»Ej, det var her, vi holdt 20 minutter i kø«, sagde lille pige: Ny zone gør det, den skal
Skolebestyrelse har taget ejerskab over nyt initiativ, der skal fremme at flere børn går eller cykler i skole.
Kragelundskolen i Højbjerg er netop blevet Aarhus Kommunes første skole med egen Hjertezone.
Hjertezonen betyder, at der på hverdage i tidsrummet 7.30-8.15 er indkørselsforbud ved skolen. Dette skal gøre morgentrafikken mindre kaotisk og utryg for de børn, der går, cykler eller løber på løbehjul til skole.
Beboerne på de berørte veje er undtaget fra forbuddet. Det samme gælder arbejdskørsel, fx varelevering og hjemmehjælp.
Det er ikke tilfældigt, at Kragelundskolen er udvalgt som den første aarhusianske skole til at have en hjertezone.
»Der er en rigtig aktiv skolebestyrelse og færdselskontaktlærer på Kragelundskolen, og skolen har en trafikpolitik om at flere skal gå og cykle,« siger ingeniør og projektleder for Hjertezoner ved Aarhus Kommune, Anne Høgh Vinter.
Trods trafikpolitik kørte mange forældre dog deres børn i skole.
»Selvom en hjertezone var et stort ønske fra skoles side, kunne vi ved selvsyn konstatere, at en del skoleelever blev kørt til skole, hvilket gjorde trafikmængden massiv og skolevejen utryg lige omkring skolens ringetid.«
Biler fører til flere biler
Hvis mange forældre kører deres børn i skole, kan det nemt føre til en lidt uheldig spiral, lyder det.
»Jo flere biler der er, desto flere vil der komme. Når vi har mange biler på vejene, vil det blive oplevet som utrygt af mange, og det vil få flere forældre til at køre deres børn i skole. Ofte er det forældrene, der føler sig usikre, og de har stor indflydelse på, hvordan deres børn transporterer sig til skole. Om det er trygt at cykle, er en helt subjektiv vurdering, og det er den, vi kan undgå ved at fjerne bilerne,« siger Anne Høgh Vinter.
Hjertezonen ved Kragelundskolen er et toårigt forsøg og del af den grønne mobilitetsplan, som et flertal af politikerne i byrådet er blevet enige om.
Det er et forslag i mobilitetsplanen, at Aarhus Kommune i perioden 2025-2028 årligt afsætter en million kroner til etablering af hjertezoner ved kommunens skoler. Pengene er dog endnu ikke udmøntet.
Fra dag ét
Hjertezonen blev taget i brug ved Kragelundskolen mandag 16. september, og zonen ser ud til at være en succes, mener Anne Høgh Vinter.
»At alle bilerne er fjernet, har gjort rigtig meget ude på Kragelundskolen. Vi kunne se det på første dag, og vi hørte en lille pige sige: ”Ej, kan du huske, at det var her, vi holdt 20 minutter i kø om morgenen.” Det er svært at vise succesen på et billede, for det ville bare være et billede af en vej. Det har også gjort en forskel, at skolebestyrelsen og færdselskontaktlæreren har taget ejerskab over projektet,« siger Anne Høgh Vinter.
Som projektleder for Hjertezonen har Anne Høgh Vinter stået i spidsen for en skolevejsanalyse, hvor medarbejdere fra Teknik og Miljø har været ude på samtlige folkeskoler og privatskoler i hele kommunen og blandt andet lyttet til, hvorfor børn bliver kørt i skole.