Fortsæt til indhold

»Vi agter at shine og være nogen af dem, man kigger langt efter«

Sølund Musik-Festival er blandt de lokale kulturtilbud, der får kommunalt tilskud i de kommende fire år - og pengene falder på et tørt sted.

Samfund

Sølund Musik-Festival, verdens største musikfestival for mennesker med et udviklingshandicap, kan til sommer fejre sit 40 års jubilæum. Allerede nu har festival-ledelsen meldt ud, at det vil ske med et brag af en fest, uanset om der så er nok så sorte skyer økonomisk set, der trækker sammen over festivalen.

De seneste år har Sølund Musik-festival haft brug for redningskranse fra alle sine venner for at kunne afvikle festivalen. Den helt store joker i det spil er den den nuværende ledsagerordning for handicappede, der gør det mere end svært for de udviklingshandicappede at komme afsted på festival.

Derfor er der glæde hos festival-ledelsen over, at kommunen i budgettet for de kommende år har afsat 150.000 kroner årligt til Sølund Musik-Festival.

Og nej, vi vil ikke skrue ned for ambitionsniveauet. Hvorfor skal de udviklingshæmmede nøjes. De har krav på en festival med samme tilbud, som når vi andre tager på festival.
Lasse Mortensen, Sølund Musik-Festival

»Det er fantastisk dejligt og viser en fremsynethed fra kommunens side. Nu skal vi i samarbejde tale om, hvordan pengene skal omsættes,« siger festivalens talsmand, Lasse Mortensen.

»Pengene skal arbejde bedst muligt i Skanderborgs navn, så både byen og festivalen profileres. Det vigtigst for os er at sætte en fed streg under, at udviklingshæmmede mennesker har ret til de samme kulturtulbud og muligheder, som alle os andre. Skanderborg skal være foregangskommune for det. Spørgsmålet er, hvordan vi får sat os i den gule førertrøje,« tilføjer han.

Kampen for at få ændret den nuværende ledsagerordning er ifølge Lasse Mortensen stadig vigtig, hvis festivalen skal overleve på den lange bane.

Lasse Mortensen, talsmand for Sølund Musik-festival, kæmper sammen med andre med andre medlemmer af festival-ledelsen for bedre vilkår for udviklingshæmmede og har blandt andet været på Christiansborg for at gøre politikerne opmærksomme på problemet med den nuværende ledsagerordning. Foto.- Grethe Bo

»Vi er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede og alligevel kan vi godt tabe pusten ind imellem. Den nuværende ledsagerordning fungerer ikke som den skal. De udviklingshæmmede kan ikke komme afsted til de kulturtilbud, de gerne vil. Vi har forklaret, hvordan landet ligger, da vi havde foretræde for politikerne på Christiansborg,« fortæller festivallederen.

»Vi blev spurgt, hvad vi gerne vil. Vi vil allerhelst klare os selv, og det kan vi, hvis ellers vores publikum kunne komme hertil – men det kan de ikke. Vi kommer ikke med tiggerstaven for at få penge, men for at få en ordentlig ledsagerordning. Men indtil vi har den, er politikerne nødt til at hjæpe os. Og nej, vi vil ikke skrue ned for ambitionsniveauet. Hvorfor skal de udviklingshæmmede nøjes. De har krav på en festival med samme tilbud, som når vi andre tager på festival. Vi agter at shine og være nogen af dem, man kigger langt efter i andre lande.«