Fortsæt til indhold

Syddjurslærer vinder fornem særpris: AI skriver gyserhistorier bedre end eleverne

Femmøller Efterskoles Jacob Stochholm Wæhrens er blevet hædret for sit AI-projekt i engelskundervisning.

Samfund

Jacob Stochholm Wæhrens, der er lærer på Femmøller Efterskole, har sammen med Anton Tinghøj Honoré skrevet et bachelorprojekt, som er så godt, at de fredag den 15. november modtog en særpris for det, da Lærerprofession.dk holdt prisfest i København.

Projektet er lavet som afslutningen på læreruddannelsen, som de tog på VIA University College i Aarhus, og det handler om, hvordan SkoleGPT kan bruges i engelskundervisningen.

Prisvinder fra Femmøller

»Kan SkoleGPT bruges til at udvikle elevernes skriftlige kompetencer i engelskfaget? Og i så fald i hvilket omfang og hvordan?«

Sådan spørger de to nyuddannede lærere i deres bachelorprojekt, som de netop har modtaget Lærerprofessions særpris for. Prisen går til et særligt godt projekt, som sætter fokus på sprog i skolen.

»Vi valgte emnet ud fra interesse. Vi ville gerne komme med vores bidrag til, hvad de nye værktøjer kan bruges til. Vi kunne kombinere vores viden om at tilegne sig sprog og potentialerne ved at bruge chatbots,« siger Jacob Stochholm Wæhrens.

AI i undervisningen

For at undersøge sagen har de interviewet elever og undervist seks elever i 8. klasse om gysergenren.

Efter undervisningen fik eleverne 60 minutter til at skrive hver deres gyserhistorie på engelsk.

Eleverne blev delt i to hold, hvoraf det ene brugte SkoleGPT som hjælpemiddel. SkoleGPT er en sprogmodel ligesom ChatGPT, men den er både i forhold til anvendelse og jura tilpasset skoler.

Det andet hold brugte de hjælpemidler, som de plejer i engelskfaget.

Efter teksterne var skrevet, blev de indsamlet, ligesom duoen også fik adgang til chathistorikken hos de tre elever, der brugte SkoleGPT.

Det brugte de som baggrund for en analyse af potentialer og udfordringer ved brug af SkoleGPT.

Anbefalinger til lærere

På baggrund af analysen kommer de to lærere med en række anbefalinger til andre engelsklærere, som vil arbejde med SkoleGPT.

Netop anbefalingerne er en del af dommernes begrundelse for, hvorfor duoen skulle modtage prisen.

Dommerkomiteen skriver: »Sprogmodeller er en del af sprogfagenes faglighed og dermed også deres didaktik. Det er præmissen for Anton Honoré og Jacob Wæhrens’ undersøgelse af, hvad SkoleGPT kan bidrage med i elevernes udvikling af skriftsprogskompetence i engelsk.

Undersøgelsesdesignet er enkelt, og forfatterne får meget ud af analysen, som kombinerer tekstanalyse, elevinterviews og analyse af elevernes chathistorik. Konklusioner og anbefalinger er på et meget højt niveau og bør sendes direkte til læringskonsulenter, minister, opgaveudvalg og folkene bag fagfornyelsen. Et hyperaktuelt, originalt, reflekteret og meget selvstændigt projekt.«

Præmier og anerkendelse

Vinderne modtager til deling 10.000 kr. fra LB Foreningen, en statuette, et hædersbevis og hver et gavekort på 1.500 til Hans Reitzel. Og så er der boggaver fra Klim.