William drømmer om Formel 1: »Det er sværere end at blive jagerpilot«

William Rønfeldt er vild med fart. Vidste man det ikke på forhånd, bliver det bøjet i neon, når man kommer ind på hans værelse hjemme i Blomsterparken i Herskind.

På væggen hænger en enorm plakat af en Formel 1-racer, hylderne bugner med modeller af Formel 1-biler i alle afskygninger, og på gulvet fylder en gigantisk udgave af en computerstyret racing-simulator. Dertil kommer den imponerende samling af medaljer og pokaler fra de mange løb, han har deltaget i med sin gokart.

Siden han var helt lille, har han drømt om en dag at sidde bag rattet i en Formel 1-bil. Nu er han 12 år og på vej mod VM i Italien. Hans første internationale løb og allerførste spæde chance for at blive opdaget, som han trods sin unge alder godt er klar over er altafgørende i motorsportsverdenen. Dét – og så en velspækket tegnebog.

Bidt af fart

»Jeg fik en bog om gokart, da jeg fyldte tre år. Det ramte bare noget i mig. Jeg har jo bare altid gerne villet køre og haft den her drøm om at køre Formel 1 en dag. Og alle Formel 1-kørerne er jo startet med at køre gokart,« forklarer han med et kæmpestort smil.

Desværre er det bare sådan, at drenge på tre år ikke kan nå pedaler og rat på samme tid, så William måtte vente fire år, før han endelig var gammel nok til at få lov at sætte sig i en gocart. Det var i Racehall i Aarhus.

Det første år, han var med i klubben, vandt han klubmesterskabet. Ikke i en børnekart – dem var han alt for god til – men i en af de store gokarts, hvor han var klodset godt op med puder for at kunne passe i sædet og nå ned til pedalerne.

Siden er William rykket udenfor og kører nu i Rotax Mini-klassen, som er for de 10- til 13-årige kørere. Tidligere i år blev han faktisk danmarksmester i den klasse, men en træls teknisk detalje gjorde, at han efterfølgende blev diskvalificeret.

Disket på teknisk detalje

»Ja, det var virkelig en bitter pille, fordi jeg dermed også mistede adgangen til VM-løbet i Italien, som jeg bare helt vildt gerne ville med til,« fortæller han.

Meget loyalt fortæller William ikke, at det var mekanikerens skyld. Mekanikeren hedder Charlie Rønfeldt og er uden for gokartbanen Williams far.

»Det var desværre en dum fejl af mig. Der var et mål i hans tændrør, som ikke overholdt de tekniske specifikationer. Jeg havde indstillet det 0,07 millimeter forkert,« indrømmer Charlie Rønfeldt.

Faktisk betød det kun, at Williams gokart ikke kunne køre helt så hurtigt, som hvis den havde været indstillet korrekt. Men regler er regler, tilføjer han.

Heldigvis har William kvalificeret sig til VM i næste måned ved at vinde en anden stor løbsserie, Rotax Max Challenge.

»VM-løbet i Napoli er helt unikt, fordi du ikke kan købe dig adgang. Det kan du i næsten alle andre motorsportsløb. Du kan kun komme med, hvis du vinder et mesterskab. Derfor bliver det også kaldt OL for gokarts. Det er kun mestrene, der kan deltage,« forklarer Charlie Rønfeldt.

Derfor betyder VM-løbet også meget for William. Det er hundesvært at kvalificere sig, og det kræver virkelig talent.

Udlært mekaniker på YouTube

William træner to gange om ugen i Ikast og er rundt til løb i hele landet næsten hver eneste weekend. Da han skal have sin gokart og mekaniker med hver gang, er det endt med at blive en familiesport for far og søn.

»Vi er et team,« siger William og forklarer, hvordan han og far, Charlie Rønfeldt, både under træning og ved løb bruger tid på at analysere køredata fra en computer.

