Flemming stirrede døden i øjnene: Når medicin gør mere skade end gavn

Spring ud over gelænderet.

Stemmerne i Flemmings hoved, fortæller ham, at det hele kan være lige meget. Han står på tredje sal på plejehjemmet og kigger ned i trappeopgangen. Der er 12-13 meter ned.

Heldigvis er der sat ekstra værn på for at forhindre, at nogen kan ende livet på den måde. En sosu-assistent hjælper Flemming ind i hans lejlighed igen.

Dette er fortællingen om Flemming Bøssing Dyrholm, der i perioden fra december 2023 til maj 2024 var i behandling med antidepressiv medicin, som ifølge ham selv og hans datter gav ham så alvorlige bivirkninger, at han til sidst var på selvmordets rand.

I dag bor Flemming Bøssing Dyrholm på Trøjborg Plejehjem. Han har sammen med sin datter valgt at fortælle sin historie om livet med en medicin, der i den grad svigtede, så han til sidst var ude af stand til at tage vare på sig selv. Bivirkningerne kom snigende, så sundhedspersonalet fejlagtigt troede, at han var blevet ramt af en demenssygdom.

Havde det ikke været for hans datter Tina, havde han ikke været her i dag, fortæller han:

»Jeg var helt væk og meget tæt på at være endt på plejehjem med en demensdiagnose, og jeg var skræmmende tæt på at have gjort en ende på det hele.«

Også Tina Dyrholm mener, at historien er vigtig at fortælle for at advare andre:

»Hvad med de mennesker, der ikke har en pårørende til at råbe op? Er der nogle, som blot er endt med en demens-diagnose i dag? Jeg har en frygt for, at det havde min far i hvert fald ikke holdt til.«

Mister kæreste, hus og hund

Flemming kører i bil ud til Skovvangsvej i det nordlige Aarhus. Han sidder i bilen på parkeringspladsen og venter på sin datter. Om lidt skal de ind at se en akutbolig, han er blevet tilbudt af Aarhus Kommune. Hjemme i huset på Fyrrevænget i Løgten er alt kaos. Hans samlever gennem 34 år er død efter et længere kræftforløb. Det store hus er vokset ham over hovedet, plejeopgaverne tog til i de sidste måneder af kærestens liv, og han har isoleret sig mere og mere og orker ikke meget andet end at sidde derhjemme.

76-årige Flemming Bøssing Dyrholm er født i Esbjerg, men da han var tre år gammel, flyttede familien til Aarhus. Han blev uddannet radiomekaniker og arbejdede i otte år hos Bang & Olufsen. Senere kom han til Salling, hvor han ligeledes var i otte år og nåede at blive souschef. De seneste 20 år af sit arbejdsliv var han buschauffør hos Århus Sporveje, inden han blev førtidspensioneret i 2010. Han fik to børn med sin første samlever.

Når Flemming Bøssing Dyrholm i dag tænker tilbage på den måneds tid, han boede i akutboligen på Skovvangsvej i slutningen af 2023, så er det meget lidt, han kan huske.

»Jeg kan huske, at jeg pludselig ikke kunne få dørtelefonen til at fungere. Jeg kunne simpelthen ikke lukke nogen ind, når de ringede på. I dag kan jeg jo slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne det,« siger Flemming Bøssing Dyrholm.

Hans datter Tina Dyrholm har en anden klar erindring om perioden.

»Han fik det tiltagende dårligt. Han kunne ikke lukke mig ind, når jeg ringede på, men heldigvis havde jeg selv en nøgle. Alting virkede uoverskueligt for ham. Flyttekasserne blev ved med at stå rundt omkring. Jeg hjalp med det, jeg kunne, men noget af det, skulle han selv gennemgå og tage stilling til, om det skulle gemmes. Han bad mig om at købe ind, købe ind, købe ind, men der var jo masser af mad i huset,« fortæller Tina Dyrholm.

Det er en fin lejlighed. Sådan tænker Flemming, da han sammen med sin datter går rundt i de tomme værelser på Skovvangsvej. Datteren er hurtig til at sige, at de tager den. Flemming protesterer ikke. Han øjner en ny begyndelse.

Sorgen over at være blevet alene er blandet med en optimisme over at have genfundet et forhold med sin voksne datter, Tina, som nu har arrangeret, at han måske kan flytte i denne akutbolig, der ligger i et kvarter, han kender fra sin barndom. Beskeden fra viceværten er dog klar; hans 11 år gamle hund, sheepdog’en Nena, kan ikke flytte med. Den må kort tid efter aflives på grund af sygdom.

Mistænker medicinen

Samtidig med indflytningen på Skovvangsvej begynder Flemming Bøssing Dyrholm at få hjemmehjælp, og han starter i behandling med antidepressiv medicin:

»Han havde jo sådan set mistet alt inden for kort tid. Sin samlever, sit hus, sin hund. Det var jo ikke så mærkeligt, at han viste tegn på depression,« siger Tina Dyrholm.

Hun mistænker på det tidspunkt ikke, at den antidepressive medicin kan være med til at forværre hans tilstand. Det er heller ikke vurderingen fra hans eget lægehus, da en læge derfra besøger ham på Skovvangsvej.

Det er Tina Dyrholm, der har besluttet at ringe til faderens læge, fordi hun i stigende grad er bekymret for hans tilstand. Når hun ringer til sin far, tager han ofte ikke telefonen.

»Han begyndte også at have en anden tone. Han blev mere kort for hovedet, og han kunne ikke finde ud af computeren eller at tænde for radioen. Når han ikke svarede, blev jeg mere og mere bekymret for, om han lå der og ikke kunne komme op eller det, der var værre.«

Flemming Bøssing Dyrholm bliver 8. januar sat op i dosis af den antidepressive medicin, som han nu skal tage to gange dagligt.

Beroligende beskeder

’Der er ingen, der er ude på at gøre dig ondt,’ skriver Tina ned på en lap papir, da hun er på besøg hos sin far. Hun ved snart ikke, hvordan hun ellers skal berolige ham - hun kan jo ikke være der hele tiden. Hun skriver også sit eget og sin brors telefonnumre ned. Hun har igen fundet ham sovende i stolen. Der er koldt i lejligheden, så hun skruer op for varmen. Det tyder ikke på, at han hverken har været i seng eller i bad.

Harald Nyborg-flyttekasser står stadig rundt omkring. Benene er hævet op til ukendelighed. Det er, fordi han rører sig så lidt, tænker hun. Selvom han falder til ro, når Tina er der, går det hurtigt den anden vej, når hun lukker døren bag sig. At hun ved papiret ligger der, er en ringe trøst.

I Flemming Bøssing Dyrholms journal bliver det noteret, at det skal foreslås om, om han er interesseret i samtaleterapi eller at besøge Center for Livskvalitet i forbindelse med hans behandling for depression.

Men for Tina Dyrholm er det reelt ingen hjælp. Hun har haft kontakt til centret allerede i november, men hun fik besked om, at faderen ikke skulle stå midt i en flytning, og der skulle være »ro på«.

»Det bliver aldrig til noget. Man skal selv være meget opsøgende, og det har man ikke energi eller overskud i en situation, hvor man reelt skal tage sig af alt for ens far,« siger Tina Dyrholm.

Redaktionen har henvendt sig til Flemming Bøssing Dyrholms tidligere læge, men denne har ikke ønsket at kommentere artiklen.

Dette var det første af to afsnit i artikelserien ’Alene med medicinen’. Læs andet afsnit her.