Effektiv nattevagt: Region Midtjylland viser vejen med ny lægeordning - hvad siger borgerne?
Seks måneder inde i projektet viser Region Midtjyllands nattevagtsmodel lovende resultater og tilfredse sundhedsmedarbejdere. Det forsikrer Region Midtjylland, men hvad mener borgerne?
Region Midtjylland har netop fejret seks måneder med deres nye model for lægehjælp om natten, kendt som Lægevagtens Natberedskab.
Ifølge en pressemeddelelse fra regionen har ordningen været en succes, og både ledelsen og medarbejderne er meget tilfredse med resultaterne.
Regionens perspektiv
Susanne Buch (SF), formand for Udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland, udtrykker stor tilfredshed med den nye model.
»Vi er lykkedes med at skabe en ny model for sundhedsfaglig hjælp til borgerne om natten, hvor vi bruger de personalemæssige ressourcer bedst muligt uden at gå på kompromis med behandlingen,« siger hun.
Cheflæge Niels-Christian Emmertsen fremhæver også de positive aspekter ved ordningen, herunder lettere rekruttering og brugen af nye teknologiske muligheder.
»Vi kan med den model udnytte faggruppernes forskellige styrker til borgernes gavn,« siger han.
Kommet for at blive?
Region Midtjylland er fast besluttet på at fortsætte med Lægevagtens Natberedskab. Ordningen vil blive fulgt og vurderet tæt frem til slutningen af 2025, hvor projektfasen stopper.
»Vi er åbne for feedback og vil løbende justere ordningen for at sikre, at borgerne får den bedst mulige hjælp,« siger Niels-Christian Emmertsen.
Hvordan oplever borgerne egentlig den nye natordning? Lokalavisen hører gerne kommentarer fra mennesker i lokalområdet, der har været i kontakt med Lægevagtens Natberedskab.