»Alle børn fortjener at opleve julens magi – uanset hvor de bor«
Julen er i fare, og kun Syddjurs’ børn kan redde den ved at tegne og fortælle historier.
Julen hænger i en tynd tråd! Julemandens bog om Juleånden er i fare, og kun Syddjurs’ yngste kan hjælpe med at redde den. Syddjurs Egnsteater, i samarbejde med Alias Teaterproduktion, inviterer alle børn og deres familier til at være med i en interaktiv julekalender, der bringer magien til live – uden skærme, men med papir, tuscher og fantasifulde historier.
Julens klodsede alf
Tumle, julemandens uheldige lille alf, er kommet til at ødelægge den mest værdifulde bog af alle: »Den Store Bog om Juleånden«.
Nu er julen i fare! Bogens billeder er forsvundet, og Tumle sidder alene i cafévinduet på Kulturhotellet i Rønde, hvor han nu beder Syddjurs’ børn om hjælp til at tegne nye illustrationer og genskabe julens ånd. Hver søndag i december deler Tumle en ny side af bogen via en QR-kode, som børnene kan lytte til og illustrere med deres egne tegninger.
Disse tegninger vil pryde cafévinduet og bringe lys og juleglæde til Kulturhotellet i Rønde.
Julens glæde
»Alle børn fortjener at opleve julens magi – uanset hvor de bor,« fortæller Marion Vick, leder af Syddjurs Egnsteater.
For at gøre oplevelsen tilgængelig for hele kommunen vil Tumles invitation og QR-kode blive opsat forskellige steder i Syddjurs, og julekalenderen kan også findes på Syddjurs Egnsteaters hjemmeside.
På den måde kan alle familier deltage i Tumles univers og invitere julens historier og hygge ind i deres egne hjem.
Helteklubben
Julekalenderen, der er støttet af Syddjurs Kommune, er også en del af Syddjurs Egnsteaters nye initiativ, Helteklubben, som er skabt for at give børn i alle hjørner af kommunen lige adgang til kulturelle oplevelser.
Syddjurs Egnsteater markerer julekalenderens start med en festlig begivenhed den 1. december kl. 14.30-16.00 til SET i caféen på Kulturhotellet. Her er alle inviteret til julehygge med opstart af julekalenderen og SAMKLANG - fællessang, arrangeret i samarbejde med Sangkraft Syddjurs.