Flyv til sol og sangria: Norwegian klar med spanske eventyr
Aarhus Airport tilbyder direkte flyvninger til Alicante, Malaga og Palma de Mallorca med Norwegian fra foråret 2025.
Aarhus Airport tilbyder direkte flyvninger til Alicante, Malaga og Palma de Mallorca med Norwegian fra foråret 2025.
Det fortæller Aarhus Airport i en pressemeddelelse.
Norwegian er således tilbage i Aarhus Airport med de samme tre sydeuropæiske ruter, som flyselskabet startede op fra den østjyske lufthavn i foråret 2024.
I 2025 letter ruterne lige før den travle rejsesæson omkring påske, og det giver Aarhus Airport mulighed for at imødekomme østjydernes rejselyst til de sydlige himmelstrøg.
Alicante, som var en splinterny destination i Aarhus Airport, går i luften den 4. april, flyvningerne til Malaga starter den 5. april, mens Norwegian-flyene sætter kurs mod Palma de Mallorca den 26. juni.
Stigende interesse
»Vi er meget glade for at kunne fortsætte alle tre ruter i næste års sommerprogram – og dermed tilbyde aarhusianerne og hele Østjylland direkte ruter til nogle af deres absolutte favoritdestinationer,« udtaler Sara Westphal Emborg Neergaard, som er Director of Communication and Public Affairs, hos Norwegian Denmark.
Hun tilføjer: »Norwegian ønsker at være danskernes foretrukne flyselskab, og derfor skal vi selvfølgelig også være godt repræsenteret i Aarhus Airport, der blandt andet servicerer Danmarks næststørste by. Vi tror på, at der er et stort potentiale her, og vi ser frem til at byde østjyderne velkommen ombord.«
Det er en god nyhed for Aarhus Airport, der oplever stigende interesse for de spanske soldestinationer.
»Vi er meget glade for, at Norwegian prioriterer Aarhus Airport igen i 2025. Spanien står øverst på listen over danskernes mest populære rejselande, og det afspejler sig i østjydernes rejsemønster,« udtaler Lotta Sandsgaard, som er direktør i Aarhus Airport.
Hun fortsætter: »Alicante blev som ny destination taget rigtigt godt imod af de rejsende, og Norwegians afgange til Malaga og Palma de Mallorca var et stærkt supplement til vores allerede eksisterende ruter. Vi har i år oplevet en månedlig fremgang på over 75 procent i rejsende til Spanien og en voksende efterspørgsel til netop de tre destinationer, der tiltrækker gæster fra hele Jylland.«