Fortsæt til indhold

Det er ikke et enten-eller, men et både-og med belysning på Banestien

Samfund
Klaus Schelander Tårup Kærvej 5, 8963 Auning

Jeg vil først og fremmest takke, borgmesteren, kommunalbestyrelsen samt embedsværket i Norddjurs Kommune, for jeres imødekommenhed vedr. min henvendelse om evt. screening af naturen ved Banestien.

I gør alle en fantastisk indsats, jeg havde ikke forventet så meget imødekommenhed, her I disse tider med politisk magtfuldkommenhed. Kæmpe tak for det.

I har absolut udvist politisk courage, ved at stoppe op i projektet, lytte og undersøge, I er et godt eksempel på, at demokratiet virker og med hjertet på rette sted.

Når der marcherer en krakilsk person ind hos jer, med Bern-konventionen under armen, så har I klaret det super godt.
Tak for god behandling.

Hensigten var, at gøre opmærksom på Bern-konventionen og jeg håber, at såvel embedsværket som politikerne vil have Bern-konventionen med i deres mindset, når der projekteres med naturen.

Bern-konventionen varetager naturens tarv, men den virker kun hvis I bruger den.

Jeg tror der kan opstå manglende evidensbaserede viden, hvis embedsværket ikke formår at klæde politikerne behørig på inden politikerne træffer et oplyst valg.

Faglig viden og politiske ønsker kan være to problematiske størrelser at forene. Vigtigt at have fokus på forholdet mellem embedsværket og politikerne så der ikke opstår eventuelle misforståelser og dermed fejl.

Jeg tror samtidig, at det vil være en god ide at lytte til de borger som bor op ad Banestien, det er også deres hjem.
Lysforurening hører i princippet ikke til i det åbne landskab, men det er politikernes og borgernes valg.

Tak for nu. Jeg vil fremover bruge mit krudt på at sikre, at Bern-konventionen bliver brugt i alle kommuner, via KL. Naturen fortjener en stemme, ellers uddør den i stilhed.

Jeg beklager meget furoren på vegne af naturen. Husk, hvis vi skader naturen, så skader vi også os selv og dermed arven til vores efterkommere.

Udover en særlig tak til borgmester Kasper Bjerregaard, også tak til de mange som støttede os med opmuntrende ord.