Fortsæt til indhold

Auktion over skulptur i Randers vækker kritik

Kunstnerens eget bud endte med at afgøre salget – til frustration for køber i Randers.

Samfund

Erik Møller Sørensen, kendt som ejer af flere ejendomme i Randers, stiller sig uforstående over for det auktion­sforløb, kunstneren Henrik Busk Andersen har gennemført for at sælge skulpturen ”Mokajen”.

Auktio­nen, der blev annonceret i Din Avis Randers før jul 2024, betød, at kunstneren selv lagde det højeste bud på 40.000 kr. og derefter forærede værket til Videbæk Kunstpavillon.

Erik Møller Sørensen føler sig snydt, fordi han ikke fik muligheden for at byde over, før auktionen lukkede. I et åbent brev, som han har sendt til både Din Avis og kunstneren, peger han på manglende åbenhed:

»Når du selv vælger at blive auktionarius, så er du forpligtet til at handle som en sådan person. Alternativt skal du overlade opgaven til en uvildig person,« skriver han og understreger, at det bør være tydeligt, at sælgeren også deltager i budrunden.

Kunstner Henrik Busk Andersen holder fast i, at "Den Lille Mokaj" skal videre til Videbæk Kunstpavillon, og at aktionen er foregået, som den bør. Foto: Kian Johansen

Ville sikre ”Mokajen”

Skulpturen ”Mokajen” er lavet til Randers og beskrives af Henrik Busk Andersen som et værn mod byens hån. Netop derfor ønskede Erik Møller Sørensen at placere den ved siden af trappen til Sct. Clemens Gaard på Rådhustorvet eller inden for trappen ned til Restaurant Rebelsk. Han ejer nemlig det lille areal på mellemstykket og udlejer lokalerne til restauranten.

»Alternativt ville jeg have stillet skulpturen i indgangen til restauranten, hvis kommunen ikke ville tillade det på mellemstykket,« forklarer han.

Når du selv vælger at blive auktionarius, så er du forpligtet til at handle som en sådan person. Alternativt skal du overlade opgaven til en uvildig person.
Erik Møller Sørensen
Det er her ved siden af trappen til Sct. Clemens Gaard, at Erik Møller Sørensen havde planer om at placere "Den Lille Mokaj". Nu hedder restauranten Rebelsk. Arkivfoto: Kian Johansen

Formålet med auktionen var ifølge den oprindelige aftale at indsamle flest mulige penge til SAM Foreningen, der støtter udsatte i Randers, samt at sikre, at ”Mokajen” blev stående i byen. Men den plan synes nu at være kuldsejlet.

»Det værste er, at du som auktionarius i den etablerede offentlige auktion har en pligt til at kontakte den/de højstbydende, hvis der kommer et overbud, og det har du ikke gjort,« lyder kritikken fra Møller Sørensen. Han tilføjer, at han ville have budt 45.000 kr., hvis han havde vidst, at kunstnerens eget bud lød på 40.000 kr.

»Kom nu med en positiv tilbagemelding, så skulpturen ”Mokajen” kan forblive i Randers,« lyder opfordringen i brevet.

På bronzeskiltet står følgende: »Ja, kom bare med dine skarpe ord, kritikker og nedgørelser på min personlighed. Kast dine løgne og modbydeligheder mod min krop og sjæl, og ja, kære dig, du vil ikke ramme mig. Et stort hul har jeg gemt til dig blot for at lade dine sten passere.«

Ikke enig

Henrik Busk Andersen er ikke enig i, at der er handlet forkert. Ifølge ham var datoen for auktionens afslutning klar fra starten, og han mener ikke, at Møller Sørensen reagerede hurtigt nok.

»Jeg ville have, at det her værk skulle ende et sted, hvor det bliver respekteret og ikke bare gjort til en vare, man kan handle videre med. For mig handler det om at vise, hvem man er – og være generøs,« siger han.

Kunstneren understreger, at hans hovedformål var at sikre skulpturen ”Mokajen” et sted, hvor den ikke blot blev gemt væk eller videresolgt.

Jeg ville have, at det her værk skulle ende et sted, hvor det bliver respekteret og ikke bare gjort til en vare, man kan handle videre med. For mig handler det om at vise, hvem man er – og være generøs.
Henrik Busk Andersen

Hvorfor har du ikke kontaktet Erik Møller Sørensen og fortalt ham, at hans oprindelige bud var overbudt?

»Han kunne have lagt et klart bud til tiden, men det gjorde han ikke. Jeg sagde tydeligt, at ”hvis du vil have det, så byd 35 eller mere”. Når man holder en auktion med en fastsat dato, så ved alle, hvornår tiden udløber. Kommer man for sent, så er det ærgerligt. Jeg er ikke i tvivl om, at han havde ressourcerne, hvis han virkelig ville, men sådan foregik det ikke, og så gik jeg videre med handlen.«

Hvem taber?

I dag er status, at Videbæk Kunstpavillon har fået skulpturen, og at Henrik Busk Andersen donerede de 40.000 kr. til SAM Foreningen. Erik Møller Sørensen påpeger, at Randers nu går glip af ”Mokajen”, og at SAM Foreningen kunne have fået et større beløb, hvis han var blevet inddraget. Han opfordrer derfor til, at auktionen tages om med en neutral auktionarius, så »både Randers og foreningen kan få fuldt udbytte«.

Kunstneren fastholder dog, at handlen er afsluttet, og at han er tilfreds med, at værket nu bliver udstillet, hvor offentligheden kan opleve det. På den måde føler han, at idéen bag ”Mokajen” stadig lever, selvom skulpturen ikke endte i Randers.