Fortsæt til indhold

Syddjurs Kommune svarer fortvivlet mor og datter

Konstitueret socialchef Tina Kjærgaard Mogensen, Syddjurs Kommune, svarer Kate Frederiksen og hendes datter.

Samfund

Konstitueret socialchef Tina Kjærgaard Mogensen, Syddjurs Kommune, svarer på foranledning af Din Avis Syddjurs Kate Frederiksen og hendes datter, der har efterlyst et svar fra Syddjurs Kommune efter et møde med sagsbehandler 3. marts:

»Jeg har stor forståelse for, at Kate Frederiksen og hendes datter står i en svær situation. Jeg noterer mig, at der er planlagt et møde med kommunen den 25. april, og jeg håber, at der her kan findes gode aftaler omkring mestringsvejledning og boligsituation for datteren.

Da der er tale om en konkret personsag, har jeg desværre ikke mulighed for at gå nærmere ind i sagens detaljer.

Hvad angår Kollegiet i Hornslet, har der i en længere periode været ledige pladser. Pr. 1. april 2025 var kun seks ud af 11 pladser besat. Kommunen har været i dialog med andre kommuner om køb af pladser og har også undersøgt, om borgere i eget regi kunne være i målgruppen for Kollegiet. Desværre har dette ikke ført til nye indskrivninger.

Visitationen til Kollegiet foregår via Socialcenteret, og selvom der generelt ses en stigning i antallet af borgere med autismediagnoser, er det ikke alle, der matcher Kollegiets specifikke målgruppe. Flere borgere har fx tillægsdiagnoser og funktionsnedsættelser, som Kollegiets rammer ikke kan imødekomme.

Forslaget om at lukke Kollegiets kollegieværelser er sendt i høring fra den 7. til 27. april 2025. Indtil videre er der modtaget tre høringssvar. Byrådet behandler forslaget den 21. maj 2025.

Hvis byrådet beslutter at lukke Kollegiet, vil der blive afholdt individuelle møder med de berørte borgere og deres pårørende. Her vil både borgerens rådgiver og medarbejdere fra botilbuddet deltage, så vi kan sikre, at den enkelte fremadrettet får den rette støtte.

Det kan fx være i form af en bolig tilknyttet Botilbuddet Rodskovvej, som overtager fire af Kollegiets lejligheder, et andet botilbud eller i egen bolig med mestringsvejledning.«