Fortsæt til indhold

»Tåbeligt« og »fjollet«: Ingen forstår, hvorfor skole og idræt skal adskilles i helt ny bydel

Rigmand, der allerede står til at tjene fedt på revideret købsaftale, får også fordel af en adskillelse af skole og idræt i den nye bydel Marienlyst.

Samfund

Rettelse: Avisen skrev oprindeligt, at det kommunale areal, der skal sælges, udgør 12,5 hektar. Det var ikke korrekt. Der er derimod tale om 33,7 hektar

Hvis du skulle bygge en ny bydel fra bunden, hvor ville du så placere skole- og idrætsfaciliteter?

Ville du slå de to ting sammen, eller ville du lægge dem i hver sin ende af byen over en kilometer fra hinanden og kalde dem »ankerpunkter«?

Teknik og Miljø har valgt det sidste i planlægningen af Marienlyst, en ny bydel mellem Tilst og Aarhus Universitetshospital med plads til 14.000 borgere.

Bliver bydelen, som der er lagt op til, kommer Marienlysts skolebørn til at skulle bruge lang transporttid på at komme til idræt i skoletiden. Beslutningen har vakt forbavselse.

»Fjollet,« kaldte Radikale Venstres medlem af Teknisk Udvalg, Metin Aydin, det i byrådet, da sagen blev debatteret forleden.

Liberal Alliances Henrik Arens valgte at gå med »tåbeligt« som tillægsord.

»Det giver ingen mening, når vi udvikler en helt ny by,« konstaterede han.

Teknik og Miljø vil ikke fortælle, hvorfor man synes, at det er en god idé at skille skole og idrætsfaciliteter ad i Marienlyst.

Et byprojekt i modvind

Lørdag kunne Din Avis Aarhus Onsdag fortælle om, at det milliarddyre byprojekt er endt i lidt af et uvejr.

Alle partier i byrådet på nær Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bangs (K) er skeptiske over for en lang række aspekter af forvaltningens planlægning.

Men især det kommunale salg af 33,7 hektar jord til den lokale rigmand Jens Stausholm og hans firma Stadt har vakt furore.

Så meget, at de to byudviklingsfirmaer ALFA Development (ALFA) og Marienlyst Århus Nord (MÅN), som er en del af Marienlyst-projektet, er gået offentligt ud med anklager mod kommunen om forskelsbehandling og konkurrenceforvridning.

Det skyldes, at Jens Stausholm, der også er kendt for at have investeret i Aarhus Airport, ser ud til at få nogle særdeles favorable vilkår i købsaftalen med kommunen.

Ifølge de to udviklingsfirmaer afviger vilkårene så markant fra de oprindelige udbudsbetingelser, at kommunen står til at tabe mindst 70 mio. kr. på aftalen.

Teknik og Miljø nægter at udtale sig om sagen, men til avisen siger Cecilie Fanøe, ekspert i udbuds- og statsstøtteret, at det kan være ulovligt.

»Ud fra de oplysninger, jeg har fået forelagt, vil jeg umiddelbart vurdere, at man har overtrådt reglerne,« siger hun.

Hvem tjener på det?

Men det er ikke kun den reviderede købsaftale, at Jens Stausholm står til at tjene fedt på. Det gør han også på beslutningen om at adskille skole og idræt.

For det er på hans kommunekøbte arealer, at skolen skal ligge. Slipper han for idrætsfaciliteterne, kan han i stedet bygge boliger, og det er langt mere indbringende end at lade sin jord ekspropriere til offentlige formål.

En kobling, som formanden for Teknisk Udvalg, Solveig Munk (EL), ikke var bleg for at lave i byrådssalen.

»Det er en tåbelig idé at lægge skolen væk fra idrætsfaciliteterne. Bare for at investoren ikke skal afgive areal til offentlige formål og dermed får mindre indtjening end ved at bygge boliger. Det er ikke acceptabelt,« tordnede hun.

Også ALFA og MÅN er meget kritiske over for beslutningen om at adskille skole og idræt.

Det er ikke så overraskende, for det er på deres arealer, at kommunen vil placere en række boldbaner og en stor multihal.

Men de savner en saglig og faglig begrundelse for at adskille skole og idræt. Ikke bare børnene vil lide under beslutningen, men også kommunekassen, påpeger de i en henvendelse til byrådet.

For boldbanerne bliver placeret på Marienlysts mest skrånende terræn. Sådan nogle skal gerne være i vater, og derfor bliver det en bekostelig affære for kommunen at få flyttet jord.

Desuden vil man få en bedre udnyttelse af faciliteterne (skoleidræt om dagen, foreningsidræt om aftenen), og man kunne spare en boldbane, omklædningsrum og meget andet ved skolen, hvis man lagde det hele sammen, fremhæver ALFA og MÅN.

»Alt taler for, at disse offentlige tilbud til borgerne samles for opnåelse af maksimale synergieffekter af de kommunale investeringer,« skriver de.

Teknik og Miljø vil heller ikke svare på, hvorfor man anbefaler byrådet at adskille skole og idræt. Ifølge forvaltningens presseafdeling vil man helst svare politikerne på deres spørgsmål, før man vil svare på pressens.

Teknisk Udvalg forventes at skulle behandle sagen for anden gang i uge otte.

Jens Stausholm er ikke vendt tilbage på avisens interviewforespørgsel.