Fortsæt til indhold

Ebbe er nu den lokale muskelmester

Ebbe Kristiansen fra Hornslet er nu certificeret kliniker – specialiseret hjælp til muskler og skelet.

Samfund

Hvis du har problemer med muskler og skelet, er der nu specialiseret hjælp at hente i Syddjurs Kommune. Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen fra Hornslet Fysioterapi & Træning er netop blevet godkendt som ”certificeret kliniker” af Dansk Selskab for Fysioterapi.

Den prestigefyldte titel kræver målrettet efteruddannelse og mindst tre års praktisk erfaring med patienter inden for specialet.

Rasmus Gormsen Hansen, formand for Dansk Selskab for Fysioterapi, udtrykker sin glæde over, at flere fysioterapeuter vælger at få papir på deres kompetencer.

»Det er ikke en titel, man får forærende. Det kræver noget at blive certificeret kliniker, men til gengæld kan man så vise, at man har særlige kompetencer til at hjælpe sine patienter,« siger han.

Passion for faget

Ebbe Kristiansen har arbejdet målrettet for at opnå denne certificering.

»For mig er det afgørende, at jeg kan hjælpe mine patienter så godt som muligt. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at jeg simpelthen synes, muskuloskeletal fysioterapi er noget af det mest spændende, man kan beskæftige sig med,« siger Ebbe Kristiansen.

Muskuloskeletal refererer til muskler og skelet, herunder knogler, led, sener, ledbånd og andre strukturer, der støtter og bevæger kroppen. Muskuloskeletale problemer kan omfatte en bred vifte af tilstande og skader, såsom:

  • Muskelsmerter og -skader: Forstrækninger, overbelastning og muskelspasmer.
  • Ledproblemer: Gigt, leddegigt, bursitis og andre inflammatoriske tilstande.
  • Knogleproblemer: Brud, osteoporose og knogleinfektioner.
  • Rygproblemer: Diskusprolaps, skoliose og andre rygsøjleproblemer.
  • Sene- og ledbåndsskader: Forstuvninger, senebetændelse og ledbåndsskader.

Certificeringen betyder, at patienter i Syddjurs Kommune nu har adgang til en fysioterapeut, der har gjort en særlig struktureret og målrettet indsats for at kunne levere den bedste undersøgelse og behandling inden for sit område.