Fortsæt til indhold

Ny fylder Bitten 90 - og har tilbagelagt 700 kilometer: »Roning holder mig i live«

Skanderborg Roklubs alderspræsident, Bitten Hermann, fylder i dag 90 år. Det er dog ingen hindring for stadig at være aktiv både til lands og til vands.

Samfund
kfp

Da Bitten Hermann for et stykke tid siden skulle ud til Skanderborg Vandrehjem for at aftale detaljerne for fejringen af sin og ægtemandens 90-års-fødselsdage, blev personalet overrasket over, at hun ankom på cykel. Alderen taget i betragtning forstås.

Men hvis man kender Bitten Hermann lidt, er det slet ikke så overraskende, at hun er aktiv på en cykel, i en robåd og mange andre steder.

»Imponerende frisk og aktiv.«

»Der er nærmest ikke det, Bitten ikke kan.«

Sådan lyder nogle af kommentarerne, hvis man spørger Bittens ro-kammerater.

På Skanderborg Roklubs medlemsside kan man se, at Bitten har roet mere end 700 kilometer denne sæson. Det er vist det, man kan kalde en pæn sjat. Og mere end mange af klubbens yngre medlemmer har roet i år, står der i en pressemeddelelse.

Det sociale betyder rigtig meget. Vi får nogle gode snakke, og jeg får nye input. Vi kan få vendt mange ting, mens vi drikker kaffe, og så har vi det også sjovt.
Bitten Hermann

Kaffe og gode snakke

Bitten ror typisk mandag og torsdag formiddag sammen med klubbens andre pensionister. Tidligere har hun roet endnu mere og har også rundet de magiske 1000 kilometer flere sæsoner.

Hun elsker at være på søen og nyde dens flotte omgivelser med masser af skov, men kaffepauserne er bestemt også vigtige.

»Det sociale betyder rigtig meget. Vi får nogle gode snakke, og jeg får nye input. Vi kan få vendt mange ting, mens vi drikker kaffe, og så har vi det også sjovt. Der kan sagtens være lidt godmodigt drilleri i luften,« lyder det fra Bitten Hermann.

Og når sæsonen slutter på søen med oktobers udgang, fortsætter de sociale arrangementer i klubregi, som Bitten gerne deltager i. Hun ser både frem til julefrokost og vinter-vandreture og selvfølgelig også til at starte en ny sæson på søen til foråret.

Kærlighed i luften over Lillebælt

Rosportens sociale sider var også et stort plus for Bitten, da hun som helt ung var medlem af dameroklubben i barndomsbyen Kolding. Dengang var mange roklubber opdelt efter køn, men så kunne man jo heldigvis ro sig til stævnemøder.

Bitten og hendes ro-kammeratinder roede for eksempel til Fænø i Lillebælt, hvor ungdomsroere fra Kolding, Middelfart og Fredericia gik i land og slog telte op for natten. Der var nok lidt amoriner i luften over lillebæltsøen, for i hvert fald mødte Bitten en særlig interessant ung kaproer fra Fredericia.

»Jeg mødte Jørgen på Fænø, da vi var omkring 18 år. Der var jo en del fester i roklubberne dengang, så der var mulighed for at udvikle bekendtskabet,« siger Bitten.

Til pinsefest blev der festet til den lyse morgen på det hedengangne Snoghøj Badehotel.

»Og så roede vi hjem bagefter.«

Frisk luft og motion

Bitten har altid gået og cyklet meget - og gerne sammen med ægtemanden Jørgen. I dag kører han på en firehjulet crosser, mens Bitten cykler. De tager gerne på tur flere gange om ugen, og det bliver nemt til 20 kilometer. Turen kan for eksempel gå til Jeksendalen og småvejene omkring Hørning.

Måske er det al den friske luft og motion på cykelture og roture, der gør Bitten til en imponerende frisk kvinde på 90 år.

»Jeg har jo tidligere sagt, at roning holder mig i live. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg tror i hvert fald, det er godt for kroppen. Man kan ikke gøre alt, men man kan gøre noget. Og så gør det jo ikke noget, at vi er trætte, når vi kommer hjem.«

En dejlig overraskelse

Den runde dag blev fejret søndag den 29. september på Skanderborg Vandrehjem. Der var sågar tale om en dobbelt 90-års fest, for Bittens mand, Jørgen, blev også fejret. Han rundede de 90 år den 24. september.

En flok roere havde besluttet sig for at overraske Bitten på denne festlige solskinssøndag, så flere både satte kurs mod vandrehjemmet for at rejse årer til ære for Bitten.

»Jeg havde slet ikke haft den tanke, så jeg blev meget overrasket, da jeg pludselig blev hevet udenfor. Så kom der hele 4 både og rejste årer til ære for mig, og jeg stod der og vinkede og blev meget glad og rørt,« fortæller Bitten Hermann.