Uventede svigt reddede Aarhus Rådhus
Da to medlemmer af Petergruppen udeblev fra en aktion, reddede det Aarhus Rådhus fra at blive forvandlet til en ruin den 14. marts 1945. Fraværet kunne være bevidst.
For 80 år siden skulle Aarhus Rådhus være væltet. At det ikke lykkedes, var overraskende, for lederne af Petergruppen var normalt effektive til at ødelægge det, de planlagde.
Under den sidste del af Besættelsen foretog terroristerne i Petergruppen sprængninger og drab som hævn for sabotager og stikkerdrab. Gruppen likviderede uskyldige mennesker, bombede gader og eksprestog i fuld fart, sprængte monumentale bygninger samt store virksomheder, teatre, forlystelser og aviser.
Aktionerne var frygtede, og gerningsmændene forhadte.
Og nu stod det nye, ikoniske rådhus i Aarhus for tur. Aktionen var planlagt til natten til den 14. marts 1945 og skyldtes, at tyskerne havde fundet beviser for illegale aktiviteter på rådhuset.
Petergruppens operative leder Horst Issel var indstillet på, at hele banden skulle trænge ind i rådhuset. Han var overbevist om, at hvis eksplosionen fandt sted indendørs, ville bygningen styrte sammen. Men Horst Issel, der nærede mistanke om, at borgmester Stecher Christensen havde organiseret lokal kampklar modstand, kunne ikke mobilisere alle mand.
Hvorfor to af gruppens medlemmer, Ib Nedermark Hansen og Aage Mariegaard, blev væk, er fortsat uklart. Nu er der ingen at spørge: Begge blev henrettet natten til den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn som medlemmer af Petergruppen.
Den mystiske bil
Rådhuset blev slemt skadet den nat, selv om de 60 kg sprængstof var placeret uden for bygningen, men den undgik at blive til en ruin.
Optakten var ellers dramatisk: Medarbejderne på rådhuset fik mistanke om, at noget var i gære den 13. marts 1945 om eftermiddagen. En benzindrevet bil blev ved med at kredse omkring rådhuset, mens passagererne nøje registrerede adgangsveje til bygningen.
I foråret 1945 var sanserne skærpet: Hvis en benzindrevet bil kørte langsomt forbi et potentielt terrormål, var det et dårligt varsel. Kun tyskerne og få udvalgte havde adgang til benzin.
Ser man på forløbet, var det måske slet ikke så overraskende, at Mariegaard og Nedermark holdt sig væk. Begge var grundigt trætte af Petergruppen, de mange ødelæggelser og meningsløse mord og havde klaget til Hitler, men vejen ud af gruppen var blokeret. Underskrifterne på hverveblanketten gjaldt for hele livet.
Aage Thomas Mariegaard og Ib Nedermark Hansen trak begge nitter i livet, også når det gjaldt opvækst og gener. Den ene var forgiftet af et nazistisk miljø, den anden belastet af arvelige psykiske sygdomme.
Aage blev født den 22. oktober 1922 i Vestre Mellerup, Jerslev sogn, som søn af husmand Peder Christian Mariegaard og Otilla Mariegaard. Da han var ni år, flyttede familien til Tømmerby, der ligger få kilometer nordvest for Brønderslev i Vendsyssel. Aage voksede op under fattige kår.
Der var ikke tvivl om familiens politiske ståsted, for et portræt af Hitler prydede stuehusets gavl. Her boede en nazist, og ved festlige lejligheder var lagkagen pyntet med hagekors. Der var relativt mange nazister i den lille by, og købmanden optrådte som den store ideologiske fører. Familien Mariegaard var medlemmer af DNSAP, og Aage kom i partiets ungdomsafdeling, NSU.
Efter konfirmationen arbejdede Aage på forskellige gårde på egnen. Politik engagerede ham. Sammen med sin fætter Per deltog han i april 1941 i et nazistisk sportsstævne i Hamborg og vendte begejstret hjem. I juli samme år meldte han og fætteren sig til Frikorps Danmark. Han var blot 18 år, men havde i virkeligheden ikke lyst til at forlade hjemmet. De første indkaldelser til Frikorpset ignorerede han og påkaldte sig straks foragt blandt Tømmerbys nazister. Der kom endnu en indkaldelse, som han var presset til at efterkomme. Han fandt sig dog hurtigt til rette som soldat, var god til det og blev forfremmet.
Faderen var grebet af nazismen og mente, at der efter sejren ventede familien store belønninger i Rusland. Men Aage Mariegaard tænkte ikke på gods og guld i Rusland, da han i 1942 vendte hjem på Frikorps Danmarks den store orlov. Der var voldsomme uroligheder i København, som chokerede ham, og som han fandt uværdige. Soldaterne ankom lige fra fronten, hvor de, som han så det, dagligt satte livet på spil til gavn for Danmark. Han forstod og billigede, at en del frikorpsfolk begik voldshandlinger, men deltog ikke selv.
Rodløs barndom
Ib Nedermark Hansen var født den 6. maj 1916 i København som søn af en overofficiant. Faderen skiftede jævnligt tjenestested, akkurat som Ib måtte gøre med skoler. 10 år gammel kom Ib med familien til Kerteminde, og det var også her, han gennemførte uddannelsen som isenkræmmer. Politisk blev også han i de unge år påvirket i nationalsocialistisk retning.