»Jeg har en computer, der registrerer, hvordan jeg kører med en helt masse data, som vi kan analysere på både ude på banen og derhjemme. Når jeg er ude at træne, så er det mig selv mod mig selv. Jeg skal hele tiden lære og blive dygtigere, og så prøver vi at finde det bedste setup, når jeg skal køre løb.«

Charlie Rønfeldt erkender, at det har været en virkelig stejl indlæringskurve at følge med som mekaniker for en talentfuld søn med benzin i blodet.

»Jeg har aldrig ejet en knallert eller lignende, så jeg havde heller ikke nogen erfaring at trække på med at skrue på motorer og sådan. Så jeg måtte i gang med at google. Jeg har altid haft en interesse for mekanik, og hvordan ting fungerer, og så er jeg så tilpas stædig, at hvis der er noget, jeg gerne vil finde ud af, så lærer jeg det også. Det har taget mange aftener, men nu er jeg udlært på YouTube,« griner han.

Nu bruger Charlie Rønfeldt omkring to timer dagligt på at vedligeholde Williams gokart – og han gør det med glæde.

Kræver stort teamwork

»Mange gør sig kloge på, at motorsport er en individuel egoistsport, men det er det på ingen måde. Det kræver et stort teamwork at få tingene til at fungere optimalt. Hvis jeg ikke har luft nok i dækkene, så virker det ikke for William. Og hvis han kører som en sæk kartofler, så kan jeg skrue og justere nok så godt. Kunsten er at få det til at spille sammen i en helhed, og det er rigtig svært« forklarer Charlie Rønfeldt.

»Jeg er jo også selv fascineret af sporten. Jeg kørte en smule gokart i ungdomsskolen som barn, og det var sjovt, men vi havde ikke finanserne til, at jeg kunne fortsætte,« tilføjer han.

Og netop det med pengene er altid et ømt punkt. At køre gokart på Williams niveau koster over 100.000 kr. per sæson, og det er 100 pct. af familiens egen lomme. Derfor har William selv været ude og skaffe sig en håndfuld sponsorer.

»Det er jo en lidt dyr sport, som kræver mange penge, og derfor har jeg selv været ude ved virksomheder her lokalt og spørge, om de ville være sponsorer. Jeg har snakket med dem, og dem, der gerne ville være sponsorer, har jeg skrevet kontrakt med,« forklarer han.

De 5.000 kroner, der fulgte med, da han for nylig blev kåret som Årets Talent i Skanderborg, har derfor også hurtigt fået ben at gå på.

Sværere end at blive jagerpilot

Allerede om to år er William faktisk gammel nok til at sætte sig bag rattet og trykke speederen i bund i en Formel 4-bil. Det ville være en drøm, om det skete, men vejen dertil er næsten urealistisk lang.

»For at komme dertil er der rigtig mange bjerge, der skal bestiges. Og de bjerge er ikke bare stejle, de er også så glatte, at det kun er penge, der klistrer fast,« konstaterer Charlie Rønfeldt nøgternt.

»Hvis man ikke er blandt de heldige, der har fået sig en god sponsor, så kan man være nok så talentfuld. Sådan er det bare. Det er en hård sport. Det, William kan gøre nu, er at tage nogle små skridt og så håbe på, at han bliver opdaget. Men det er svært. Det er et nåleøje, og det er nemmere at blive jagerpilot end at blive Formel 1-kører,« understreger han.

William er godt klar over, at drømmen har svære vilkår. Lige nu ser han bare frem til at skulle køre ræs i Napoli.

»Hvis drømmen om at køre Formel 1 skal blive virkelighed for mig, så skal nogen fra et Formel-team få øje på mig og hjælpe mig i deres juniorprogram. Derfor betyder det bare så vildt meget for mig, at jeg nu skal køre VM. Men altså, jeg kan jo også bare virkelig godt lide at køre. Jeg er nok meget et konkurrencemenneske og elsker at dyste, og det bliver virkelig fedt at kunne køre ræs mod alle de andre.«