Fortsæt til indhold

Åbner særlig pop-up butik: Her står den på herretøj og vinyler

Efter næsten to årtier er der igen herretøjsbutik på torvet i Hørning.

Samfund

Herremode og herregod musik.

Det er to ting herretøjsmanden Claus Hvass sætter pris på – bogstaveligt talt.

I sin butik af samme navn i Hinnerup sælger han cool klæder og sprøde vinyler om dagen. Om aftenen åbner han kælderen ”The Bassment,” hvor han jævnligt inviterer til øl, vin og vinylkoncert.

Synes du det lyder fedt? Men er der lidt langt til Hinnerup?

Så frygt ej.

1. november slår Claus Hvass nemlig dørene op til en ny pop-up butik på torvet i Hørning.

Med en brændende passion for at holde liv i små byer, ser han frem til at åbne den første butik med herremode i Hørning i godt to årtier.

I første omgang er opholdet midlertidig.

Spørgsmålet er dog, om han overvejer at slå sig ned permanent?

Mode og musik

Ideen til en pop-up butik opstod i kølvandet på corona.

Siden pandemien har virkeligheden nemlig ændret sig for tøjbutikkerne, mener Claus Hvass. Hvis man ikke udvikler, så afvikler man.

»Der har ikke været herretøj i Hørning i 18-19 år, så jeg tænkte, at der var god mulighed for en pop-up shop.«

Egentlig var tanken at slå en udendørs butik op, men efter en samtale med Hørning Handelsstandsforening blev han opmærksom på et tomt lokale på torvet. Det tidligere B&O-lokale passede perfekt til hans idé om en butik, der på én gang kunne teste markedsmulighederne og give noget nyt til byen.

Udover herretøj kan man også finde vinyler i butikken. Claus Hvass er nemlig også musiknørd, og har haft stor succes med at afholder vinylkoncerter i butikkens kælder i Hinnerup. Foto: Mark Sigetty.

»Det ser måske ikke ud som en pop-up, for vi gør meget ud af det – vi går all in,« fortæller Claus og viser rundt i butikken, der byder på både tøj og vinyler.

»Musik er en del af min butik, og det trækker kunder til på en anden måde, end hvis vi kun havde tøj.«

Butikken åbner med et brag 1. november, hvor Claus og hans team byder på gratis fadøl og pølser hele dagen.

Fast inventar?

Det er ikke første gang, Claus Hvass kaster sig ud i en ny butiksåbning.

Han åbnede sin første herretøjsbutik i Hinnerup i 2006, og den butik har siden fået en fast plads i byen.

»Jeg har altid haft en passion for de små butikker i de mindre byer. Jeg brænder for, at byerne ikke ender med at være fyldt med bedemænd, ejendomsmæglere og pizzariaer. En by uden butiksliv er bare ikke ligeså attraktiv.«

Den nye pop-up butik vil som udgangspunkt være åben i tre måneder, men Claus er ikke afvisende over for en længere tilstedeværelse, hvis den lokale opbakning er stor.

»Jeg er da godt dum, hvis folk gerne vil handle herretøj i Hørning, og jeg ikke holder butikken åben længere,« siger han med et grin.

Og det lader til interessen er der.

»Jeg har fået 500 likes på opslaget i en lokal Facebook-gruppe, og det viser jo, at folk er interesserede. Hvis de bakker op om det, så kan butikken blive permanent.«

Med et stærkt lokalt engagement og en passion for at holde liv i byens butikker er Claus Hvass klar til at tage udfordringen op i Hørning.

»Hvis man vil have, at byen skal leve, så må man også gøre noget for det. Og jeg er klar.«