Fortsæt til indhold

Samo er lykkelig over Assads fald - men han vil ikke hjem

Efter Assads regime i Syrien er væltet, diskuteres det nu på Christiansborg, hvad der skal ske med de syriske flygtninge, der er i Danmark. Én af dem er kurdiske Bankin Samo.

Samfund

Natten til søndag blev Bankin Samo vækket i sit hjem i Ebeltoft til nyheden om, at oprørsstyrker havde befriet Syrien fra Bashar al-Assads diktatur.

Det var nærmest ikke til at fatte. Glæden kom umiddelbart.

»Som en drøm,« siger han, men med den fulgte også bekymringer.

Bekymringer om Syriens fremtid og om Bankin Samos egen fremtid, ikke mindst hans børns.

Han er kurder og havde levet det meste af sit liv i Aleppo, da han i 2012 blev tilbageholdt og frihedsberøvet i flere dage.

Hans familie frygtede for hans liv, men han blev løsladt, og umiddelbart efter flygtede han.

Siden 2014 har han boet i Danmark og har fået familiesammenføring med sin kone og tre børn.

»Vi flygtede på grund af Assad. Hans familie har bestemt alt i Syrien i 50 år, og det er helt ufatteligt, at det nu er slut. Lige nu er det godt, men vi er bange for fremtiden. Bange for, at det ender, som det gjorde i Libyen og Irak, da deres diktatorer blev væltet.«

Han sidder i en sofa i sin frisørsalon efter at have sendt dagens sidste kunde ud ad døren.

Salon Sik-Sak, der ligger i en af Ebeltofts gamle, brostensbelagte gader, har han haft i seks år.

To af hans sønner går på universitet i Aarhus, og i det hele taget har familien fundet sig til rette i Danmark.

Alle har de, på nær den mellemste søn, kun midlertidig opholdstilladelse.

Den helt nye situation i Syrien har sat gang i diskussionen på Christiansborg om, hvad der skal ske med de cirka 30.000 syriske flygtninge, der lige nu har opholdstilladelse i Danmark.

Bankin Samo er stolt af sine sønner, hvoraf to af dem i dag læser på universitet i Aarhus. Deres fremtid er det vigtigste for ham, og han håber, den bliver dansk. Privatfoto.

»Jeg kunne græde«

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Mikkel Bjørn har allerede været ude at sige, at uanset om, det er sikkert eller ej at vende tilbage til Syrien, så kan flygtningene godt vende tilbage til et nærområde til Syrien i mellemtiden.

Tirsdag aften udtalte statsminister Mette Frederiksen til DR, at hun forventer, at syriske flygtninge i Danmark vil rejse hjem, efter at Bashar al-Assad nu er blevet væltet.

»For mig er det naturligt, at man rejser tilbage til sit hjemland, når situationen byder det.«

Hun understregede, at det er myndighedernes opgave at vurdere, hvornår og hvorvidt Syrien kan regnes som et sikkert land.

Og det er for Bankin Samo det helt centrale.

»Jeg har tillid til, at regeringen ikke sender os hjem til et usikkert land. Det tror jeg ikke, Danmark nogensinde kunne finde på.«

På spørgsmålet om han gerne på et tidspunkt vil hjem, drager han et dybt suk og svarer:

»Nej. Det vil jeg ikke. Jeg og min familie er godt integreret her i Danmark. Hele vores liv er her. Alt er usikkert i Syrien, ikke mindst for kurdere, og mine sønner ville ikke kunne gøre deres uddannelser færdige.«

Han fortæller, han er stolt.

»Af mine sønner. De er dygtige, og de drømmer om en fremtid i Danmark. Jeg er også stolt af mig selv. Jeg forsørger mig selv, betaler skat og moms og alt det der.«

Desuden står familien i en særlig situation, som kan gøre en hjemsendelse endnu værre.

»Jeg kunne græde, når jeg tænker på det, for to af mine sønner har diabetes, og hvis jeg skal sige det, som det er, så ville det være det samme som at sende dem i døden, hvis de skal tilbage til Syrien. Hvis det endelig skulle være, så kan de sende mig tilbage. Men ikke mine børn.«

Bankin Samo har på seks år fået en strøm af stamkunder. Nogle af dem har de seneste dag været forbi med blomster og chokolade for at dele glæden over Syriens befrielse med Bankin Samo. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen

Drøm om demokrati

47-årige Bankin Samo benytter enhver lejlighed til at hylde Danmark.

»Jeg har utroligt meget at takke Danmark for. Jeg rejste gennem mange islamiske lande på vej herop, og ingen ville give mig ophold. Det ville Danmark. De hjalp mig. Mine drenge har fået behandling og skolegang, og alle har taget godt imod vores familie.«

Han drømmer om, at Syrien bliver som Danmark.

»Under revolutionen i 2011 var der et ordsprog: Syriens folk er ét, og staten er for alle mennesker. Jeg håber, landet kan blive frit, demokratisk og pluralistisk. Og ikke mindst sekulariseret. Religion skal ikke styre et land. Men lige nu har jeg svært ved at tro på, at det sker.«

Bankin Samo venter lige nu på en afgørelse om at få dansk permanent opholdstilladelse.