Fortsæt til indhold

Politiet tilkaldt til kontrol hos sandwich-bar i Åbyhøj: »Det sker jævnligt«

Politiet bliver jævnligt tilkaldt, når Fødevarestyrelsen rykker ud.

Samfund

Hvad der skulle have været en helt normal rutineopgave for kontrollanter fra Fødevarestyrelsen hos Nelly’s Sandwich i Åbyhøj tog pludselig en dramatisk drejning.

Under den obligatoriske gennemgang af kontrolrapporten ved slutningen af besøget følte medarbejderne sig så truede, at de følte sig nødsaget til at tilkalde politiet.

Og det hører efterhånden ikke til sjældenhederne.

Det oplyser Lasse Guldbrandsen, fødevarechef ved Fødevarekontrollen.

»Det sker jævnligt,« siger han - men oplyser samtidig, at det ikke er noget, der bliver ført statistik med.

Han understreger, at besøgene fra Fødevarestyrelsen - og de glade, mellemfornøjede og sure smileyer til følge - er til for alles skyld. Også virksomhedernes.

»Vi forventer samarbejde fra virksomhederne,« siger Lasse Guldbrandsen.

Sådan er det bare ikke altid.

Med fra start

De jævnlige konfrontationer mellem Fødevarestyrelsens medarbejdere og virksomhedsejere har da også bevirket, at der bliver taget forholdsregler. På flere planer.

Der bliver nu oftere sendt to kontrollanter i stedet for en, og derudover bliver medarbejderne undervist i konflikthåndtering og nedtrapning af tilspidsede situationer.

Der kan altså være brug for at tilkalde ordensmagten - og i andre tilfælde er politiet simpelthen med fra start til slut ved kontrolbesøget.

Det er ifølge fødevarechefen blandt andet tilfældet ved flere af slagsen i det vestlige Aarhus.

»Vi har nogle rigtigt gode aftaler med politiet,« siger han.