Fortsæt til indhold

Danske skoleelever i arbejdstøjet for at løse stort problem

Engineering Day blev en anderledes dag for 45.000 elever rundt omkring i landet. Skolebøgerne blev skiftet ud med ingeniørarbejde.

Samfund
mw

Når danske børn og unge sidder ned cirka 11 timer om dagen, kan det være udfordrende for lænd, ryg og nakke. Derfor fik 10-13-årige skoleelever mulighed for at trække i ingeniørtøjet for en dag og selv udvikle og konstruere en mekanisk model, der kan sikre dem en bedre arbejdsstilling ved deres siddeplads i klassen.

Anledningen var Engineering Day, som foregik fra 4. til 8. november på godt og vel hver tredje skole i Danmark. Det gjaldt også eleverne i 4. klasse på Ryomgaard Realskole, der brugte torsdag d. 7. november på at konstruere. Eleverne brugte en skoledag på, med egne hænder og hoveder, at bygge prototyper som løsninger på konkrete udfordringer i hverdagen.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at elevernes motivation og interesse for naturfag øges markant, når de arbejder med engineering. Så arbejder de med en relevant problemstilling fra deres eget liv og udtænker selv et løsningsforslag fra start til slut. Og når eleverne er engagerede i undervisningen, øges deres trivsel i skolen generelt, fordi de kan se meningen med at lære,« udtaler Nina Ahnstrøm, projektleder i Engineer the Future, som står bag Engineering Day.

Mens eleverne i 4.-6. klasse forebyggede dårlige rygge, skulle de yngste elever i 1.-3. klasse udvikle et fugleskræmsel, der kan holde fuglene væk med lyd og bevægelse. 7.-10. klasserne skulle udvikle en robot med fremdrift uden brug af hjul.

Bag den landsdækkende event står den teknologiske alliance Engineer the Future, der består af cirka 50 virksomheder, uddannelsessteder og interesseorganisationer.

Engineer the Future arbejder for at skabe plads til alle børn og unge inden for teknologi og science.