Ingen over, ingen ved siden af Enhedslistens frontman
For fjerde gang i streg har Enhedslisten Syddjurs valgt Jesper Yde Knudsen som spidskandidat til et kommunalvalg.
Jesper Yde Knudsen er genvalgt som spidskandidat for Enhedslisten Syddjurs til kommunalvalget i 2025, hvilket kommer som en meget lille overraskelse.
Med en solid baggrund som biolog og gymnasielærer på Syddjurs Gymnasium, hvor han underviser i biologi, bioteknologi og samfundsfag, er Jesper Yde Knudsen klar til at fortsætte sin kamp for naturen, velfærden og social retfærdighed i Syddjurs Kommune.
Eneren
Enhedslisten er traditionelt et parti, der hylder en meget flad struktur og ikke opererer med konger og dronninger, men det er svært at se bort fra, at Jesper Yde Knudsen har tegnet partiet i Syddjurs meget markant siden han stemplede ind i lokalpolitik i 2012.
Han har længe været en af de centrale spillere i byrådet, hvor han har formået - trods partiets lidenhed - at skaffe sig indflydelse, der rækker langt ud over de 1-2 mandater, som er blevet partiet til del.
Der står respekt om gymnasielæreren fra Rønde bredt i byrådet, hvor Jesper Yde Knudsen særligt i denne periode har placeret partiet meget stærkt i et byråd, hvor reelt kun Venstre pipper mod det siddende socialdemokratiske regime, som Jesper Yde Knudsen er ultratæt på.
Onde tunger vil hævde, at Yde Knudsen i sin iver for at fastholde sit livtag i Socialdemokratiet og borgmester Michael Stegger Jensen endog har måttet hugge en hæl og klippe en tå for at kunne bide sig fast i bordpladen i forhandlingslokalet, når næste års budget skal vedtages.
At stå udenfor vil isolere Enhedslisten og sætte partiet udenfor indflydelse.
Wistoft-Yde
I Jesper Yde Knudsens snart 12 år i byrådet har særligt debatterne mellem liberalisten Claus Wistoft fra Venstre og socialisten Jesper Yde Knudsen været diskussionerne, som har trukket linjerne op og været forfriskende på et højt plan.
I takt med at Wistoft er gået på politisk aftægt, før han lukker helt ned, når denne byrådsperiode er forbi, har det været småt med de aldrig kedelige holmgange de to imellem i alt for lang tid.
Vi går ind for en høj grad af inklusion på sin lokale skole
Grønne tanker
Jesper Yde Knudsen, der repræsenterer Enhedslisten i byrådet sammen med Mohammad Steitan, har store ambitioner for fremtiden.
Han ønsker at skabe en grøn alliance, der kan omlægge landbrugsarealer til natur for at beskytte biodiversiteten og redde havmiljøet.
Et konkret eksempel er gendannelsen af Kolindsund, som vil være til gavn for både lokalbefolkningen og havmiljøet efter Enhedslistens mening og mange andres.
»Det kræver et styrket Enhedslisten, som vedholdende, sagligt og ambitiøst kan overbevise de andre partier om også at tage naturens parti,« siger Jesper Yde Knudsen.
Han fremhæver også Enhedslistens kamp for fredningen af Kalø Godslandskab som et eksempel på, hvordan partiet har formået at skabe forandring trods modstand.
Velfærd
Enhedslisten har også kæmpet imod nedskæringer på velfærden.
Jesper Yde Knudsen påpeger, at mange års nedskæringer - nødvendige tilpasninger vil andre partier hævde - på ældreområdet har resulteret i dårligere arbejdsmiljø, højere sygefravær og en lavere service for de ældre.
Tilsvarende har skoleområdet lidt under store nedskæringer og en uretfærdig økonomisk tildelingsmodel, hvis man spørger Enhedslisten.
»Vi går ind for en høj grad af inklusion på sin lokale skole, men det kræver de nødvendige ressourcer og kompetencer.«
Jesper Yde Knudsen tordner fortsat imod den model, der hersker på skoleområdet, hvis et barn skal flyttes fra sin folkeskole og til kommunens specialskole i Pindstrup.
Jesper Yde Knudsen kalder det at tildele folkeskolen ’en bøde’, fordi pengene følger med barnet over til specialskolen.
Jesper Yde Knudsens synspunkter om inklusion bakkes op af Konservative og Radikale Venstre, men til dato er det ikke lykkedes at pille ved flertallet i byrådet. Endsige rejse en debat i byrådssalen. SF, Socialdemokratiet og Venstre er enige om, at principperne i den økonomiske tildelingsmodel er kommet for at blive.
Ved valget i 2021 fik Enhedslisten sit bedste valg til dato med 1.529 stemmer (6,3 pct.). Nok til to mandater.
Jesper Yde Knudsen modtog 512 personlige stemmer. Nok til en 8. plads på top 10 i Syddjurs.