Fortsæt til indhold

Unge går amok – Rampen fyldes af musik og ungdommelig energi!

Fra silent disco til syv bands – Blue Ocean Music Festival sætter festen i højsædet!

Samfund

Er du klar til en fest, hvor det eneste, der får dig til at toppe fysisk og mentalt, er musikken?

Rampen i Ebeltoft åbner dørene til Blue Ocean Music Festival 2024 lørdag 7. september – en endags festival fyldt med musik, glæde og fællesskab.

Glem alt om alkohol og stoffer; her er det ren musikalsk eufori, der gælder!

Unge energibomber på Rampen: Rampens frivillige unge organiserer Blue Ocean Music Festival 2024. Fra booking af bands til festivalplanlægning, de sørger for, at alt kører glat. Foto: Lars Norman Thomsen

Stærkt program

Festivalen byder på et fantastisk lineup, der spænder fra funky grooves til energisk indierock og pulserende elektronisk musik.

Publikum kan bl.a. glæde sig til optrædener fra Fat Cat Trio, Rigmor, JJ Paulo, Trubaduren og Rest in Beats.

For at holde feststemningen kørende hele dagen vil der være silent disco på tribunen, når der er skift på scenen.

Tribunen ligger lige over Rampens karakteristiske lokale med den røde Maltfabrikken som bagtæppe. Det skaber den perfekte stemning, især hvis solen skinner, og temperaturerne er høje, som det var tilfældet sidste år.

Vi er utrolig stolte af, at det er vores egne kræfter, der driver festivalen.

Unge bag festivalen

Det, der virkelig gør Blue Ocean Music Festival speciel, er, at det er de unge selv, der står for arrangementet.

Fra booking af bands til forhandlinger med leverandører og praktisk koordinering er det Rampens unge frivillige, der tager ansvar.

Malthe Elbæk, en af de unge arrangører, forklarer: »Vi er utrolig stolte af, at det er vores egne kræfter, der driver festivalen. Det viser, hvordan unge kan tage initiativ og skabe noget virkelig fantastisk.«

Isabella Krog, en anden af de frivillige og mangeårig gæst til festivalen, tilføjer: «At se vores arbejde komme til live er fantastisk. Hele festivalen er et produkt af vores egen indsats og samarbejde.«

Budget på 100.000 kr.

Festivalen har modtaget værdifuld støtte fra lokale butikker i Ebeltoft samt Tuborgfondet, der har sponsoreret leje af scenen.

Nordea-fonden har bidraget med 20.000 kr. til festivalen, mens Rampen har et fast budget på 83.000 kr. gennem Ung Syddjurs, som Rampen fungerer under.

En del af disse penge går til at finansiere Blue Ocean Festival, der har et budget, som kysser de 100.000 kroner.

»Den støtte, vi har fået, gør en stor forskel. Det hjælper os med at skabe en uforglemmelig oplevelse uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten,« siger Malthe Elbæk.

Rampen og lokalsamfundet

Rampen har i mange år været en kulturhub for de unge 16-25-årige i området, primært Ebeltoft.

Mange af de frivillige kommer fra Syddjurs Gymnasium og er dybt engagerede i festivalens planlægning.

Forleden dukkede en nytilflytter fra København op hos Rampen. Hun læser til kaospilot i Aarhus og beskriver Rampen som et “fedt sted”, der virkelig har gjort indtryk på hende, fortæller Isabella Krog.

»Til vores større arrangementer som Blue Ocean Festival kommer der mange unge fra hele Djursland og fra Aarhus. Vi samarbejder tæt med de unge i DistriktX i Rønde og Arresten i Grenaa, hjælper hinanden og deltager i hinandens arrangementer,« siger Isabella Krog.

Så der er kun tilbage at skrive ... kom og vær med til at fejre musikken og fællesskabet, og lad dig rive med af den sikkert herlige stemning på Blue Ocean Music Festival 2024!