Medarbejder klager: Personale nægtede at skifte beboer, der lå i egen afføring – styrelse melder om 'mindre problemer'
Flere voldsomme klager over i forvejen kriseramt plejehjem på Aarhus Ø får styrelse til at rykke ud. "Mindre problemer", er den nye melding.
Problemer er ikke helt ovre på plejehjemmet Generationernes Hus 3 på Aarhus Ø.
Det står klart efter endnu et besøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Denne gang er det dog ikke endt med et påbud, men den noget mildere dom: Mindre problemer af betydning for den fornødne kvalitet af hjælp, pleje og omsorg.
Plejehjemmet Generationernes Hus 3 fik et påbud den 14. februar, kort efter at det andet plejehjem i Generationernes Hus, nemlig Hus 9 havde fået et påbud i slutningen af januar. Hvilket fik sundhed- og omsorgsrådmand Christian Budde (C) til at sætte ind med en genopretningsplan til plejehjemmene den 18. februar.
Kigger man på, hvorfor styrelsen har genbesøgt stedet, fremgår det af rapporten, at styrelsen har »modtaget flere bekymringshenvendelser«, som man vurderer, kan udgøre en risiko for, om den fornødne kvalitet er til stede.
Redaktionen har fået aktindsigt i to bekymringshenvendelser, der er afsendt henholdsvis 9. og 10. marts. Klagerne, der er anonymiserede, kommer dels fra en medarbejder og en pårørende. De er kortfattede, men peger på omfattende problemer på stedet:
»Har igen i dag været på arbejde, som medarbejder på Generationernes Hus, var vidne til en ældre, der lå i egen afføring og et personale, der sagde (x) bare skulle ligge, fordi de ikke vil skifte borger. De nægtede at hjælpe en anden borger på toilet, fordi de hellere vil drikke kaffe og pjatte. Stedet burde lukkes ned, under al kritik. Der bliver brugt magt over for de demente i en sådan grad, det er uhyggeligt.«
En privatperson skriver:
»Voldelig opførsel over for beboere, men leder siger bare pyt. Der gives saft i sprøjter og helt ned i halsen. Der serveres kold mad med mug på. Glemmer at udføre sårpleje. Leder ruller øjne af os. (X) spiste sin medicin for en hel uge på en dag uden reaktion fra medarbejdere eller ledere. De sagde, det går nok! Ingen bade i tre uger med kæmpe kager af snavs og lort. Gør det selv, fik jeg at vide! Lederne gemmer sig og vil ikke snakke med os. Døren er altid lukket og låst. Vi får ingen informationer. Overhørt at leder siger hold kæft til en beboer.«
Det, styrelsen rent faktisk fandt ved tilsynsbesøget, var dog mindre problemer. Her gennemgik man to journaler og lavede nedslag i en tredje og kunne konstatere, at der i en af journalerne ikke var en fyldestgørende dokumentation, både angående en indsats mod tryksår og mod vejrtrækningsproblemer.
Derudover talte styrelsen med en pårørende, der ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt i plejen, da der ikke var inviteret til indflytningssamtale.
Samlet set vurderede styrelsen, at plejeenheden var velorganiseret med gode procedurer og høj grad af systematik og påpegede altså mindre problemer, som »stedet vil være i stand til at rette op på på baggrund af den rådgivning, der blev givet under tilsynet,« fremgår det af styrelsens rapport.
Uacceptabel adfærd
Ældre- og omsorgschef i Aarhus Kommune, Heidi Have, er tilfreds med, at tilsynet denne gang ikke fandt grundlag for et påbud til Generationernes Hus:
»Det er jeg rigtig glad for, for det viser, at de tiltag, vi har sat i gang, virker, og at det går i den rigtige retning. Vi arbejder fortsat hårdt på at forbedre dokumentationspraksis og at have en klar systematik omkring indflytning,« forklarer Heidi Have.
Ældrechefen har dog også læst de to bekymringshenvendelser, der er kommet 9. og 10. marts.
»Det er fuldstændig uacceptabel adfærd, der beskrives.«
Hvad angår den klage, der omtaler en leder, der blot siger pyt til voldelig adfærd, siger hold kæft eller gemmer sig, så kan kommunen ikke genkende det billede, der tegnes:
»Vi fik i forbindelse med styrelsens besøg tilsendt den henvendelse, og vi har med det samme reageret ved at gå sammen, både plejehjemschef og lokal ledelse. Når vi får så alvorlige anklager, så går vi også alvorligt og professionelt til værks. Så vi har også drøftet beskrivelserne med medarbejderne. Jeg må bare sige, at de konkrete beskrivelser kan vi ikke genkende,« siger Heidi Have.
Men det betyder ikke, at kommunen ikke gør mere ved t, understreger Heidi Have:
»Vi arbejder med, hvordan vi kan undgå, at man oplever, at ledelsen ikke er tæt nok på, og at man ikke bliver hørt. Med genopretningsplanen har vi styrket ledelsen dernede, og vi arbejder fortsat med, at ledelsen skal være endnu mere synlig, så man ikke får oplevelsen af, at de blot sidder inde bag en lukket dør.«
Den anden bekymringshenvendelse, der er kommet fra en ansat, har også gjort indtryk på ældrechefen:
»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er fuldstændig uacceptabel adfærd. Vi har været vidne til adfærd, der minder om den, der er beskrevet i henvendelsen, og det har haft personalemæssige konsekvenser. Vi er i fuld gang med at sætte det rette hold nede på plejehjemmet, for vi ønsker en kvalitet på et andet niveau end det, der har været.«
Der bruges dagligt vikarer fra kommunens eget interne vikarkorps, fremgår det af tilsynsrapporten.
Er det tilfredsstillende?
»Jeg synes, vi har et rigtigt godt flyverkorps, som kender til procedurerne i kommunen. Hvis du spørger mig, om jeg hellere vil ansætte fast personale, så vil jeg selvfølgelig hellere det. Men når jeg ikke har det personale, så er jeg rigtig glad for, at vi har vores eget vikarkorps,« lyder det fra Heidi Have.
Der er indflytningsstop på plejehjemmet indtil efter sommerferien for at give ro til at opkvalificere personalet og få ansat nye medarbejdere til de ledige stillinger, der for øjeblikket er.
Rådmand stiller ikke op
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) ønsker ikke at stille op til interview, men svarer skriftligt på følgende spørgsmål:
Hvordan ser du på bekymringshenvendelserne, der er kommet efter genopretningsplanen?
»Jeg har læst bekymringshenvendelserne, som vi tager meget alvorligt. Det gør indtryk, når beboere og pårørende oplever, at noget ikke er godt nok. Henvendelserne kom relativt kort tid efter lanceringen af genopretningsplanen for Generationernes Hus og indgår derfor i arbejdet med at sikre kvaliteten. Medarbejdere, pårørende og beboers stemme er enormt vigtigt i det arbejde med at skabe forbedringer i hverdagen for beboerne i Generationernes Hus. Og derfor ser jeg også frem til at mødes med dem igen til vores næste møde på torsdag.«
Er der brug for yderligere tiltag?
»Vi arbejder indgående med bl.a. at styrke fagligheden, sikre bedre ledelsesopbakning og har et skærpet fokus på trivsel og pleje – og ikke mindst har vi en tæt dialog med de pårørende og beboerne. Men det betyder ikke, at vi er i mål. Vi følger udviklingen tæt, og hvis der viser sig behov for yderligere tiltag, er jeg klar til at handle,« skriver rådmanden.