Robert har fremkaldt millioner af billeder: »Jeg har set det, jeg skal se«
I 111 år har man kunnet finde familieforetagendet Mimosa Foto i Aarhus. Fotoforretningens nuværende ejer, Robert Sørensen, har ofte været et skridt foran konkurrenterne.
Det kan, hvis man er født før årtusindeskiftet, være forbundet med en vis nostalgi at besøge Mimosa Foto på Store Torv i Aarhus. I fotoforretningen ses Nikon-, Canon- og Fujifilm-kameraer i montrer, og væggen bag salgsskranken er prydet med analoge filmruller i farverige æsker.
Ejer af Mimosa Foto, 60-årige Robert Sørensen, er tredje generation af et familieforetagende, og i den tid, han har været fotoforretningens chef, har han formået at være på de rette steder på de rette tidspunkter
»Vi har forstået at udnytte de chancer og muligheder, der har været. Jeg har haft en stor interesse for edb, og i 1997 var vi nogle af de første, der begyndte at lave digitale billeder. I 00’erne startede vi et samarbejde med Fujifilm, og vi var med, da de i 2012 ville ind i Danmark med kameraer. At vi har haft Fujifilm som brand har gjort, at vi har kunnet overleve,« siger han og fortsætter:
»Omkring 2017 fik analoge billeder en revival, og den revival tog fart op mod corona. På grund af de mange kontakter, jeg har i Europa, havde vi som en de få herhjemme film i hele corona-tiden. Da folk fik tid, syntes de, det var sjovt at finde de gamle kameraer frem, og det udviklede sig til, at vi i dag fremkalder lige så mange film som vi gjorde i 2003.«
Showroom for ProShop
Som ung var Robert Sørensen i lære i en fotoforretning i Vejle. Han drømte om at rejse til Tyskland og blive salgschef for fotokoncernen AGFA. Da hans mor pludselig blev alvorlig syg, flyttede han i stedet tilbage til Aarhus for at hjælpe til i den fotoforretning, der kom på familiens hænder tilbage i 1930’erne.
»Og så bliver man jo forelsket og bla, bla, bla, og så endte det ud med, at jeg ikke rigtig kom afsted igen,« siger Robert Sørensen.
Han har ejet Mimosa Foto siden 1999. Glæden ved den karakteristiske klokke-lyd, når butikkens dør åbner, er intakt, men det er ikke i blevet nemmere at eje af en fotoforretning, forstår man. Ikke mindst det meget administrative arbejde, Robert Sørensen med årene er blevet »påduttet,« kunne han godt undvære. 10 timer hver uge sidder han på kontoret og laver blandt andet indberetninger.
Kedeligt papirarbejde er dog ikke det, der volder Robert Sørensen det største hovedbrud.
»Fotobranchens problem var, at mange butikker endte med at blive et showroom for webshops. Altså, når folk skulle røre ved et Canon-kamera, kom de ind til os, og så tog de hjem og bestilte det ved webshops. Det kan vi jo ikke leve af. Det er sådan, mange butikker dør,« siger Robert Sørensen og fortsætter:
»Heldigvis har mange producenter i dag selektive forhandlere, som skal godkendes på service, produktkendskab og lagerbeholdning. Det har været med til, at vi og andre har overlevet, « siger Robert Sørensen.
Revival, comeback
Ejeren af Mimosa Foto er selv passioneret fotograf. Når han bevæger sig rundt ude i verden, har han, siger han, et kamera på sig 90 procent af tiden. Når han vil fange de særligt gode billeder, finder han sit Fuji GFX frem, et kamera der koster omkring 65.000 kroner.
»Det er fedt, at de analoge billeder har gjort comeback, for det er en afslappet måde at fotografere på. Den er ikke så her og nu-agtig. Folk fotograferer og ser billederne senere. Det giver en helt anden oplevelse. Et rigtigt billede kan man ikke fejl af, og dem printer vi rigtig mange af. Der er meget historik, der tabes ved digitale billeder, for folk har ikke styr på alle de billeder, de har,« siger Robert Sørensen.
I løbet af de seneste omkring 10 år har også polaroidformatet, med Fujifilm instax-kameraerne, gjort comeback. Kameraet, der spytter billeder med vintage-look ud, straks efter de er taget, oplevede ifølge Robert Sørensen en »kæmpe revival«, da Fujifilm begyndte at sælge Instax-kameraer i 2012.
»Vi kunne se, at unge mennesker godt kunne lide dem, og det har vist sig at holde stik. Instax og engangskameraer er perfekte til bryllupper, hvor folk ellers bruger deres mobiler. Det ender med billeder, som ingen ser, på 50 forskellige telefoner. Hvis man lægger nogle engangskameraer på bordene, tager folk billeder med dem, og så har brudeparret billederne til at kunne mindes deres bryllup,« siger Robert Sørensen.
»Som præsten«
Hvis man spørger Robert Sørensen, kommer flertallet af os i den nære fremtid til at have både et mobilkamera og et analogt kamera. De to størrelser kan nemlig noget forskelligt. Et godt billede er dog et godt billede, mener Mimosa Fotos ejer.
»Det, der driver mig, er, at vi kan være med til at lave gode billeder til folk. Det er historien bag et billede, jeg godt kan lide. Om det er analogt eller digitalt er lidt ligegyldigt. Det er selve udtryksformen. Et godt billede kan fortælle mange flere historier, end du kan skrive, og selvom et billede er dårligt, kan det godt have en god historie alligevel,« siger Robert Sørensen.
Den første fotoforretning på Store Torv 5 åbnede tilbage i 1911, og Mimosa Foto har tilhørt Robert Sørensens familie siden 1935, hvor Roberts farfar, Martin Sørensen, overtog firmaet.
Vil du være ked af det, hvis det bliver dit lod at lukke forretningen?
»Jeg tror på, at vi kommer til at holde 125-års jubilæum. Men jeg er ikke sikker på et 150-års jubilæum. Så var det den æra, og det var sjovt, så længe det varede. Hvis det er mig der lukker og slukker, er det fint. Fortsætter Anne, vil jeg bakke op om hende.«
Anne er Robert Sørensens datter. Hun er også med, da jeg interviewer Robert Sørensen i et baglokale med køkken og kontor i fotoforretningen. Anne Sørensen er salgschef (Robert Sørensen er »chef chef« ifølge Mimosa Fotos hjemmeside) og bor til daglig i det vestlige Aarhus. Det er endnu uvist, om hun vil drive Mimosa Foto videre, når Robert Sørensen stopper, men en fjerde generation i familieforetagendet er ikke utænkelig.
Da Robert Sørensen efter interviewet giver mig en rundtur i Mimosa, der arealmæssig er meget større, end man kunne tro, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at »chef-chefen« må have set lidt af hvert med de mange millioner billeder, han har fremkaldt.
Jeg kan dog hverken lokke en sjov eller saftig anekdote ud af ham. Ikke engang om noget der måske skete for længe siden.
»Jeg har set det, jeg skal se. Jeg plejer at sige, at vi er lidt som præsten. Vi er med til folks fødsler, fødselsdage, konfirmationer, bryllupper, sølvbryllupper og nogle gange også med til begravelsen. Ligesom med præsten bliver det, vi ser, her,« siger Robert Sørensen.