Fortsæt til indhold

Udvikling, aktivitet og arbejdspladser – Ja tak

Samfund
Niels Ole Birk (V)Formand for miljø- og teknikudvalget
Kasper Bjerregaard (V)Borgmester Norddjurs Kommune

Biltema er på vej til Grenaa. Det har givet anledning til et par indlæg de seneste dage.

Lad os slå to ting fuldstændigt fast

1) Det er kommunalbestyrelsen, der driver erhvervspolitik i Norddjurs – ikke forsyningsselskaberne.

2) Det er en samlet og enig kommunalbestyrelse, der beslutter omlægning af den offentlige vej – inklusiv de medlemmer, der sidder i bestyrelsen for de involverede forsyningsselskaber.

En ny virksomhed vil gerne slå sig ned i Norddjurs Kommune.

De har ønsker om et stort erhvervsareal, som vi naturligvis opfylder, da vi heldigvis har arealerne.

Hvem skal så betale for en nødvendig omlægning af forsyningsledninger?

Forsyningsledningerne ligger i vejen på gæsteprincippet og er ikke tinglyst.
Derfor er det umiddelbart ledningsejerne, der skal betale. Og som det fremgår fra de to forsyningsvirksomheder, er omkostningen ikke noget den enkelte forbruger kommer til at mærke synderligt meget til.

Derfor må det undre, at man med en voldsom kommunikation nu søger konflikten og bidrager til, at en entydig positiv historie om en ny virksomhed og yderligere aktivitet nu i stedet bliver gjort til en negativ historie. Det er virkelig besynderligt.

Både Aqua Djurs og Grenaa Varmeværk drives af dygtige og kompetente folk, der har fået begge selskaber placeret flot på landkortet. Dem er vi som kommune stolte af og glade for, men nogle gange koster det at udvikle og tiltrække nye virksomheder. Det gælder både for forsyningsvirksomheder og for kommunen.

Kunne proces og kommunikation have forløbet anderledes – Måske.

Hvis det er tilfældet, så lad os da tage den på et internt møde mellem de implicerede parter.
Det klæder i hvert fald ingen offentligt at beskylde andre for “falden på halen” og “bullshit”. Det er ikke sådan vi samarbejder og byder nye virksomheder velkommen i Norddjurs kommune.

Sagen her er entydigt positiv. Ca. 40 – 50 nye arbejdspladser til Grenaa, et varehus, der kan tiltrække masser af kunder til byen og dermed masser af aktivitet.

Velkommen til Biltema. Vi glæder os til, I kan åbne dørene i jeres nye varehus.