Tidligere chefredaktør skrev til journalisten bag denne artikel: »Hvis du vidste, hvad du har gjort mod mig«

Nils Thostrup var en vigtig medarbejder på Jyllands-Posten, en ægte publicist. Han var knyttet til avisen i perioden 1966-1992. De seneste to år som ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør.

Efter uenighed på de øvre etager forlod Nils Thostrup avisen og arbejdede siden som redaktionschef og udlandsredaktør på Berlingske Tidende, inden han i 1993 blev ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten og Kolding Folkeblad. En post, han varetog frem til pensionen i 1999. Han var fortsat aktiv og fik et nyttigt otium.

Nils Thostrup døde den 31. juli 2024.

I forbindelse med en korrespondance med den gamle redaktør sendte undertegnede bogen ”Den aarhusianske massemorder” til Thostrup. Bogen er skrevet sammen med leder af Besættelsesmuseet Søren Tange Rasmussen. Journalisten fornægtede sig ikke. Der indløb følgende takkeskrivelse, der er yderst relevant ved 80-året for det store attentat.

Thostrup fortæller, hvordan han som otteårig oplevede natten:

Et vidnesbyrd

Oh Jens, Oh Jens – hvis du vidste, hvad du har gjort mod mig …

Det får du så at vide nu.

Da jeg i min takkemail for bogen skrev om min interesse for Aarhus og aarhusianerne, opfattede du det muligvis som et dårligt forsøg på at smøre forfatteren til bogen lidt om munden.

Det var det ikke. Det var mere ærligt, end jeg selv indså da.

Hvorfor? Fordi jeg var dårligt kommet ind i bogen, før du (og din medforfatter, selvfølgelig) bankede en af hukommelsens døre ind med et brag.

Selvom det kan lyde som en dårlig vittighed, så er ordet ”brag” valgt med vilje, for introduktionen med schalburgtagen mod rådhuset bragte mig ”spot on”. Helt bogstaveligt: På stedet. For jeg var der den nat. Ikke bare i Aarhus. Men på stedet. På rådhuset.

Og nu i dag, i 2023, når et hjørne af hukommelsen bliver reaktiveret, går der næsten chokfølelse igennem mig ved tanken om, at med en sandsynlighed grænsende til vished er jeg den sidste overlevende af de mennesker, der var på rådhuset og omkring det den nat.

Du vil så selvfølgelig spørge »hvad lavede du der«. Og det banale svar er »Jeg boede der«.

Det svar skal naturligvis udvides til, at jeg og min familie – far, mor og to yngre søskende – boede på rådhuset, hvor vi nåede at få de to sprængninger, folkeregisteret og schalburgtagen, med.

Forklaring kort: I fløjen mod Park Allé og i enden mod banegården og som nabo til ”Agnete og Havmanden” var en lejlighed indrettet til rådhusforvalteren. Da jorden brændte under ham, blev min forældre, der drev marketenderiet (det var før kantine og cafeteria blev opfundet) på det nye rådhus, spurgt, om de ville afstå vores lejlighed på Sct. Pauls Plads, så den kunne bruges som dæklejlighed for rådhusforvalteren og andre i samme situation.

Vi flyttede. Og fik i tilgift to bombesprængninger – plus at jeg personligt fik et spørgsmål, som jeg aldrig får et svar på, fordi et mørklægningsgardin viste sin kvalitet.

I skriver korrekt i bogen, at schalburgtagens sprængninger blæste vinduerne mod Park Allé ud. Nogle faldt også indad. Jeg sov i en seng stillet på langs af ydermuren, vågnede ved bragene og så op i et mørklægningsgardin hængende tæt over mig som en belastet hængekøje.

Spørgsmålet: Hvis gardinet ikke havde holdt, ville de spidse glasskår have slået mig ihjel ved at ramme hoved og øjne og tynget ind af vægten? Eller ville jeg blot blive vansiret for livet?

Det her er kun et afsnit af en personlig historie, sjældent fortalt. Men du åbnede en dør.

Thostrup 24. august 2023