Fejrer 65 års ægteskab: »Hun kan da godt blive træt af mig, men det går over igen«

Otto Brandenburg og Four Jacks slog tidens toner an, og Danmark havde lige fået en ny statsminister i form af Viggo Kampmann, hvis forgænger, H.C. Hansen, kort forinden var bukket under for kræften.

Det er nok de færreste læsere, der har mindelser om året 1960, men det her er historien om to mennesker, et ægtepar, der ikke bare husker året, men også lod sig gifte her.

Nærmere bestemt blev John og Jonna Bengtsson gift den 5. marts 1960, som var en lørdag.

Med den bryllupsdag vil de onsdag den 5. marts i år kunne fejre en imponerende milepæl, nemlig 65 års ægteskab. Populært kaldet krondiamantbryllup.

Men hvordan i alverden holder man hinanden ud så længe?

Har 65 års ægteskab aldrig budt på udfordringer?

Og hvad tror John og Jonna, nutidens unge ægtepar kan lære af de ældre generationer?

Avisen har besøgt Bengtsson-parret i dets nyere parcelhus, hvor en nyanskaffet kolos fylder i garagen.

Render ikke så langt

»Vi er da rimeligt friske. Men vi render ikke så langt mere.«

John Bengtsson begynder fortællingen, mens hans kone, Jonna, går i pendulfart mellem køkkenet og spisebordet, hvor interviewet skal stå, for at få de sidste ting på bordet til de lune rundstykker.

Begge er de fra årgang 1938. Det vil sige, at de senere på året fylder 87.

Det er dog ikke til at mærke på dem. De svarer kvikt, og bevægeapparatet er intakt. Også selvom de med John Bengtssons ord ikke render helt så langt som tidligere.

Hvis 65 års ægteskab lyder af meget, så læg dertil, at de i lige så lang tid har været kolleger. Sammen har de nemlig drevet Jysk Kunstcenter, hvor de først handlede med kunst og senere med håndlavede tæpper.

»Det har været en styrke for os at arbejde sammen. Jonna kan da godt blive træt af mig, men det går over igen,« fortæller John Bengtsson.

»Men det er da en præstation at gå op og ned ad hinanden, det synes jeg,« supplerer Jonna Bengtsson.

Kusinen i Hørning

Begge kommer de oprindeligt fra det aarhusianske opland. Jonna fra Viby og John fra Solbjerg.

Skæbnen ville imidlertid, at det var i Hørning, på den lokale kro, det første møde fandt sted.

Året er 1954. De to 16-årige kommende livsledsagere drager begge mod Hørning fra hver sit udgangspunkt. Her skal der nemlig, som så ofte før, være bal.

Jonna, der på dette tidspunkt til dagligt er blomsterbinder, tager af sted med en pigegruppe. Heriblandt er hendes kusine, som skal vise sig at vinde Johns gunst i første omgang.

»Det var først kusinen, der faldt for mig. Men senere fandt jeg jo ud af, at der også var Jonna, og det var lidt bedre,« siger John Bengtsson muntert.

Og således indledte John og Jonna deres usædvanligt holdbare forhold. Når de skulle mødes med hinanden i henholdsvis Viby og Solbjerg, hoppede de på deres knallert og satte kursen mod den anden.

Ægte- og kollegaskab

Der gik ikke længe, før de to turtelduer etablerede deres eget firma sammen. Først havde de en grønthandel i Åbyhøj, og siden åbnede de Jysk Kunstcenter i Jægergårdsgade 54 i Aarhus, hvor de også boede.

Her blev der primært handlet med malerier, men også lidt med tæpper.

»Senere blev det så omvendt,« fortæller John Bengtsson.

Sideløbende fik parret bygget en villa i Højbjerg med henblik på at sælge den, men grundet 70’ernes oliekrise kunne den ikke afhændes, og derfor flyttede de selv derud.

Siden flyttede butikken til Frederiks Allé, Regina-arkaden og Rosenkrantzgade.

