Udvalgsformand: Overraskende udvikling
Miljø- og teknikudvalget må vente til april med at blive klogere på Banestien.
Det kommer bag på Niels Ole Birk (V), formand for miljø- og teknikudvalget, at projektet med belysning af Banestien mellem Auning og Allingåbro ikke kører på skinner.
Da avisen fangede ham på telefonen, var han endnu ikke blevet informeret om, at forvaltningen havde slået bremsen i for at undersøge, om der skal yderligere naturscreeninger til, inden projektet kan realisere. Eller om det skal skrinlægges.
»Jeg er lidt overrasket over den her udvikling. Fra min stol troede jeg egentlig, det var klappet fuldstændig af, og man var parat til at kunne sende projektet i gang,« konstaterer Niels Ole Birk.
Forvaltningen oplyser, at de ikke kan nå at færdiggøre de nødvendige undersøgelser, inden miljø- og teknikudvalgets møde 24. marts. Derfor bliver det først på mødet i april, udvalget bliver orienteret om, hvad status på projektet er.
Derfor vil Niels Ole Birk heller ikke for nuværende kommentere udviklingen nærmere.
»Jeg har behov for at vide lidt mere, inden jeg kan sige yderligere.«