»Så havde vi ikke været sammen i dag«: Specialskole ændrede Nannas og familiens liv – men andre får måske ikke længere samme mulighed

12-årige Nanna elsker at spille fodbold. Hun elsker at lege med familiens labrador, Anton. Hun elsker at bygge traktorer med legoklodser, og hun elsker at sidde i garagen med sin far.

På mange måde er hun en glad pige, men sådan har det ikke altid været.

Hendes mor og far er sikre på, at hele familien, der bor i Asferg, havde levet et helt andet liv, hvis Nanna var startet på en almen folkeskole i stedet for på Trekløverskolen, der er en specialskole.

»Jeg tror ikke, Louise og jeg havde været sammen i dag. Ellers havde en af os gået hjemme med Nanna på en eller anden overførselsindkomst. Det ville i hvert fald have taget hårdt på familien,« siger Nannas far, Mikkel Hansen, og fortsætter:

»Vi har flere venner, der er gået fra hinanden. De kunne ikke både kæmpe og bevare familielivet.«

Besparelse eller investering?

I forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret besluttede et flertal af politikerne i Randers Byråd at spare, hvad er svarer til 10 procent på specialområdet. Samtidig bliver der skåret i PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) på almenområdet.

I stedet bruges pengene – 15 mio. kr. – på inklusionsindsatsen i indskolingen. Målet er, at flere børn skal rummes i folkeskolen, så de ikke skal gå på en specialskole. I stedet kan den enkelte skole oprette mindre specialtilbud, hvis de har behov for det. Skolerne får den mulighed, fordi lærere og pædagoger som udgangspunkt ikke længere skal visitere elever i indskolingen til specialundervisning.

Hvis det havde været nu, Nanna skulle starte i skole, er det derfor ikke sikkert, hun kunne være startet på Trekløverskolen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle børn med diagnoser, der godt kan inkluderes. Men jeg tror, mange børn vil blive tabt. Der vil være familier, der kommer til at kæmpe lange kampe for at få et ordentligt tilbud til deres børn,« siger Nannas mor, Louise Reincke, og fortsætter:

»Jeg er med på inklusionsidéen, men så synes jeg, man skal tilføre midler til området. Så skal man ikke bare tage midler fra specialområdet og sige, at folkeskolen skal klare samme opgave inden for deres rammer. Man kan ikke først spare og så sige, at det er en investering.«

Øjenåbende tv-program

Nanna var fem år gammel, da hun fik konstateret autisme.

»Jeg kan huske, at vi så et tv-program om autisme. Der var en, der mindede meget om Nanna, så jeg sagde til Louise, at ”jeg tror sgu, hun har autisme”,« siger Mikkel Hansen.

»Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at der var nogle tegn på det allerede i vuggestuen, og da hun kom i børnehave, kunne jeg bare se, at de yngre børn, og dem, der startede efter hende, overhalede Nanna. Hun var også sen til at få et sprog og til at gå,« fortæller Louise Reincke.

Hun fortæller også, at hun tit oplevede, at Nanna mere legede ved siden af de andre børn end sammen med dem. Og hvis der var for meget larm, så gik hun. Personalet måtte nogle gange lede længe efter Nanna, fordi de var nødt til at kigge i alle kroge for at finde hende.

Efter diagnosen satte børnehaven gang i forskellige tiltag, men det første, der rigtigt virkede, var, da Nanna kom på en sprogskole, hvor der var tre voksne til fem børn.

»Det var hun så glad for, og vi fandt ud af, at det var det, vi skulle lede efter. Et sted, der var struktureret, og hvor der var mange voksne til få børn,« fortæller Louise Reincke.

Mere selvtillid og selvhjulpen

Louise Reincke og Mikkel Hansen vidste fra starten, at de ville have deres yngste datter i en specialskole, og det kæmpede de for. Men de havde også taget en beslutning. Hvis ikke Nanna kunne få lov til at starte på en specialskole, så ville de melde hende helt ud af folkeskolen og undervise hende hjemme i stedet.

»Hun er nødt til at være et sted med de rigtige rammer. Børnehaven havde virkelig gjort, hvad de kunne for at rumme hende, men vi kan bare se, hvor godt det har været for Nanna at komme på Trekløverskolen,« siger Louise Reincke og fortsætter:

»Hun har fået gode venner, og nu er hun en del af noget. Hun leger ikke ved siden af de andre børn. Hun leger med dem. Der er voksne, der forstår hende, og de andre forældre stiller aldrig spørgsmålstegn ved, hvorfor der kun er en af os til et forældremøde, eller hvis en af os pludselig er nødt til at gå.«

Louise Reincke fortæller også, at da Nanna var yngre, og hun blev ked af det, så kunne hun godt finde på at slå eller sparke. Det gør hun ikke mere, og det er en af mange positive udviklinger, som familien kan se, Nanna har gennemgået, efter hun er startet på Trekløverskolen.

