Hotel får den glade smiley tilbage
Fødevarestyrelsen vendte tilbage til Hotel Skanderborghus efter halvanden måneds tid - og det resulterede i en glad smiley.
Hotel Skanderborghus nåede ikke at have en sur smiley særlig længe.
I midten af august fik stedet en sur smiley efter et besøg af Fødevarestyrelsen på grund af manglende rengøring og vedligeholdende - og onsdag 25. september indkasserede Hotel Skanderborghus igen en glad smiley efter et nyt besøg fra Fødevarestyrelsen.
I rapporten står der blandt andet, at man hos Hotel Skanderborghus har fuldt op på manglerne fra besøget i midten af august, hvor Fødevarestyrelsen også gav to bøder.
Efter den sure smiley fortalte hotellets direktør Claus Slott til Uge-Bladet Skanderborg, at han sammen med sin hustru købte hotellet i 2017 - og at de siden da har arbejdet på at renovere stedet.
»Vi er i fuld gang med en gennemgribende renovering af hotellet, hvor vi har igangsat en masse projekter så som maling, vedligeholdelse af fliser og meget mere, men vi har åbenbart ikke taget det i den rækkefølge, som vi burde. Det ændrer vi på nu i samarbejde med Fødevarestyrelsen, så vi kan få helt styr på det,« sagde Claus Slott til Uge-Bladet Skanderborg efter den sure smiley.
Ifølge rapporten fra Fødevarestyrelsen er der nu kommet styr på planen.
»Kontrolleret vedligeholdelse af virksomhedens lokaler, herunder opvaskelokale, kølerum og tørvarelager. Set en vedligeholdelsesplan, hvor virksomheden har taget stilling til mangler, der skal udbedres, samt en tidsplan,« står der blandt andet i rapporten.
Claus Slott fortalte, at omkring 90 procent var udbedret siden overtagelsen, hvor parret prioriterede værelserne til at begynde med.
»Vi er i gang med renoveringsplaner, så det er ikke sådan noget, der står stille. Vi overtog det i sin tid uden den helt store vedligeholdelse, så det har været en stor opgave, men vi er snart i mål,« forklarer Claus Slott.