Skrotkongen Birger: Det tog en måned at rydde op efter ham
Birger Knakkergaard samlede alt fra biler til cykler, og hans paradis på Strædet blev legendarisk. Nu er der kun minderne tilbage.
I dag er der kun minderne tilbage på Strædet lidt udenfor Mesballe. Indtil foråret var stedet hjemsted for en samlers mangeårige mani med at hente alt muligt krimskrams fra diverse genbrugspladser.
Toppen af det hele var nærved 22 klassiske Citroëner, fordi indehaveren, Birger Knakkergaard, havde en svaghed for det ikoniske franske bilmærke.
»Far elskede bilerne og var stolt af sin samling. Der var heller ikke nogen, der fik lov til at udtage en stump fra en af bilerne. De var fars ejendom og klenodier,« fortæller datteren Heidi Knakkergaard.
Hertil kom 100 cykler, campingvogne, trailere, knallerter og alle mulige andre små og store genstande. Skrot i lange baner.
Birger Knakkergaard boede på Strædet frem til sin død i foråret 2024. Han døde dagen før, at han fyldte 84. Efter mange år som rask og rørig blev han i sidste livsafsnit stærkt svækket af en demenssygdom, fortæller Heidi Knakkergaard.
»Mine forældre købte i 1969-1970 et tolænget bindingsværkshus, som var meget faldefærdigt og fik det renoveret. Det var nok tidligere en lille landbrugsejendom,« fortæller Heidi Knakkergaard.
Hun var tre år, da familien holdt sit indtog på Strædet.
På daværende tidspunkt arbejdede hendes far som litograf på Aarhus Stiftstidende og var dengang endnu ikke ramt af sin senere mani for at samle alt muligt ragelse og hjemtage det fra egnens lokale genbrugspladser.
Smukke omgivelser
Strædet er en grusvej med en række huse, der ligger i god afstand af hinanden.
Omgivelserne er topmålet af en drøm for naturelskere med skov til den ene side og åbne landskaber til den anden.
»Min far begyndte for alvor at samle, da jeg som 16-årig flyttede hjemmefra, fordi jeg gerne ville tættere på Aarhus,« husker Heidi Knakkergaard, som er uddannet pædagog og til daglig arbejder på Kolind Skole.
»Jeg ved ikke, hvad der fik ham til at samle i så stort et omfang, som det blev tilfældet. Du kan slet ikke forestille dig, hvordan der så ud her, men heldigvis har jeg taget en masse fotos og lavet videooptagelser,« smiler hun.
Heidi Knakkergaard har ikke fået det bekræftet, kun hørt det ude i byen, at der på en nærliggende genbrugsplads var hængt et billede op af hendes far for at advare andre om hans samlermani.
Birger Knakkergaard måtte ikke komme ind, fordi han tog ting fra containere, som ikke var beregnet til offentligheden.
Gården brændte
For otte år siden brændte bygningerne ned til grunden, men heldigvis for Birger Knakkergaard gik det ikke synderligt ud over hans samling.
»Far havde en god forsikring, så han kunne opføre et nyt og moderne hus, men hans samling skulle der ikke røres ved, og han fortsatte ufortrødent med at hente ting hjem fra genbrugspladserne,« siger Heidi Knakkergaard.
I dag bor hun i huset, som hun ejer sammen med sin bror, Martin.
Hendes mor døde for godt 15 år siden og måtte i den sidste tid flytte i lejebolig, fordi stedet var så ufremkommeligt, at det var svært for hende at bevæge sig frit rundt uden at falde.
»Min mor kunne kun bevæge sig rundt med rollator, og det var alt for farligt for hende i dette vildnis,« siger Heidi Knakkergaard.
Alette ind over
Allerede før gårdbranden havde Syddjurs Kommune fået et vink om, hvordan tingene hobede sig op på Strædet.
»Jeg ved ikke, hvem der gjorde os opmærksom på det, men jeg tog ud for at se stedet og tale med Birger Knakkergaard,« husker Alette Skov-Hansen, landdistriktskonsulent ved Syddjurs Kommune.