»Hun er blevet mere selvhjulpen. Hun har udviklet sit sprog. Hun er glad, og hun har fået mere selvtillid og personlighed. Hun er så glad for at gå i skole, at hun kan blive helt sur, når der er ferie – kan du ikke?« spørger Louise Reincke, mens Nanna nikker.

»Jeg kan allerbedst lide idræt«

Hver morgen bliver Nanna hentet af en taxa, der også henter en håndfuld andre børn, inden de alle sammen bliver kørt til Trekløverskolen, så de er der klokken 8. De får ved ankomsten nogle morgenopgaver, som børnene har cirka 20 minutter til at løse. På den måde er der en mere glidende overgang til skoledagen, og der er ro på, til alle er mødt ind.

»Vi har to klasselokaler med en masse rum. Inde i rummene kan man lave alt muligt. Man kan tegne og lave perleplader,« siger Nanna.

Hun har også sin egen sækkestol, som hun kan sidde i, hvis hun får det svært. Hun kan også blive ked af det, men så går hun hen til en voksen og får et kram.

»Så snakker vi om, hvorfor vi bliver kede af det,« fortæller hun.

Nanna har naturligvis undervisning ligesom på en almen folkeskole.

»Vi har dansk, matematik, engelsk, idræt og historie,« nævner hun.

I skolen har de også socialfag, hvor eleverne blandt andet lærer, hvordan man er gode venner og hjælper hinanden.

Hvad er dit yndlingsfag?

»Madkundskab, idræt, matematik, dansk. Jeg kan allerbedst lide idræt, for der bevæger man sig, og nogle gange har vi fri leg eller spiller fodbold. Nogle gange spiller vi fodbold på Randers Stadion sammen med superligaspillerne,« siger Nanna, der har en indrammet plakat på sit værelse med billeder af Randers FC-spillerne og deres autografer.

Nogle af de andre børn på Trekløverskolen har også tysk, men det er Nanna fritaget for, fordi hun har svært ved sprog.

Hvad kan du så ikke så godt lide?

»Engelsk. Det er svært,« siger hun.

Nanna har desuden et slags job på skolen, hvor hun hjælper til i køkkenet. Hun snitter både grøntsager og tager imod betaling i salatbaren.

»Så prøver de at give børnene ansvar på den måde,« siger Louise Reincke.

Når skoledagen er slut, går Nanna i SFO.

»Så leger vi eller spiller fodbold. Om tirsdagen er der ridning, og om torsdagen er der fodbold,« fortæller hun.

Både ridning og fodbold er nogle linjer, som man kan vælge i Trekløverskolens SFO.

Klokken 15.45 kommer taxaen og kører Nanna og de andre børn hjem igen.

Når Nanna kommer hjem fra skole og har haft en hård dag, så sidder hun som regel på sit værelse med sin tablet. Hvis hun har haft en god dag, så er hun udenfor, hvor hun leger med Anton eller hopper på trampolin. Og uanset hvad hører hun musik.

Målebånd og velcrotavle

Det vigtigste for Nanna er, at der er struktur i hverdagen. At hun ved, hvad hun skal, og det skal helst være ens hver dag. For at hjælpe hende har familien opsat en lille tavle ved siden af Nannas værelse, hvor hun kan se, hvad hun skal i løbet af en dag. Oversigten er en masse små billeder, som sidder fast på tavlen med velcro.

»Så kan hun fjerne billedet, når hun har gjort det, der står. Så kan hun nemmere overskue det. Hendes tidsfornemmelse er heller ikke så god, så hvis vi skal en større ting, så får hun et målebånd, hvor hun kan klippe et tal af, for hver dag vi kommer tættere på. Så kan hun tælle ned på den måde,« siger Louise Reincke.

»Der skal være en meget god grund, hvis vi skal lave vores planer om,« supplerer Mikkel Hansen.

Spiller mange roller

I familien er de som sagt enige om, at deres liv havde set helt anderledes ud, hvis Nanna var startet i en almen folkeskole.

»Når jeg så, hvad Nanna mødte ind til allerførste skoledag med piktogrammer, struktur og så mange dygtige lærere, så tror jeg bare ikke almenområdet kan løfte det uden flere midler,« siger Louise Reincke og fortsætter:

»Jeg synes, de gambler med børnenes fremtid.«

Familien har også altid haft en stor tryghed i, at Nanna kunne starte på en specialskole, selvom de skulle kæmpe for det.

»For os har Nanna aldrig været en udfordring. Det har været alt det udenom. Vi har måttet kæmpe for at få tabt arbejdsfortjeneste, da vi var nødt til at tage fri for at tage med Nanna på sygehuset – og man skal spille mange roller,« siger moren og fortsætter:

»Du skal være advokat, socialpædagog, socialrådgiver. Du skal selv sætte dig ind i, hvad du har ret til. Der er mange ting, du selv skal opsøge. Vi har også taget en del kampe i Ankestyrelsen.«