Det kan betale sig at råbe op: Nu gør kommunen noget ved dårlig cykelsti
Kommunen rykker nu ud for at rette op på fejlene på en cykelsti i Ebeltoft, efter borgere gjorde opmærksom på problemerne.
»Det må vi have lavet om. Det, synes jeg, vi bliver nødt til.«
Sådan lød budskabet fra kommunens vejchef Jens Peter Langballe Sørensen og projektleder Esfandyar Askari, da Lokalavisen i december sidste år inviterede dem ud til et møde med to borgere og en cykelsti.
Embedsfolkene garanterede dengang, at kommunen ville udbedre de problemer, der var, og nu, cirka ni måneder senere, melder de ud, at nu sker der noget.
Den ene af de to borgere, Mogens Gerstrøm, var ellers noget skeptisk efter mødet sidste år.
»Det ville godt nok være dejligt, hvis de kunne få det fikset, men jeg skal se det, før jeg tror det,« sagde han dengang, men nu er der altså noget, der tyder på, at det får han lov til.
Kan ikke komme op og ned
Hele miseren handler om en ret ny cykelsti i Ebeltoft. Den går fra byen og ud til Boeslum og blev etableret i april 2023. Desværre har den vist sig at have nogle fejl, som var dem, Mogens Gerstrøm og hans nabo Bente Jespersen i december trodsede sne og storm for at gøre opmærksom på.
Det drejer sig om op- og nedkørslerne af cykelstien, som det er svært at benytte, hvis man for eksempel som Bente Jespersen er afhængig af sin trehjulede scooter. Eller, som Mogens Gerstrøm, kører med anhænger.
Under mødet på cykelstien udspillede følgende scenarie sig, da Bente Jespersen skulle vise kommunens folk problemet.
For at vise, hvor hun ikke kunne komme op, tog hun dem med hen på hjørnet af Nørre Allé og cykelstien, men der gik ikke lang tid, før hun og scooteren kom i problemer.
»Ej, jeg skulle jo ikke have været kørt herop. Nu kan jeg ikke komme ned igen. Jeg bliver nødt til at bakke og køre ud på vejen igen,« sagde hun.
Da hun igen var på ret kurs, pegede hun på et andet sted på stien.
»Den der opkørsel er alt for stejl. Jeg vælter simpelthen, hvis jeg kører op ad den. Derfor kører jeg ud på vejen og venter med at køre op på cykelstien, til jeg kan.«
For de to kommunefolk var mødet givtigt.
Jens Peter Langballe Sørensen sagde efter mødet:
»Vi kan ikke rette op på problemerne, hvis vi ikke ved, de er der, og derfor er det vigtigt, at folk fortæller os, når noget ikke virker. Vi vil gerne det samme, som borgerne vil, og vi vil, at det skal være sikkert at færdes på vores veje. Vi er så samtidig også ansat til at fordele pengene fornuftigt, men når vi bliver opmærksomme på, at noget ikke er, som det skal være, så vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at få rettet op på det.«
Og i denne situation er der altså fundet både penge og vilje til at rette op på i hvert fald tre punkter på den nye cykelsti.
Derfor går et asfaltarbejde nu i gang langs den første strækning af Boeslumvej.
Projektleder Esfandyar Askari forklarer:
»Ved indkørslen til Møllehaven bliver stien forlænget og hævet til samme niveau, så handicappede kan køre på stien uden problemer. Og så er der de to asfaltramper mellem kantsten og kørebanen, der er lavet for høje. Begge ramper forlænger vi med 1-1,5 meter, og samtidig udvides de på kørebanen, så både handicappede og cyklister med anhænger kan passere ramperne uden besvær.«
Arbejdet foregår i løbet af september.