Som udlært flyttede Ib Nedermark Hansen midt i 1930’erne til hovedstaden og varetog forskellige jobs, blandt andet på skibe. Han var ved militæret og på et tidspunkt repræsentant for en sandkagefabrik. Ib Nedermark Hansen blev genindkaldt, kom på befalingsmandsskole og blev udnævnt til overkonstabel. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, var han kanonfører ved antiluftskytset på Middelgrundsfortet.
Psykisk sammenbrud
I juli 1941 meldte Ib Nedermark Hansen sig til Frikorps Danmark. Året efter blev han såret i venstre hånd, kureret og vendte tilbage til fronten for derpå at blive ramt af svære forfrysninger. Atter måtte han på lazaret, og i januar 1943 brød han psykisk sammen ved fronten.
Nu ventede langvarig behandling og rekreation, inden han blev erklæret uegnet til fronttjeneste og sendt til Danmark. Der mærkede han sin psykiske arv: Adskillige i den nærmeste familie led af psykiske sygdomme. I Danmark havde Ib Nedermark Hansen forskellige stillinger, på kontor, vagttjeneste og instruktør i Schalburgkorpset. Her blev det påtalt, at han ikke var god til at kommandere, fordi han nærmest forhandlede med rekrutterne om stroppeturene. Det blev ikke sidste gang, tyskerne fandt Ib Nedermark Hansen for blød.
Aage Mariegaard syg
I Rusland gik det heller ikke godt for Mariegaard-fætrene. Per blev dræbt ved fronten, og Aage måtte hjemsendes på grund af alvorlig sygdom. Mariegaard havnede også i Schalburgkorpset, og i september 1944 blev han anmodet om at indtræde i Petergruppen. Han vidste, at der kunne blive tale om terrorhandlinger og havde ikke kvaler over Schalburgtagen. Han var stolt over aktionen mod Odinstårnet ved Odense, hvor gruppen en kold vinternat kravlede rundt i 20 meters højde og placerede sprængladninger. Det var »mandfolkearbejde«, som han fortalte psykiateren Max Schmidt, der udarbejdede mentalerklæringen om Mariegaard og Nedermark.
Stoltheden skyldtes også i nogen grad, at selveste Henning Brøndum, der så sig selv som leder blandt danskerne i gruppen, fik et nervøst sammenbrud af angst i forbindelse med aktionen. I Petergruppen holdt Aage sammen med vennen Ib Nedermark Hansen.
Aage Mariegaard fandt udsigten til dødsstraf for medlemskabet af Petergruppen urimelig, da han kun havde handlet efter ordre. Skulle nogen straffes, måtte det være lederne. Var nogen i gruppen strafskyldig og hjemfalden til dødsstraf, var det alene Bothildsen Nielsen, fordi denne ikke havde været soldat eller medlem af SS. Ib Nedermark Hansen var i Schalburgkorpset fra maj 1943 til april 1944. Frem til Befrielsen var han i Petergruppen.
Umulig terrorist
Det er en kendsgerning, at Ib Nedermark Hansen havde ry for at være en umulig terrorist. Han skulle den 24. april 1944 skyde kommunelæge Stefan Jørgensen i Gentofte, opsøgte konsultationen og foregav at have ondt i hovedet.
Ved mødet med lægen fattede han sympati for lægen og kunne ikke få sig selv til at skyde ham. Det klarede tyske medlemmer af gruppen. I anledning af ”fiaskoen” fik Nedermark en skarp irettesættelse af gruppens leder: Han skulle ikke selv tage stilling til ofrenes skyld, men blot udføre ordren!
Det lykkedes Nedermark i måneder at slippe for at dræbe mennesker. Han medvirkede ved drabet på August Pedersen på Høgevej i Aarhus den 30. november 1944, og heller ikke her kunne han skyde. Bothildsen Nielsen gennemførte drabet. Nedermark sendte derpå et par skud i liget. Sprængninger havde han det heller ikke godt med, og flere timer før sprængningen af Aller-etablissementet i januar 1945 rystede Ib Nedermark Hansen over hele kroppen.
Fritaget for terror
I foråret 1945 blev han fri for at deltage i terrorhandlinger. Han kom sig aldrig helt over nervesammenbruddet. Han blev betragtet som dårlig til Petergruppens arbejde. Så han kan ikke have haft den store lyst til at stille op for at medvirke til at ødelægge Aarhus Rådhus. Heller ikke Mariegaard brød sig om tab af værdier.
Da tyskerne kapitulerede, fulgte de to med de tyske tropper ud af landet, men blev anholdt i Tyskland, fordi SS-tatoveringen af blodtypen afslørede dem. Via forskellige lejre havnede de to i efteråret 1945 i Danmark og blev anklaget for terrorhandlingerne.
Ib Nedermark Hansen, der var på randen af sammenbrud, brød sammen med udsigt til en dødsstraf og forsøgte to gange at begå selvmord i cellen. Han blev tiltalt for 29 drab, 3 drabsforsøg, 3 røverier, 3 togattentater og 70 bombeattentater, sprængninger og tilfælde af gadeterror. Han var skyldig i 60 menneskers død og et stort antal sårede, heraf mange invaliderede. Endelig forårsagede han skader for over 50 mio. kr.
Aage Mariegaard blev tiltalt for 13 drab, 1 drabsforsøg, 23 bombeattentater og sprængninger. De materielle skader androg mindst 20 mio. kr.