Fortsæt til indhold

Vinbar lukker: Mangler tilladelse til udeservering og føler sig som kastebold

Rådmand laver forskelsbehandling i Aarhus-gade, mener ejere af vinbar, der nu lukker, fordi man ikke længere kan få lov til udeservering.

Samfund
ksa

»Med tungt hjerte må vi meddele, at Meso Vinbar og -butik i Graven lukker. Beslutningen skyldes Aarhus Kommunes afvisning af at udstede en ny udeserveringstilladelse efter den permanente omdannelse af Graven i 2025.«

Sådan skriver ejerne af Meso i en pressemeddelelse.

Meso Vinbar og -butik åbnede i Latinerkvarteret for godt et år siden med ambitionen om at bygge bro mellem naturvin og mere konventionelle vine – altid mindst økologisk eller biodynamisk produceret.

Meso Vins tilladelse til udeservering kan ikke opretholdes, da kommunen kun tillader udeservering på modsatte side af gaden. Pressefoto

»Lokationen i Graven blev valgt på baggrund af Aarhus Kommunes planer om at gøre området endnu mere attraktivt for udeservering. Med stor forventning overtog vi lejemålet, og sommersæsonen 2024 viste områdets potentiale, hvor vi følte, vi bidrog med noget, gaden manglede: En vinbar og -butik med kvalitetsvine og højt til loftet,« skriver Meso Vin og fortsætter:

»Siden foråret 2024 har vi været i løbende dialog med forskellige afdelinger i Aarhus Kommune om udeserveringen. Selvom vi er blevet mødt med sympati, har vi oplevet at blive en kastebold mellem forskellige instanser, der ikke ville tage ansvaret eller indgå i dialog. Resultatet er, at vores tilladelse til udeservering ikke kan opretholdes i 2025, da der kun tillades udeservering på modsatte side af gaden.Vi er dybt kede af at lukke og føler, vi mister muligheden for at bidrage til diversiteten blandt gadens barer og restauranter.«

Udeservering er en grundsten

Derfor se ejerne ingen anden udvej end at lukke på adressen, da udeservering er en grundsten i firmaet forretningsmodel, og uden den hænger økonomien ikke sammen.

»Vi synes, det er ærgerligt, at Aarhus Kommune går imod de fine visioner for Gravens omdannelse, som blev fremlagt af rådmand Nicolaj Bang i 2023 og laver en forskelsbehandling afhængigt af, om man ligger på den ene eller anden side af gaden. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt kommunen reelt ønsker at støtte hele midtbyens erhvervsliv og skabe levende byrum,« siger Meso Vins direktør Martin Andersen.

Meso Vinbar og -butik arbejder på at finde en ny lokation, og indtil det er en realitet fortsætter butikken som webshop.

Meso Vins direktør Martin Andersen.