Fortsæt til indhold

Lokal virksomhed buldrer frem i udlandet: Plads til 90.000 kvadratmeter

Årsagen til nyt, stort byggeri er simpel: »Vi oplever en øget efterspørgsel.«

Samfund

Logistikvirksomheden Frode Laursen fra Vitten ved Hinnerup udvider sine aktiviteter inden for dagligvarer i Norden. Virksomheden investerer nemlig endnu engang i et nyt logistikcenter – denne gang uden for landets grænser.

I Östra Ljungby i Sydsverige skyder et cirka 20.000 kvadratmeter store lagerfaciliteter således op. Det er efter planen klar til brug i begyndelsen af 2026, skriver Frode Laursen i en pressemeddelelse.

Det nye logistikcenter kommer til at ligge omkring 10 km fra Frode Laursens logistikcenter i Åstorp, der allerede er fyldt og ikke kan udbygges yderligere.

»Vi oplever en øget efterspørgsel efter vores effektive og fleksible logistikløsninger med fokus på bæredygtighed indenfor dagligvarelogistik. I forvejen har vi ca. 700.000 kvadratmeter logistikcentre i Norden, heraf 166.000 kvadratmeter i Åstorp. Men vi ser et øget behov for at kunne imødekomme behovene fra både eksisterende og nye kunder,« siger Frode Laursens administrerende direktør, Thomas Corneliussen, i pressemeddelelsen.

Første fase

På grunden i Östra Ljungby kan der bygges op til 90.000 kvadratmeter, og planen er altså nu at etablere den første fase på omkring 20.000 kvadratmeter.

De nye lagerfaciliteter bliver opført i henhold til Frode Laursens ’Green Warehouse Vision II’. Det dækker over en række nye og innovative løsninger til at reducere klima- og miljøpåvirkningen, både i byggeriet og i den efterfølgende drift af logistikcentret.

»Der vil blandt andet blive brugt genbrugsstål, anvendt CO2-neutral isolering, installeret varmepumper og genanvendt regnvand. Derudover etablerer vi et større areal med solpaneler på taget og vil anvende de nyeste løsninger for intelligent anvendelse af el, både indenfor og uden for,« fortæller Thomas Corneliussen i pressemeddelelsen.

Frode Laursen er en af de førende i Norden inden for transport og logistik af dagligvarer og byggematerialer.

Mange investeringer

Frode Laursen og dennes ejer, TA-Logistics, har godt gang i investeringerne i øjeblikket.

Det ligger fint i tråd med den udmelding, som TA-Logistics kom med i august sidste år.

TA-Logistics og Danish Crown solgte nemlig dengang virksomheden Agri-Norcold. Midlerne derfra skulle bruges på opkøb af nye selskaber, sagde TA-Logistics administrerende direktør, Thorkil Andersen:

»Vi har en klar vækststrategi, og vi ønsker fortsat at være en af de førende transport- og logistikvirksomheder i Norden. Salget giver et endnu stærkere kapitalberedskab til nye opkøb, enten til vores eksisterende selskaber som for eksempel Frode Laursen, eller til opkøb af nye selskaber inden for transport og logistik.«

Således købte Frode Laursen 1. januar transportvirksomheden Michael Sørensen ApS.

Senere i januar kom nyheden så om, at TA-Logistics har opkøbt den svenske transportvirksomhed GDL inklusive datterselskabet C-R Utbildning.

Oven i dette bygger Frode Laursen også nyt logistikcenter i Vejle. Her er de første 37.000 kvadratmeter ud af 90.000 i fuld gang med at blive opført. De står færdige i løbet af sommeren 2025.