»Efterhånden fik vi flere tæpper ind, og de fyldte to etager i Rosenkrantzgade. Så skiftede vi navn til Bengtsson Ægte Tæpper,« fortæller John Bengtsson.

Når han omtaler tæpperne, de solgte – og som i øvrigt også præger villaen i Hammel den dag i dag – lægger han vægt på, at det var »ægte tæpper«. Altså håndlavede tæpper, indkøbt i Iran, Afghanistan, Pakistan, Kina og flere andre østlige egne.

Campister

John og Jonna Bengtsson har altid holdt af at campere. Sammen med deres eneste barn, sønnen Jan, har de camperet rundtomkring i Danmark.

Siden pensionen i 1998 har de yndet at køre til Spanien i autocamper. En ferieform, de dog ikke længere magter, hvis de skal køre selv.

»Hvis vi skal køre så langt, skal vi være flere hold. Hvis der nu skulle ske noget,« siger Jonna Bengtsson.

Dedikationen til campinglivet finder man et godt bevis på i parrets garage. Her viser de glad en kolos af en autocamper frem.

Faktisk er den helt ny. Den tidligere på over syv ton var alligevel for stor, så nu er den nye Fiat-camper på 3,5 ton mere passende.

Rådet til de unge

I villaen på Kornmarken i Hammel er John og Jonna Bengtsson selv omgivet af børnefamilier, der bor i deres relativt nye huse. Her ser de med egne øjne, hvordan adskillige fraflytter igen – nogle på grund af skilsmisse.

I en tid, hvor skilsmisser er hyppigt forekommende, leder mange naturligvis efter de vises sten for at finde hemmeligheden bag et langt og godt samliv.

»Det er vigtigt, at man forstår og accepterer, at der trods alt er nogle ting, man skal have for sig selv,« lægger Jonna Bengtsson ud. Hun fortsætter:

»Ja. Og så bliver vi altid enige om tingene. Vi snakker om dem. Den ene gør ikke noget uden at spørge den anden.«

John Bengtsson stemmer i:

»Jeg bryder mig ikke om, at hun går hen og køber noget, uden at jeg ved det. Nej, vi snakker altid om, hvad vi køber. Vi skal være enige om tingene, det er det, det drejer sig om.«

I John og Jonna Bengtssons tilfælde har arbejdet også spillet en positiv rolle. De har med egne ord haft for travlt til at være uvenner.

Ja, det var sågar påkrævet at være to, når de tunge tæpper i den fælles forretning skulle vendes.

Med årene er rummeligheden over for hinanden også vokset, beretter John Bengtsson.

Store fester

Det kan selvsagt være lidt af en udfordring at granske hukommelsen helt tilbage til 1960. Ikke desto mindre husker John og Jonna Bengtsson deres bryllupsdag som god. Og festen var stor.

»Min mor var nummer 16 i sin søskendeflok,« siger Jonna Bengtsson.

»Min mor var ud af en søskendeflok på 12,« supplerer John Bengtsson.

»Ja ... så vi var mange,« konstaterer de begge.

Hverken menu eller vejrlig står klart i erindringen, men en kok stod for at bespise de mange gæster i et selskabslokale i en kælder i Viby. Vielsen havde forinden fundet sted i Viby Kirke.

Mens sølvbrylluppet i 1985 blev fejret med en tur til Spanien, blev guldbrylluppet i 2010 fejret med endnu en fest.

Det samme gjorde diamantbrylluppet i 2020.

»Det var, få dage før de lukkede ned på grund af pandemien. Det var en dejlig fest nede på Pøt Mølle,« siger Jonna Bengtsson.

Det forestående krondiamantbryllup kommer dog ikke til at give anledning til den store festivitas.

»Det bliver da markeret, men der kommer kun tre hold til spisning herhjemme. Diamantbryllupsfesten var simpelthen så god, at den kan vi ikke gøre om,« fortæller ægteparret.