25-30 mødte op, men døren var lukket - eller var den?
Forskellige forklaringer på, hvorfor et planlagt møde for medlemmer af Ældre Sagen i Morten Jørgensens garageanlæg på Industrivej i Ryomgård gik i vasken.
Ældre Sagen i Midtdjurs havde tirsdag den 27. august 2024 kl. 9:00 sharp inviteret medlemmer fra hele Djursland til en komsammen i Morten Jørgensens imponerende garageanlæg og rutebilmuseum på Industrivej 34 i Ryomgård.
25-30 deltagere mødte op med store forventninger til mødet, der skulle handle om idéudveksling og fremtidige aktiviteter i lokalerne. De blev dog slemt skuffede.
Ved ankomsten blev de informeret om, at det planlagte møde var aflyst, da Morten Jørgensen efter Ældre Sagens opfattelse havde skærpet kravene til, hvad der måtte foregå i det store hus.
Ingen vej tilbage
»Jo tættere vi kom på mødedatoen, jo mere strammede Morten Jørgensen kravene til, hvad vi måtte og ikke måtte,« siger Frands Frandsen, repræsentant for Ældre Sagen Midtdjurs og fast ugentlig deltager i de nuværende komsammener, hvor hovedparten af deltagerne er tidligere chauffører og ansatte hos De Graa Busser.
Frands Frandsen ønsker ikke at uddybe nærmere. Han havde på forhånd sikret sig, at det var muligt at tilbyde de mange fremmødte en kop kaffe og et rundstykke på Aktivitetscenter Ringparken.
»Det tilbud tog mange imod, og her fik de en yderligere forklaring på, hvorfor det planlagte møde var gået i vasken,« fortæller Frands Frandsen, der ikke ser nogen fremtid for, at Ældre Sagen kommer tilbage til lokalerne på Industrivej 34.
Morten Jørgensen afviser
Morten Jørgensen har en anden forklaring på det skete end Frands Frandsen.
»For det første har jeg aldrig nægtet adgang til dem, der mødte op,« siger Morten Jørgensen.
»Hvis jeg ikke havde haft en aftale på sygehuset den formiddag, ville jeg sikkert selv være mødt op,« tilføjer han.
Morten Jørgensen understreger, at han gerne havde set, at Ældre Sagen kunne lave aktiviteter og hægte sig på det, der allerede foregår i huset.
»Jeg forklarede Ældre Sagen, at vi – det vil sige min søn Martin Jørgensen og jeg – har lejet en hal ud til en entreprenør (Høgh & Sønberg, red.). Det sikrer en månedlig lejeindtægt, og vi er selvfølgelig nødt til at acceptere, at firmaet har den plads i huset, der er aftalt,« forklarer Morten Jørgensen.
»Dernæst har jeg også forklaret Ældre Sagen, at de tidligere ansatte i De Graa Busser, som kommer hver uge i huset, fortsat skal kunne se sig selv i omgivelserne og lave de aktiviteter, de plejer.«
Morten Jørgensen understreger, at det på ingen måde afskærer Ældre Sagen fra at være i huset.
»Det er da træls, at det endte sådan, men det er altså ikke mig, der har truffet beslutningen. Jeg har blot forklaret, hvad Ældre Sagen måtte tage hensyn til.«
Døren ikke lukket
Han ved ikke, om Ældre Sagen har trukket stikket for altid, men han håber stadig, at der kan laves en forening eller andet, som vil bidrage til at bevare de værdier, der er samlet i huset.
»Jeg kan være ligeglad, men hvis der er folk, der har en interesse i at være med, må de hjertensgerne kontakte mig,« siger Morten Jørgensen.