Første rækkehuse i Gellerup er sat til salg: Her er prisen
AP Pension har sat 26 boliger til salg i Gellerup, der er under markant forvandling.
I Hejredalskvarteret i Gellerup ved Aarhus er AP Ejendomme netop nu i gang med opførelsen af boligområdet Trekanten, der kommer til at indeholde både private lejeboliger og ejerboliger.
Og nu har AP Ejendomme til at starte med sat 26 ejerboliger til salg, oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse.
Dermed er de første privatejede boliger på vej i Gellerup, hvor der i Trekanten opføres i alt 75 svanemærkede rækkehuse.
Rækkehusene i Trekanten bliver på to forskellige størrelser, cirka 95 og 120 kvadratmeter, fordelt på henholdsvis to og tre etager med fire og fem værelser.
Boligerne, der forventes klar i februar 2025, får egen terrasse/balkon på første sal samt eget skur. Herudover bliver der anlagt 75 parkeringspladser, som er forbeholdt beboerne i Trekanten.
Boligerne på 95 kvadratmeter kommer i snit til at koste cirka tre millioner kroner, mens de største af boligerne lander på en gennemsnitspris på omkring 3,2 millioner kroner.
»Gellerup-kvarteret har gennem de seneste år været igennem en stor forandring som et led i Aarhus Kommunes helhedsplan for området. Det arbejde er kommet langt, og det er også en af årsagerne til, at vi har valgt at investere i området, og hvorfor vi tror på, at der vil være en stor interesse for at købe en bolig i området. Vi har store forhåbninger til Trekanten, som vi ikke er i tvivl om, vil være med til at støtte op om den positive forandring, som Gellerup-området er inde i, og ejerboligerne kan være et yderligere supplement til den positive forandring og samtidig bidrage til en social bæredygtig udvikling af området,« siger direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over at være nået til et vigtigt led i omdannelsen af Gellerup.
»Det er vigtigt for den fortsatte udvikling af Gellerup, at området kan tilbyde ejerboliger, som kan give et miks af beboere, der er med til at give en større diversitet til området. I Aarhus Kommune tror vi, at den diversitet bl.a. kan komme gennem private ejerboliger, men vi skal have nogle private ejendomsinvestorer til at gå forrest med at tilbyde ejerboliger i Gellerup,« siger han.
Nu er spørgsmålet så, om der er efterspørgsel på boligerne. Det tror Peter Olsson, som mener de appellerer til nuværende Gellerup-borgere, men også til børnefamilier, der er på udkig efter deres første hus.
»Vi håber naturligvis, at der vil være en stor interesse. Interessen kan komme fra både nuværende beboere i Gellerup, som gerne vil eje deres bolig, men også vil blive i deres nuværende lokalområde. Det kan også være børnefamilier, som skal til at flytte i hus for første gang, hvor Gellerup-kvarterets placering er meget ideel, fordi du fortsat er tæt på Aarhus Midtby. Jeg er sikker på, at dem, som flytter ind i boligerne, vil være med til at bidrage til en god udvikling af området,« siger Peter Olsson.
Udover at sætte 26 boliger til salg åbner AP Ejendomme også for udlejning af 21 boliger i Trekanten.