Hun har de sidste år arbejdet med forskellige forsøgsprojekter til udvikling af modeller for bofællesskaber og alternative boformer og har et stort netværk af professionelle udviklere, jurister og arkitekter.
Ligesom hun er inde over Puljen til Landsbyfornyelse.
Alette Skov-Hansen fik arrangeret, at Syddjurs Kommune kom ud med en container og tilbød Birger Knakkergaard hjælp til at rydde op.
»I første omgang undersøgte vi selvfølgelig, om der var noget miljø, for eksempel olie fra de 22 flotte Citroëner, men det var der ikke,« fortæller hun.
»Jeg mødte en mand, der virkelig var passioneret, og som slet ikke så sin samling som skrot. Der var virkelig følelser i spil for ham, og vi kunne jo ikke tvinge ham til noget, for der var intet ulovligt forbundet med, at han samlede alt muligt sammen.«
Det lykkedes at overtale Birger Knakkergaard til, at bilerne m.m. blev hentet af en skrothandler i Søby.
»Jeg kunne både se og fornemme, at det var meget hårdt for ham at skulle sige farvel til bilerne, som var hans stolthed. Jeg fik stor respekt for ham,« mindes Alette Skov-Hansen.
Han kerede sig om sine ting på en måde, som det er svært at forstå for andre mennesker.
14-15 tons plastik
Alette Skov-Hansens tilbud om hjælp betød, at der blev ryddet en flig af pladsen, men kun en flig.
Derfor stod Heidi Knakkergaard med noget af en dagsorden, da hun var flyttet ind i huset. En oprydningsopgave, som ingen kan forestille sig omfanget af, men får et indtryk af ved at se billederne.
»Jeg ringede til Alette og spurgte, om hun kunne hjælpe. Alette kunne heldigvis godt huske, at hun havde været her for ni år siden.«
Alette Skov-Hansen indvilgede straks.
Den lokale murermester fra Mesballe, Troels Petersen, blev engageret til at forestå opgaven.
Sammen med en medarbejder gik han i gang i begyndelsen af august efter veloverstået sommerferie.
»Jeg kendte Birger godt og havde besøgt ham mange gange, så jeg vidste, at det ville blive en stor opgave,« griner Troels Petersen.
Han og makkeren brugte det meste af en måned med at sortere og køre skrot væk.
»Jeg ved ikke, hvor mange vognlæs vi kørte til deponi i vores lastbil, men det var mange,« siger Troels Petersen.
»Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at der var 14-15 tons plastik og så selvfølgelig en masse jern.«
Eftertanker
Nu fremtræder grunden ryddet og pæn, næsten. En campingvogn, en trailer og et ældgammelt vrag af en bil var der stadig, da Lokalavisen var forbi for nogle uger siden.
Men det ville Heidi Knakkergaard sørge for blev fjernet. Der skulle ryddes helt op.
Hun ser nu frem til at kunne anlægge have på grunden. Ikke en traditionel prydhave, men en have, der er i pagt med den smukke natur.
Heidi Knakkergaard glæder sig til at slå rod i de omgivelser, som hun flyttede fra, da hun var 16.
Hvorfor faderen pludselig begyndte at samle, har hun ofte funderet over uden egentlig at have fundet et svar.
»Min far var bestemt et menneske, der elskede social omgang med naboer og andre. Han var ikke en eneboer, som boede herude mutters alene sammen med sine gamle biler og cykler, men måske har han manglet noget i sit liv. Jeg har aldrig talt med ham om det.«
»Det var tydeligt, at det blev en passion for ham. Også, at det var hans nære genstande. Jeg kan huske, at min forhenværende svigermor spurgte ham, om hun ikke kunne få en fin cykelsadel fra en af de 100 cykler, fordi hendes egen var slidt. ’Nej, det måtte hun i hvert fald ikke,’ svarede han, og så blev der ikke talt mere om det.«
»Han kerede sig om sine ting på en måde, som det er svært at forstå for andre mennesker. Først da han blev dårligt gående og syg, ebbede kræfterne ud og så stoppede det.«