Younis Khans kamp for at blive i Danmark: Har aldrig set lignende
Konsulent har taget Younis Khans sag efter afvisning om familiesammenføring. Han har aldrig set et afslag med den begrundelse, som Younis fik onsdag og bakker op om familiens beslutning om at afprøve sagen i Udlændingenævnet.
Dyrlæge og Ph.d. Younis Khan fik onsdag 26. februar via brev et afslag på at bo i Danmark med sin danske hustru Jenny Boye og deres to børn, der er danske statsborgere.
Til daglig bor de i Ebeltoft.
I brevet, der var to uger undervejs, stod der, at han skal rejse ud af landet i dag, fredag 28. februar.
Udlændingestyrelsen har afvist ansøgningen om familiesammenføring, fordi Younis Khan, som oprindeligt er fra Pakistan, har opholdstilladelse i Østrig. Det er her, han tager sin Ph.d., og Udlændingestyrelsen mener, at han og familien lige så godt kan bo i Østrig.
Situationen er yderligere kompliceret af, at parrets ældste barn lider af cystisk fibrose, hvilket gør en flytning til udlandet problematisk.
Afslaget har ikke bare fået folketingspolitikere fra Det Radikale Venstre og Liberal Alliance til at gå ind i sagen med spørgsmål til integrationsministeren. Det har også vakt opsigt hos Martin Christian Dylla, den juridiske konsulent, som familien har hyret.
Han har aldrig set den type afslag før i en sag som Younis Khans.
»Den regel, de har søgt sammenføring efter, er relativt ny, men det er alligevel interessant, at styrelsen lægger vægt på, at han har opholdstilladelse i Østrig, og at deres vurdering tilsyneladende er, at familien kan bo der.«
Sammen med familien vil han udfordre afgørelsen i Udlændingenævnet
»Måske er det en helt korrekt afgørelse. Det er svært at vurdere, men den skal i hvert fald trykprøves i forhold til, om det skal være gældende praksis fremadrettet.«
Den juridiske konsulent forklarer, at Younis Khans sag handler om det, han kalder afledt opholdsret efter EU-retten, som kan gives til en forælder fra et land uden for EU, hvis barnet ellers ville blive tvunget til at forlade EU sammen tredjelandsforælderen.
»Det er vigtigt for forståelsen af denne sag at understrege, at Younis har søgt om familiesammenføring med sit barn.«
Normalt gives opholdstilladelse, hvis der er et stærkt afhængighedsforhold mellem barnet og begge forældre.
»Det vurderer Udlændingestyrelsen, at der er, men de lægger altså vægt på opholdstilladelsen i Østrig. Jeg kan ikke se i afgørelsen, at de har taget stilling til, om det er realistisk for familien at flytte til Østrig, hvilket man muligvis kan sætte spørgsmålstegn ved. Ikke mindst på grund af det ældste barns sygdom,« siger Martin Christian Dylla.
Rådvildhed og forsigtig optimisme
Mens klagen er under behandling, kan Younis Khan forblive i Danmark, hvis Udlændingenævnet giver klagen opsættende virkning.
Hjemrejsestyrelsen, som står for at effektuere udrejser, har, ifølge Martin Christian Dylla, givet ham et mundtligt tilsagn.
»De har sagt, at han kan blive, indtil det afgøres, om han må opholde sig i Danmark, mens klagen behandles. Også selv om udrejsedatoen i afslaget bliver overskredet.«
Og den dato er i dag, fredag 28. februar.
Fredag morgen, knap to dage efter, at Younis Khan fik afgørelsen, ved han og hans hustru Jenny Boye stadig ikke, om han sætter sig på et fly til Wien i aften klokken 20, eller om de tager chancen og håber på, at klagen får opsættende virkning.
»Vi er rådvilde. Tør vi tro på det mundtlige tilsagn og tage chancen? Vi kan først få det på skrift om en uge, og der er fristen jo overskredet. Hvis det viser sig, at vi gør noget forkert, så kan Younis få to års indrejseforbud til Danmark. Og omvendt, hvis han rejser i aften, så risikerer vi, at han ikke kan komme ind igen,« siger Jenny Boye.
Hvis Younis Khan bliver, mens klagen behandles, så har han mulighed for at søge familiesammenføring efter andre regler, nemlig de danske.
Martin Christian Dylla vurderer, at der er relativt gode chancer for, at Younis Khan kan få opholdstilladelse på denne måde.
Ifølge den juridiske konsulent vil behandlingen af klagen sandsynligvis tage mellem seks og otte måneder.