Fortsæt til indhold

Større risiko for vold og indbrud i Norddjurs

Østjylands Politi dokumenterer en kedelig placering i kriminalstatistikken. Stationen i Grenaa er igen blevet tilholdssted for unge - og det kan ses.

Samfund

For et år siden blev en kun 15-årig dreng stukket ihjel af en gerningsmand på samme alder på stationsområdet i Grenaa. Knivdrabet rystede både lokalsamfundet og justitsminister Peter Hummelgaard, (S), der kom på besøg for at høre, hvad myndighederne havde foretaget sig for at undgå en lignende sag.

I den forbindelse var der indkaldt til et borgermøde, som dog havde en ganske beskeden deltagelse i Grenaa Idrætscenter - og her lød budskabet fra kommune, ungdomsklub og politi, at Norddjurs og Grenaa skulle være et trygt sted at være, og i hvert fald ikke værre end andre steder.

Men i forbindelse med et kredsrådsmøde har Østjyllands Politi udarbejdet en statistik over den aktuelle udvikling og status i kriminaliteten i de østjyske kommuner, og den viser, at Norddjurs skiller sig negativt ud på især to områder - indbrud i privat bebeoelse og voldssager.

Ligger højere end Aarhus med indbrud

Ser man på indbrud i private hjem, så er der i Norddjurs fra januar til juli i år, anmeldt flere tilfælde pr. 1000 borgere i Norddjurs end i Østjyllands klart største kommune, Aarhus. Godt nok er tallet faldet fra første halvår 2023 til samme periode i år - fra 92 til 83. Men ser man på anmeldelser pr. 1000 indbyggere, ligger Norddjurs helt i top i Østjylland. Placeringen er et pænt stykke over gennemsnittet i både Østjylland og landsgennemsnittet.

Det samme gælder, når man ser på antallet af voldsanmeldelser til politiet. Det er et særligt fokusområde, og godt nok er voldsanmeldelserne i Norddjurs faldet fra 149 til 124, men sammenligner man med både de øvrige kommuner i Østjylland og landsgennemsnittet, er der i Norddjurs mange flere tilfælde af vold, som bliver anmeldt til politiet.

Positivt er det, at der i Norddjurs er færre narkosager, end på landsplan og i Østjylland generelt. Og statistikken viser et fald fra 83 sager i første halvår af 2023 til 71 sager i samme periode i år.

Stationen er for rejsende

Den tragiske drabssag for et år siden satte fokus på et problem - at Grenaa Station var blevet et utrygt sted at færdes og opholde sig, fordi en større gruppe unge brugte venteområdet på anden vis end tiltænkt. På sin gåtur i Grenaa sammen med de lokale myndigheder, blev justitsminister Peter Hummelgaard orienteret om, at man fra kommunalt hold gerne ser, at stationsområdet kun bruges af folk, som skal rejse til eller fra Grenaa. Og ikke som et sted, hvor unge vælger at opholde sig for at undgå voksnes opsyn - og måske drikke alkohol, ryge hash og skabe utryghed i området - som det skete i en længere periode op til knivdrabet.

Stolerygge er brækket af stole i ventesalen - og set brugt i et slagsmål mellem unge på stationsområdet. Foto: Søren Andersen

Her har man på det seneste ved selvsyn kunnet konstatere, at den er gal igen. Måske fordi det igen er blevet koldt og mørkt - men der er igen tilfælde af hærværk på bygningen. Nogle unge holder sig ikke tilbage for at køre rundt på scooter inde i ventesalen, og avisen er bekendt med, at stolerygge er blevet revet af for at blive brugt som våben i slagsmål mellem de unge.

Der er brandskader på flere af stolene. Har man lyst til at sætte sig her, hvis man venter på letbane eller bus? Foto: Søren Andersen

Man ser da også, at politiet patruljerer i området og forsøger at få fat i de unge, som suser rundt på gågader og fortove på scootere, som både støjer mere og kører hurtigere, end loven tillader.

Rejsende venter uden for

Imens kan man se, at mange rejsende hellere venter på tog og bus uden for ventesalene, som med brandskadede sæder og masser af affald på jorden, ikke indbyder til et besøg.

Keld Kristensen er SSP-konsulent i UngNorddjurs. Han opfordrer til, at borgere melder hærværk og vold til politiet - men har ikke hørt om flere anmeldelser på det seneste. Foto: Søren Andersen

Keld Kristensen er SSP-konsulent og koordinator i UngNorddjurs - og han er ked af, hvis enkelte unge med deres opførsel gør, at unge generelt bliver opfattet som et problem.

Vi har hørt om hærværk på stolene, og håber at få styr på, hvem der står bag
Keld Kristensen, SSP-konsulent

»Det hører jo med, at også unge har lov til at opholde sig i ventesalen, hvis de venter på transport. Vi kigger da også forbi på stationen, men vi kan jo ikke være der hele tiden. Vi har hørt om hærværk på stolene, og håber at få styr på, hvem der står bag. Derfor håber vi, at få det at vide, hvis der er borgere, som har en dårlig oplevelse med nogle af de unge. Hvis der har været hærværk og vold, håber jeg da, at det bliver anmeldt til politiet, som er de rette til at tage sig af det. Skal vi så arbejde med konkrete unge, så gør vi det, for hvis vi skulle kontrollere alt, hvad der foregår på stationen, skal vi være der i 24 timer 365 dage om året. Vi ved jo godt, at dem, der er problemer med, er dygtige til at smutte, når vi kigger forbi.«

Har I oplevet, at det er blevet værre på det seneste?

»Vi hører også om nogle, som laver lidt tosserier, men vi er ikke blevet orienteret af politiet om, at der er et hav af anmeldelser. Mit råd er, at folk skal anmelde det, hvis de er ude for en episode eller noget, som ikke hører hjemme på stationen. Et slagsmål skal ikke kunne ske på stationen, så det skal meldes til politiet. Vi kan ikke gå ned og stoppe det, hvis der er unge, som slås, men hvis vi ikke bliver underrettet om det, kan vi jo heller ikke vide det. Så rykker vi på det,« siger Keld Kristensen.

Få ødelægger det for mange

Han føler ikke, at der er sket et skred i den forkerte retning med nogle unges opførsel på stationen.

»Vi ved, at der har været hærværk på sæder, men ellers ikke. Vi har da set, at der kan være et par af de drenge, som vi holder øje med, der sidder og ryger en smøg, men det er også det. Og så vil jeg bare lige minde om, at der jo ikke er noget galt med at være ung og køre på scooter. Men de skal jo ikke køre folk ned eller spille smart ved at køre gennem gågaden, så dur det ikke. Og får vi fat i dem, siger vi til dem, at de skal tænke over hvilket signal de sender til resten af byen, fordi man så bliver bekræftet i, at unge på scootere er nogle værre bøller. Og det går så ud over de mange, som kører pænt på deres scootere.«