Stålsat Hitler stod fast: Danmark skulle mærke terroren. Den kom også til Aarhus

I retten sad den 24-årige tidobbelte morder og terrorist.

Aage Mariegaard, medlem af Petergruppen, var vokset op på et husmandsbrug i landsbyen Tømmerby ikke langt fra Jammerbugten. Han havde altid bare haft udsigt til hårdt arbejde, og alt til livets eksistens skulle klemmes ud af de små brug.

Købmanden i byen havde en søn, der smittede mange med den nazistiske bacille, når han pegede mod syd, hvor alt var anderledes. Og efter hans mening også meget bedre.

Hitler havde løsningerne! Tyskerne var glade og i arbejde, og der var styr på tingene.

Mariegaard-familien tilsluttede sig nazismen i 1938. Aage, der blev regnet for begavet i skolen og efter konfirmationen arbejdede som karl på forskellige landbrug, deltog i 1941 i et sportsstævne i Hamburg med fætteren Per Mariegaard.

Begge blev så begejstrede over forholdene, at de siden meldte sig til Frikorps Danmark og deltog i felttoget mod Sovjetunionen. Per faldt for føreren, og Aage blev såret flere gange, og da han pådrog sig difteritis, blev han overført til Schalburgkorpset derhjemme for siden at blive optaget i Petergruppen.

Masser af dødsdomme

Nu viste kalenderen 1946. Krigen var forbi, og der blev udstedt dødsdomme på stribe i et retsopgør, der klarlagde, hvad der var sket.

Aage Mariegaard kom under forhøret med en overraskende oplysning. Medlemmer af Petergruppen havde gennem gruppens leder Horst Issel henvendt sig til Hitler, fordi de ville fritages for at foretage flere drab og attentater.

De kunne se, at terrorvirksomheden ikke hæmmede modstandsbevægelsen og dens aktioner, men tværtimod skaffede den flere tilhængere. Sabotører burde skydes efter dom, men Hitler ville undgå martyrer.

Aktionen mod broerne i Langå den 17. november 1943, der stoppede togdriften i Jylland i 12 dage, havde ophidset Hitler. Han beordrede den tyske topledelse i Danmark til at stille i hovedkvarteret Ulveskansen i Østpreussen den 30. december 1943.

Den rigsbefuldmægtigede Werner Best, chefen for de tyske tropper general von Hanneken og den højere SS- og politifører Günther Pancke fik af Hitler at vide, hvordan det skulle være, og ud over diktatoren deltog Himmler, Wilhelm Keitel, Alfred Jodl og Ernst Kaltenbrunner i mødet.

På mødet, der varede to og en halv time, krævede Hitler Gegenterror i Danmark og forlangte, at hver dræbt tysker eller dansker i tysk tjeneste skulle hævnes med et modterrordrab: Terror skal bekæmpes med terror!

Kaj Munk blev det første offer allerede den 4. januar 1944, men siden gik det langsomt. Petergruppen udførte i første halvår af 1944 10 clearingdrab. Fem gange så mange i andet halvår og 31 i de første fem måneder af 1945. Hitlers strategi virkede ikke. Han affærdigede også de officerer, som sagde, at det ikke ville nytte med terror og tvang i Danmark.

Det værste halvår

Der Führer var overbevist om, at terror selvfølgelig ville knække den danske modstand.

En førerordre var nærmest guddommelig i systemet, så Petergruppens forslag til løsning blev pure afvist. »Ikke tale om!«

Til gengæld krævede Hitler terroren yderligere intensiveret, så de sidste seks måneder af Besættelsen uden sammenligning blev det værste halvår i Danmark i hele det 20. århundrede. Den tyske ledelse måtte siden regelmæssigt redegøre for udviklingen i Danmark.

Den tyske terrorchef Otto Bovensiepen, der i Shellhuset blev kaldt Der Chef, var mand for at presse Petergruppen til uhyrligheder i slutningen af 1944 og i 1945 frem til kapitulationen, og selv den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen betegnede vinterkampagnen i 1945 for en af de frygteligste turnéer, gruppen har været på.

Otto Bovensiepen skulle organisere terrorkampagnen i Danmark, og han var blevet instrueret af Ernst Kaltenbrunner, chef for det tyske sikkerhedsapparat, inden han overtog sin nye stilling. Selv havde Bovensiepen betydelig erfaring blandt andet som Gestapo-chef i Berlin og ansvarlig for deportation af 50.000 jøder. Han blev forflyttet, da en af hans medarbejdere havde puttet for meget fra jødiske formuer i egen lomme.

Den nye terrorchef dannede sin egen kaffeklub med prominente medlemmer, der hjalp med at udpege ofre til den liste, som Petergruppens mulige ofre stod på. Klubben talte foruden Bovensiepen, Gestapo-chef Hoffmann, SD-chef Scherdin, Kripo-chef Zechenter og SD-referatslederen Wäsche, der havde stort kendskab til Danmark og derfor var et vigtigt medlem.

Andre ofre blev bestemt af lokale Gestapo-ledere, som dermed kom til at afgøre liv og død.

Selv om det nærmest kun var Goebbels i Berlin, der fortsat var optimist og troede på en sejr, så fortsatte ødelæggelserne. Tyskerne ville gerne vælte Aarhus Rådhus, fordi der var fundet belastende illegalt materiale i det.

Horst Issel, der ledede Petergruppen, vidste, at en vellykket aktion mod Aarhus Rådhus afhang af, at en stor del af Petergruppen blev mobiliseret. Så både Aage Mariegaard og Ib Nedermark Hansen havde fået ordre om at stille i Aarhus, men de dukkede aldrig op. Rådhuset blev forsøgt sprængt udefra, men det blev stående.

Det var måske ikke alt, selv terrorister ville være med til så tæt på det uundgåelige nederlag.