI valgte at køre hjem og sove i stedet for at blive og overnatte.
Sikkert en klog disposition, for i søndagens tre opgør gjorde KPI rent bord: KPI - Gørding/Lourup IF 6-2, KPI - Eastside Viborg 8-3 og KPI- ASV 6-4.
Det var nok til en samlet tredjeplads i puljen efter suveræne Sjørring/Koldby/Hørdum og Hornslet IF på andenpladsen, men foran ASV på fjerdepladsen.
I semifinalen skulle KPI forsøge at revanchere lørdagens nederlag til Hornslet IF. Nu var drengene spillet varme.
På aldeles suveræn vis blev Hornslet besejret med 7-3.
Dermed var finalen en kendsgerning, og den forløb som tidligere beskrevet.
Miraklet i Billund var en kendsgerning, som en stolt Lars Hvidtfeldt udtrykker det.
Euforisk stemning
»Det var virkelig rørende at se glade drenge, forældre og pårørende juble sammen efter en fælles oplevelse. Det varmede meget,« indrømmer Lars Hvidtfeldt.
Han er kendt som en passioneret træner, der altid er villig til at gå gennem ild og vand for sine drenge.
»Det var dejligt at se, hvordan drengene voksede fra kamp til kamp og sluttede af med at vinde over Sjørring/Koldby/Hørdum, som efter mine oplysninger ikke har tabt indendørs i to år. De var også gode, indrømmet, men vi havde lige den nødvendige tur i den, og derfor lykkedes det for os at slå dem.«
KPI-drengene er begyndt den udendørs træning sammen med U15-truppen i klubben, og nu skal der speedes op af samtlige 30 drenge frem mod de første turneringskampe i næste måned.
Der venter truppen en spændende oplevelse længere henne på foråret med deltagelse i en international turnering i Holland.
»Det bliver både en sportslig og social oplevelse for drengene og os trænere. Det er sådan en oplevelse, man husker fra dengang, man selv spillede fodbold som dreng, og et af mine mål som træner er at give de drenge, som jeg nu har ansvaret for sammen med andre trænere, en lignende oplevelse, som de kan snakke om, når de engang er voksne,« siger Lars Hvidtfeldt.