Designer smykkerne i stuen: Nu udvider smykkedesigner og satser hele butikken
Frank Jewellery er navnet på håndlavede smykker i Skanderupgade i Skanderborg.
Det er ikke til at se det udefra.
Ved et træbord i en af stuerne i byhuset i Skanderupgade 59 i Skanderborg sidder 35-årige Nicoline Frank og nørkler med ferskvandsperler næsten hver dag.
Hun kan bruge flere timer på at designe sine helt egne smykker, hvor hun nøjsomt tager den ene lille perle af snoren og sætter på smykket sammen med andre perler.
Alt er håndlavet, og jeg vælger hver eneste lille perle selv. Jeg er rundt i alverdens butikker for at finde de her små ferskvandsperler, som bliver leveret på en snor.Nicoline Frank, indehaver af Frank Jewellery
Det er vigtigt for Nicoline Frank, at smykkerne bliver lavet ordentligt - og at kvaliteten er i top.
»Alt er håndlavet, og jeg vælger hver eneste lille perle selv. Jeg er rundt i alverdens butikker for at finde de her små ferskvandsperler, som bliver leveret på en snor,« lyder det fra Nicoline Frank, der i efteråret sagde sit fuldtidsjob i Aarhus op for at gøre Frank Jewellery til en fuldtidsbeskæftigelse.
»Der var mega gang i julesalget sidste år, så jeg kunne godt mærke, at der var nødt til at ske noget, hvis jeg skulle kunne udvikle på det. Så jeg sagde mit arbejde op for at prøve at gå fuld tid med det,« siger Nicoline Frank.
Og det har hun ikke fortrudt på noget tidspunkt. Nu holder hun åbent hver torsdag fra 11-15, hvor man kan komme ind i privaten i Skanderupgade 59.
»Og man kan også bare kontakte mig, så finder vi ud af et andet tidspunkt,« siger Nicoline Frank, der i sommer tog et guldsmedekursus i Aarhus for også at kunne tilbyde at lave eksempelvis vielsesringe.
»Mange af mine kunder er i forvejen brude fra for eksempel Aarhus, så jeg kunne godt tænke mig også at designe deres vielsesringe. Jeg håber, at kvinder fra andre byer end Skanderborg har lyst til at komme forbi,« siger Nicoline Frank, der flyttede ind i huset i Skanderupgade med sin mand for 12 år siden.
Siden er to drenge på nu fire og otte år også flyttet ind.
Leddegigt og barsel
Og det er netop for både familiens og sin egen skyld, at Nicoline Frank i dag har tilrettelagt sit arbejdsliv på en måde, hvor hun kan være der for sine drenge, når de har brug for det.
»Det betyder meget, at det er så fleksibelt, som det er. Jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil lave smykker og alt det praktiske ved siden af. Det kan jo også sagtens være om aftenen, når drengene sover,« siger Nicoline Frank.
Det var også efter fødslen af familiens yngste, hun for alvor begyndte at gøre i det med smykkerne.
»Der var corona, og så fik jeg leddegigt, hvor jeg havde kæmpestore smerter, så jeg havde brug for at lave noget kun for mig, så jeg kunne glemme, hvad der skete øverst oppe,« fortæller Nicoline Frank og peger på sit hoved.
Arbejdet med smykker giver ro i hovedet. En ro, hun nok altid har ledt efter i løbet af sit voksenliv, hvor hun inden Frank Jewellery har haft mange forskellige typer jobs – og også været ramt af en omgang stress.
Som ung var hun ikke i tvivl om, at hun skulle være frisør som voksen. Det blev hun, men efter noget tid skulle der ske noget nyt, som Nicoline Frank selv beskriver det. Derfor købte hun en butik i Aalborg, der handlede med genbrugsmøbler.
»Jeg redesignede møbler og gav dem nyt liv. Det gjorde jeg i tre år, og i den periode opdagede jeg, at det var mega fedt at have sit eget og være kreativ på samme tid,« siger Nicoline Frank.
Efter tre år skulle der igen ske noget nyt.
»Jeg er lidt som type, at der skal ske lidt hele tiden, så jeg begyndte at tage en HF og læste til laborant efterfølgende. Men jeg savnede det kreative, og så begyndte det med smykkerne under barslen med min yngste søn. Jeg lavede også smykker, da jeg var i genbrugsbutikken, så det var meget naturligt for mig at tage det op igen.
Til at begynde med lavede hun smykker til sig selv ved siden af sit fuldtidsarbejde som laborant.
»Efter lidt tid begyndte naboer og veninder at købe nogle af mine smykker, og så voksede det sig stille og roligt større,« siger Nicoline Frank.
Drømmen
Og nu er Nicoline Frank glad for igen at have sit eget. At have muligheden for at planlægge sin egen tid. At have tid til drengene, som stadig er små.
»Det er meget fleksibelt, og jeg kan arbejde, når børnene er af sted og om aftenen, fordi det bare er herhjemme,« lyder det fra Nicoline Frank, der åbnede sin webshop – frankjewellery.dk – forrige uge.
Med den håber hun at få mere struktur på sine salg, der indtil nu er foregået via Instagram, hvor hun laver meget af sin markedsføring.
Men hvis jeg skal drømme stort, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at jeg på et tidspunkt kan ansætte en til at stå for alt det praktiske omkring virksomheden. Lige nu laver jeg alting selv, men alt det praktiske stjæler tiden, og jeg gad godt have den tid til at designe smykkerne.Nicoline Frank, indehaver af Frank Jewellery
Et udvalg af Nicoline Franks design er også at finde i Butik Lille Nyhavn og en række mindre butikker rundt i landet.
»Alt er håndlavet. Det er dansk håndværk og noget, der er produceret fra hånden, kan jeg godt lide kommer ud i nogle små butikker, som også har andre håndlavede ting i stedet for masseproduktion,« lyder det fra Nicoline Frank, der ikke har ambitioner om at ramme de store kæder.
»Men hvis jeg skal drømme stort, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at jeg på et tidspunkt kan ansætte en til at stå for alt det praktiske omkring virksomheden. Lige nu laver jeg alting selv, men alt det praktiske stjæler tiden, og jeg gad godt have den tid til at designe smykkerne.«